|
1
registreret
(1 usynlig),
46
gæster og
151
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Hvis er skylden?
|
Kære debatkolleger.
Det har fra ældgammel tid været en fast grundregel, at man skal betale erstatning, hvis man gør skade på andres person eller værdier. Lad os se på to tænkte tilfælde.
A er en velhavende mand, og han samler på gammelt kinesisk porcellæn. Under en middag viser han en smuk vase frem for en gæst. Den er købt på auktion hos Bruun-Rasmussen, og den har kostet 80.000 kr. Er den ikke smuk? spørger han gæsten og rækker ham forsigtigt vasen.
Jo, svarer gæsten, og sikke let den er, hvorpå han kaster vasen op i luften. Imidlertid lykkes det ham ikke at gribe den igen, og vasen bliver knust på gulvet.
Det var det første tænkte tilfælde. Det andet tilfælde går ud på, at værtens femårige datter har taget vasen og efterladt den uden for døren fra spisestuen til hall’en. Da gæsten skal på toilettet, lukker han døren op og vælter derved vasen, der går i stykker.
I begge de to tilfælde har gæstens handling medført, at vasen er gået i stykker, hvilket har påført værten et tab på 80.000 kr. Skal gæsten nu betale erstatning?
Umiddelbart vil de flestes retsfølelse sige, at gæsten skal betale erstatning i det første tilfælde, men ikke i det andet, for her kunne han jo ikke gøre for det. Og det er så sandt, som det er sagt.
For at se med juridiske øjne på de to tilfælde skal vi have fat i det begreb, som Jerry gjorde os opmærksom på, nemlig begrebet culpa. Ordet er latin og betyder ’skyld’. Der findes i juridiske ordbøger en definition af, hvad den såkaldte culparegel går ud på. Den kan for eksempel se således ud:
»Culpareglen er den grundsætning, at der pålægges erstatningspligt for den adækvate skade, som er forvoldt ved en retsstridig handling, der kan tilregnes skadevolderen som forsætlig eller uagtsom.« (Citat slut).
Ordet ’adækvat’ betyder i denne sammenhæng noget i retning af påregneligt eller muligt. Det er nemlig en mulighed, at vasen kunne blive ødelagt, når man i kådhed kaster en så sart og skrøbelig ting op i luften. Vasen går jo faktisk i stykker, og gæsten har derved foretaget en retsstidig handling ved at have påført værten et fomuetab på 80.000 kr.
Der står videre i culpareglen, at den retsstridige handling skal kunne tilregnes skadevolderen som forsætlig eller uagtsom. Hvad ’forsæt’ og ’uagtsomhed’ nærmere er, kan ikke forklares i kort form, men måske kan vi senere komme ind på det.
Her vil vi blot nævne, at dette ville komme til udtryk i en dom, hvis sagen skulle afgøres i retten. Her vil der efter al sandsynlighed kome til at stå noget i retning af, at gæsten er erstatningspligtig, fordi han vidste eller burde vide, at vasen kunne blive ødelagt, når man kastede den op i luften.
I det andet tilfælde, hvor datteren har stillet vasen på den anden side af døren ud til hall’en, har gæsten ikke begået nogen retsstridig handling. Det er ikke retsstridigt at åbne en dør, hvis man ellers åbner den på den måde, som er sædvanlig inden for vor kulturkreds. Og da gæsten ikke har røntgenøjne, kan man ikke sige, at han vidste eller burde vide, at vasen stod på den anden side af døren. Der er tale om et højst usædvanligt sted for anbringelse af skrøbelige antikviteter.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
