|
1
registreret
(1 usynlig),
661
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: TRO
|
Den kristne tro kommer udefra gennem Ordet og ånden og bliver levende i samspil med egen ånd og vokser derved.
TROEN kan ikke påtvinges nogen, så det er ihvertfald ikke sådan udefra må forstås. Det må forstås sådan at det ikke er noget subjektivt vi genererer selv fx ved at læse i Bibelen.
Og da troen er Guds værk er det også problematisk at tale om udefra. For vi kan ikke forestille os Gud som i forbindelse med noget udefra kommende objektivt alene, hvorved Gud ville blive et monster. Så går det rigtig galt for os. Altid når Gud og Guds Ånd gør sig gældende er vi hinsides eller har vi overskredet subjekt objekt skismaet, som er vores syndefald, at vi lever så ramt af adskillelsen det subjektive fra det objektive. Det går an for os og meget videnskab fungerer kun på den måde. Men skal det være den ypperste videnskab om mennesket, vores helbred og sundhed fx, så må det subjektive og objektive ikke være adskilt. Og det er netop hvad det ikke er når vi har at gøre med det religiøse spirituelle ihvertfald indenfor kristendommen.
Hvor subjekt objekt spaltningen netop er betegnelsen for syndefaldet. Eller vi kunne også udtrykke det som vores essens og eksistens er blevet isoleret fra hinanden.
PS:
Sartre's tanke om at menneskets essens er dets eksistens er et stort fremskridt og det er nødvendigt med denne provokation, selv om den ikke holder overfor en grundigere undersøgelse sagen. Men det er korrekt (hvilket biologi og genetik også har måttet sande) at der er rigtig meget om hvad Sartre er inde på i sit provokerende udsagn. I et tidligere indlæg har jeg skrevet herom:
Tillichs begreb essentialisation (hentet fra Schelling (essens og eksistens)) skal netop ikke forstås i platonsk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der bliver aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget virkeligt nyt til det essentielle. Det positive, der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den "Ny Væren" eller den "Ny Skabelse".
Hentet fra Bjarne Lentz's fremragende bog om Paul Tillich. Iøvrigt gennem den bog jeg fik øje på Nicolai Berdyaev, hvem blev mit store religionsfilosofiske gennembrud her i livet sammen med Tillich.
|
|
|
|
