|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Livskvalitet
|
jeg tror ikke det hjælper Arne -
jeg har talt om det her i alle de år jeg har været her og havde du læst og forstået hvad jeg har skrevet ville du ikke være faldet på røven for det her sentimentale tautologiske pubertets pladder:
Pointen her er, at når vi bliver mindre selvcentrerede, bliver vi mindre selvkritiske, mindre selvoptagede, mindre egoistiske og mindre selvbevidste, vi tager ting mindre personligt, bliver mindre styret af vores behov for anerkendelse og tilfredsstillelse – vi bliver i det hele taget mentalt friere og mindre fastlåste i bestemte idéer om, hvem vi er. Og fra dette ståsted er der plads til mere kærlighed, venlighed og hjælpsomhed, mere plads til at interessere sig for verden, for menneskerne og dyrene i den, for det fælles bedste, for naturen og helheden. Og nu understøttes det af forskningen – at denne form for væren er bedre for vores mentale trivsel.
"mere plads til at interessere sig for verden, for menneskerne og dyrene i den, for det fælles bedste, for naturen og helheden". - netop ud fra Maslow's behovspyramide ved vi at dette kræver at vores mere primære fundamentale behov er blevet tilgodeset eller opfyldt. Netop psykoanalysen og humanistisk psykologi har vist og bevist at hvis det lille barn ikke får tilfredsstillet sin primære narcissisme vil det senere som voksen risikere at udvikle en patologisk sekundær form for narcissisme der i nogle tilfælde også har psykopatiske træk.
At kunne elske og arbejde er at kunne give slip på sin egen selvkredsen. Men hvem kan det? Det kan et menneske med en stærk og sund ego'self struktur - hvorimod det umodne barn eller menneske er fanget i egoisme og selviskhed og nærtagen sårbarhed grundet at det er så fandens selvhøjtidelig (som dig fx der vil føre injurie retsag mod folk når du bliver kritiseret). At kunne forlade sig selv grunder sig på en sund ego'self struktur - et usikkert selv vil ikke kunne forlade sig selv (magte en selvforglemmelse) for at arbejde og elske (et sådant menneske må de offentlige myndigheder hjælpe).
Det menneske der ikke kender sig selv - kan ikke have empati og sympati og respekt for andre mennesker - da det kræver selvrespekt og kendskab til os selv. Det er noget der kommer med modenhed.
Jeg ved du og ham du læser I opfatter tingene lidt anderledes da I ser vores ego'self strutur som noget der skal svækkes. Men al erfaring fra psykologi og psykologi fortæller at det grænsepsykotiske menneske uden stærk og sund ego'self struktur - selvværd og selvrespekt - udvikler nogle uheldige narcissistiske og i svære tilfælde grænsende til psykopati endda.
Individuation og sund selvudvikling betyder netop ikke at være selvcentreret og selvoptaget forfængelig og sårbar nærtagen.
Et menneske i underskud med sig selv kan aldrig være idealet.
Et menneske som ikke kan holde sig selv ud - kan hvile i sig selv og kender sig selv - vil være utålelig for andre at være sammen med. Virkelig et ubehageligt selskab. Det er det modne menneske der kender sig selv der er berigende at omgås - ikke det selvløse menneske der igen forståelse og kendskab har til sig selv - sig selv som fx et religiøst spirituelt væsen.
Selvløsheden - og svækkelsen af vores ego'self struktur er ikke anbefalelsesværdigt.
Det er jo vores sunde ego'self struktur der gør at vi kan ikke bare klare os selv men at vi også kan arbejde og elske. Utallige mennesker skal have hjælp af det offentlige fordi de ikke har udviklet den sunde ego'self struktur der gør os i stand til ikke bare at klare os selv men også at yde noget til gavn for fællesskabet - nemlig at arbejde og elske -- at nå frem til den modne voksne indstilling her: mere plads til at interessere sig for verden, for menneskerne og dyrene i den, for det fælles bedste, for naturen og helheden
Det modne selvstændige menneske er jo netop ikke selvcentreret og egoistisk - men alt det ved psykologien og psykiatrien alt om, fordi de netop arbejder med at hjælpe folk der ikke har udviklet nogen sund ego'self struktur - der ikke er blevet "voksne" modne og selvstændige.
iøvrigt har jeg skrevet om og debatteret det her emne i snart 20 år på først religionsdebatten og så trosfriheds debatten med Jmp Michael og Kræn-p.
Og hvis du var lidt kvikkere i opfattelsen ville du også huske hvad der er blevet sagt og skrevet. Nu er du ved at falde på halen over banaliteter der ikke er særligt gennemtænkte og dybt nok forstået. Jeg har udvist igennem årene en dyb dyb forståelse om egoet er en ven eller en fjende.
Når mennesket nærmer sig det guddommelige bliver det ikke svækket og opløst i det guddommelige - men i forbindelse Guds Fødsel i vores liv - i forbindelse med at vi møder det guddommelige - bliver vi mennesker ikke svækket - men der bliver født et nyt menneske, vi bliver født igen som nye mennesker - født af Gud - født af Gud Helligånden:
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
|
|
|
|
