Jeg vil lige minde dig om min tidligere opfordring til smil og latter med Nuet druknet i latter af Per Højholt ;))

Han brød med den radikale dualisme, der hidtil havde domineret hans forfatterskab. Han placerede ikke længere menneske og verden på hver sin side af en uoverstigelig kløft, og han opererede ikke længere med et uovervindeligt skel mellem sprog og intethed. I stedet begyndte han at skildre mennesker i genkendelige verdener, og med dette sporskifte skiftede han også fra lyrik til fortælling. Men fortællingerne skulle ikke forsone mennesket med disse verdener, men tværtimod underkaste dem et kritisk studium. Redskabet for denne kritiske omgang med realismen blev parodien.