Konklusionen er, at den oprindelige shaman var specialist i åndeverdenen, og hans autoritet byggede på et meget langt personligt »uddannelsesforløb« og samfundets accept af åndeverdenen. Når han handlede, var det på samfundets vegne, og ånderne havde meget forskellig karakter. Kraften bag ånderne gjorde, at der var megen respekt og frygt omkring shamanens arbejde.I neo-shamanismen er der tale om, at mennesker som enkeltpersoner begiver sig ind i åndeverdenen som en del af deres personlige livs- og udviklingsproces. Frygten for naturens livstruende kræfter er væk. I stedet ses naturen som et offer for menneskers grådighed. I neo-shamanismen bliver hjælpeånderne forstået som venlige hjælpeånder. Den traditionelle shamans frygt for at møde disse ånder bliver nedtonet på kurserne.Som Merete Demant Jakobsen konkluderer, afspejler åndeverdenen hos neo-shamanisten en kristen forestilling om næstekærlighed.

Neo-shamanismen tolkes i bogen som: »...en metode, hvorved den enkelte kan genetablere et personligt forhold til det spirituelle og dermed inkludere kontakten til naturen og ånderne. Det er en indfældning i universet som en modvægt til den isolation, som det moderne menneske kan opleve i bylandskabet.«Nuancen i fremstillingen gør, at ingen læser kan være i tvivl om, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem den traditionelle shamanisme og neo-shamanismen. På den anden side formår Merete Demant Jakobsen at give læseren en fornemmelse af, hvorfor neo-shamanismen af nogen anses som en metode til at bryde en oplevelse af isolation i forhold til deres eget liv og naturen.