" ... Den naturlige instinktive morallov fordrer retfærdighed efter talionsprincippet. På dette instinktive niveau betyder retfærdighed intet andet end at genskabe den psykiske balance ved at gengælde ondt med ondt i lige mål. Præcis som vi kan opleve det blandt mindre børn: ”Du er dum” – ”Det ka’ du selv være” er udtryk for lige gengældelse for en forurettelse. Hvis den krænkede rolling i stedet havde svaret: ”Du må da være tvilling, for ingen kan være så dum alene”, så ville der være tale om en optrapning fordi hævnen er lidt grovere end forurettelsen. Hvis du spør’ om hvorfor der er så megen ufred og vold i verden så er svaret, at de allerfleste mennesker ikke kan frigøre sig fra den instinktive tilskyndelse til at gengælde hvad de opfatter som ondt med endnu mere ondt. Ingen har vel udtrykt det kortere og klarere end Ghandi: Øje for øje og tand for tand gør verden blind.

Jesu prædiken betegner et radikalt opgør med menneskets instinktive driftsnatur og med talionsprincippet. I Bjergprædiken siger han: "I har hørt, at der er sagt: ”Øje for øje og tand for tand.” Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt."

Dette er en af de 6 såkaldte antiteser, der alle indledes med, ”I har hørt”, hvilket selvfølgelig er en reference til Moseloven der netop bygger på talionsprincippet. Helt centralt er, at man ikke må begære.

Det er selvfølgelig udmærket, at mennesket bliver bevidst om, at dets lave dyriske driftsnatur er årsag til al lidelse og synd, men Jesu opstiller her etiske fordringer som intet menneske kan opfylde. Eller rettere, hvis det alvorligt tilstræber at opfylde fordringerne, så er det ikke længere menneske - det transcenderer det menneskelige element og bliver genfødt i Kristus. Sådan vil en troende kristen nok udtrykke det.

Filosoffen og logikeren Bertrand Russell, der var ateist, siger: "Begær, følelser, lidenskaber er de eneste mulige bevæggrunde til handling. Fornuften er ikke en bevæggrund, men kun en regulator."

Hvis man fjerner disse instinktive bevæggrunde, hvad bliver der da tilbage? Hvordan bestemmes menneskets handlinger da? Så vidt jeg kan se bliver der alene syndsbevidsthed og et håb om frelse tilbage, som alene kan opfyldes gennem troen og ved at elske Gud og næsten som en selv.

Hanskrist udtrykker denne genfødsel med ordene i hans signatur: "Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!" Man kan mere prosaisk udtrykke det på den måde, at den troende får adgang til en højere åndelig selvbevidsthed, en ny verden, hvor han opbygger et nyt overjeg (Id) der formår at kontrollere drifterne og samtidig mere bevidst styre hvornår han vil trække på hhv. primær- og sekundærprocessen.

Sådan forstår jeg sammenhængen ud fra det Hanskrist og andre troende beretter på debatten. Grunden til at jeg forstår dette til en vis grad selv om jeg ikke er troende kan skyldes, at jeg på en måde også er blevet genfødt ved bevidst at forkaste mit gamle jeg og forsøge at bygge et nyt op og derfor også til en vis grad magter at styre instinkter og gennem bevidst styring selv at kunne vælge balancen mellem primær- og sekundærprocessen. Kan man det, så lever man et åndeligt liv, uanset om man er troende eller ej.

På trods af denne indsigt vælger jeg en gang imellem at anvende talionsprincippet i moderat grad fordi jeg også mener, at dårlig opførsel bør have konsekvenser her og nu. Selv om jeg er tolerant eller gejlefast som jyderne siger, så trækker jeg alligevel en grænse og derved får jeg både genetableret min egen mentale balance og udsendt et signal til omverdenen om, at der er grænser for galskaben og amoralen. Du kan kalde det en slags nødvendig kartarsis, men det virker, for det eneste jeg nu føler er en slags medlidenhed med den pågældende, der er henvist til at skulle leve et åndløst liv i sine drifters vold. Nok om det!