|
0
registrerede
49
gæster og
178
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Ærekrænkelser (injurier) m.v.
|
Kære debatkolleger.
På netop et debatforum, hvor sindene kan komme i kog, er det relevant at beskæftige sig lidt med grundtrækkene i regelsættet om injurier. Dette vil vi gøre lidt længere nede i indlægget, men først skal vi sige en smule om en systematik, som er gavnlig at holde sig for øje.
Vi kan populært sige, at denne systematik drejer sig om krænkelser af en anden person. Vi står her med en glidende skala fra den mildeste form for krænkelse op til den voldsomste. I den blide ende af skalaen har vi den injurierende ytring, og i den grove ende har vi manddrabet.
Der skal her nævnes nogle hovedtyper af krænkelser sat op i en rækkefølge: Først i rækken kommer fornærmelsen eller ærekrænkelsen, der er udtrykt i ord (den verbale injurie). Dernæst følger ærekrænkelsen, der er udtrykt i handling (den reale injurie). Denne kan for eksempel bestå i at spytte en anden i ansigtet eller lyne ned og tisse på den pågældende. I gamle dage blev en udfordring til duel meddelt i form af en real-injurie ved at man slog modstanderen i ansigtet med sine handsker.
Den næste krænkelse er den simple vold, der typisk består af en flad lussing eller et skub, der eventuelt kan få offeret til at falde, men uden at pågældende får andet end knubs. Alvorligere er den grove vold, der typisk fører til en eller anden form for legemsbeskadigelse, for eksempel hjernerystelse efter at have fået tildelt et voldsomt knytnæveslag.
Grovere endnu er den vold, hvor der anvendes et redskab (kniv, skydevåben, baseball-kølle etc..), og hvor legemsbeskadigelserne er omfattende. Disse kan stige op til grov vold med døden til følge. Hvis det kan lægges til grund, at gerningsmanden har haft forsæt til at dræbe, står vi med manddrabet.
Vi går tilbage til den blide ende af skalaen for at se på den form for krænkelse, som vi kalder injurien. Hovedbestemmelsen herom er straffelovens § 267, der ser således ud:
»Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.« (Citat slut).
Som man ser, er både den verbale og den reale injurie dækket af denne bestemmelse. På et debatforum kan man imidlertid kun tisse på en anden i overført betydning ved hjælp af ord, og derfor er det kun den verbale injurie, der har interesse for os.
Traditionelt deler man de verbale injurier op i to hovedgrupper: A. Sigtelser og B. Ringeagtsytringer. Denne opdeling er væsentlig.
A.) Med sigtelser mener man beskyldninger om, at en person gør sig skyldig i et eller andet uretmæssigt forhold. Hvis man i skrift eller tale giver udtryk for, at Olsen, der er kasserer i grundejerforeningen, tager af kassen, har man udtalt en sigtelse. I dette tilfælde en sigtelse om underslæb.
Olsen vil ikke finde sig i denne sigtelse, og derfor går han til en advokat og rejser et injuriesøgsmål. Her nedlægger han som sagsøger påstand om, at sigtelsen bliver dømt ubeføjet, samt at den trækkes tilbage.
Nu kan man jo ikke vide, om Olsen vitterligt tager af grundejerforeningens kasse, eller om hans samvittighed er ren som nyfalden sne. Derfor vil retten give sagsøgte adgang til at fremlægge sandhedsbevis. Dette vil for eksempel kunne gøres ved at lade en registreret eller statsautoriseret revisor gennemgå grundejerforeningens regnskabsmateriale.
Viser det sig, at Olsen faktisk har begået underslæb, er sigtelsen retmæssig, og sagsøgte bliver frifundet. Men er Olsens regnskaber i orden, bliver sagsøgte idømt straf for at have injurieret Olsen med en sigtelse, der ikke kunne dokumenteres.
B.) Anderledes ligger det med ringeagtsytringerne. Har man kaldt en anden for ’en lille beskidt og snusket rotte’, vil der ikke blive adgang til et forsøg på at føre sandhedsbevis. Her er strafansvaret principielt indtrådt allerede ved ytringens fremsættelse.
Men der kan forekomme tilfælde, hvor straffen for en ringeagtsytring bortfalder. Tænker vi os for eksempel, at den forurettede i forvejen har kaldt gerningsmanden for ’en understimuleret thalidomid-chimpanse’, har den forurettede udvist utilbørlig adfærd, og dette er en disculperende (skyldfritagende) omstændighed, der medfører bortfald af straffen.
Det samme er tilfældet, hvis den forurettede har gjort gengæld ved at svare på fornærmelsen med en tilsvarende ringeagtsytring. Dette følger af straffelovens § 270:
»Straf efter § 267 kan bortfalde, når handlingen er fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede, eller denne har øvet gengæld mod fornærmeren.« (Citat slut).
Hovedregelen inden for strafferetsplejen er, at det er den offentlige anklagemyndighed, der rejser tiltale. Dette gælder dog ikke med hensyn til injurier. Her er det den fornærmede, der skal rejse sagen. Dette medfører, at der slet ikke bliver tale om nogen retssag, hvis den injurierede finder sig i sigtelsen eller ringeagtsytringen.
Som det også gælder for de andre indlæg i denne lille serie, er det kun toppen af isbjerget, der bliver beskrevet. Den juridiske lære om ærekrænkelser er lang som et ondt år, og derfor er det kun hovedsynspunkter, der er medtaget her.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
