|
1
registreret Arne Thomsen
28
gæster og
167
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Kære Ipso Facto
Der er flere passager i dit debatoplæg, som jeg har noteret mig på positiv vis - på trods af at dit indlæg for mig at se ville blive langt stærkere og klarere, hvis du havde forkortet det og undladt nogle af dine redegørelser. Det behøver vi selvfølgelig ikke at være enige om.
Din overskrift "MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR" får mig til at trække på smilebåndet, og jeg føler mig mere lidt på mere bølgelængde med dig - på trods af vores sammenstød og skuffelser ift hinanden - når du skriver som følgende:
Så hvad er det egentlig diskussioner på religionsdebatter handler om? Er det en diskussion om hvorvidt man anset Gud eksistens for 37% eller 79% sandsynlig, eller hvad pokker går debatten ellers ud på?
Mit bud er, at sådanne debatter handler mindre om Gud og det hellige, end om forskellige måde at tænke og føle på og forholde sig til hvad vor sande eksistentielle situation er. I betragtning af, hvor sjældent rationelle argumenter og egen selvstændig rationel gennemtænkning flytter personer fra den teistiske side af demarkationslinien til den agnostiske/ateistiske side er der stærke indicier for, at det mere er et spørgsmål om hvordan vi individuelt er struktureret rent mentalt, dvs. den måde vi tænker og føler på, end det er rationelle argumenter eller stærke følelsesmæssige apeller (missionsvirksomhed) der flytter os holdningsmæssigt.
Det er efter min mening et essentielt udgangspunk for at forstå debatten og vore indbyrdes relationer som debattører. Det er måske også det, der kan gøre en debat en smule kroget, idet vi ikke blot fremlægger holdninger men derimod måder at tænke, føle og reagere på. Samme forhold gør sig gældende inden for den politiske verden, hvorfor jeg til tider har svært ved at sætte mig fast på ét parti, og når jeg gør det, kan jeg ikke lade være med at ærge mig over ligesindede SF'eres udtalelser f.eks. i debat om tørklædeforbud. Men det er så en anden diskussion. Pointen er, at vi MENNESKER HAR NOGLE TING FOR - OGSÅ PÅ EN DEBAT. Her kommer vi som individualister, der allerede er formet som personer med et eksistentielt grundlag (nogle mere søgende end andre), hvorfra vi formulerer vore holdninger.
Personligt savner jeg mere debat om holdninger (politiske, etiske etc), om tro og ikke-tro og om alm. væren til midt i en verden præget af angst, lidelse og død men også af glæde og liv. Her er plads til både den troende, til agnostikeren, ateisten osv. Er det f.eks. en religion, en ideologi eller en idé (filosofisk som videnskabeligt), der styrer os, eller er det i bund og grund vores personlighed og mentale overskud/underskud - og kan de to størrelser overhovedet adskilles?
Du skriver endvidere:
Ud over hvad jeg allerede har nævnt i indledningen ligger der dels min egen introspektion til grund for disse overvejelser, dels et udsagn som jeg gennem årene har hørt fra mange troende: Det er ikke mig der har valgt troen, det er troen (eller Helligånden) der har valgt mig. Måske er der mere sandhed i dette udsagn end hvad man umiddelbart skulle tro. Måske vælger vi ikke troen eller vantroen, men den måde vi mentalt er struktureret på har allerede foretaget valget for os eller i det mindste bestemt hvor omtrent vi føler os bedst hjemme i de af Dawkins opstillede syv kategorier. Hvis vi af grundindstilling har tendenser i retning af religiøs tro og fødes ind i en muslimsk kultur, er det mest sandsynligt at den konkrete religion vi overtager ved kulturel arv bliver islam og nøjagtig det samme gør sig gældende for personer født ind i en kristen kultur. Fødes vi ind i en rationalistisk ateistisk subkultur, med forældre som eksempelvis begge er videnskabsmænd, så er det overvejende sandsynligt, at vi havner i en ateistisk eller agnostisk position.
Ovenstående passage er kernen i dit debatoplæg, og jeg vælger derfor at slutte mit indlæg af med dette i håbet om, at det kan vække andre debattørers lyst til at beskæftige sig med spørgsmålet.
Mit eget korte bud lyder noget i retning af, at jeg ikke er født ind i en familie (eller kommet ind i en familie), der har været tydelige, hvad angår religion, viden og politik. Det ærger mig på sin vis ikke at være blevet stimuleret (lige på nær min forkærlighed for Svend Auken og symapti for arbejderne), men på den anden side har jeg som ung selv måttet tage nogle valg - og det er lige før, at jeg ville sige, at Gud (eller troen) valgte mig, da tiden var moden til det.
Mvh
Anne
|
|
|
|
