Nyt svar - Trosfrihed.dk

Citat:

Mogens Müller giver den gas - han overrasker - nyd hvad han skriver:

I hvert fald afspejler Johannesevangeliets særlige teologi en anden udgave af den kristne menighed end de tre andre. Man har talt om en konventikel-kristendom, dvs en menighed, der bestod af en snæver kreds af ligesindede. Således er næstekærlighedsbuddet her afløst af buddet om broderkærlighed. Påvirkningen fra Paulus er åbenbar, ikke mindst i forståelsen af troens væsen af delagtighed i det evige liv allerede her og nu. Det undrer ikke, at netop Johannesevangeliet i 100-tallet blev det foretrukne hos gnostikerne, der - som betegnelsen siger det - fremhævede “kundskaben” (græsk gnosis) på troens bekostning. Traditionen forbinder overvejende Johannesevangeliet med Efesos i det vestlige Lilleasien, hvor apostlen Johannes også skal være begravet. Men faktisk peger skriftets mere spekulative religiøsitet nok så meget i retning af Ægypten med det intellektuelle hovedsæde Alexandria.
I hvert fald kan vi konstatere, at hvor de tre andre evangelieforfattere overvejende beskæftiger sig med det ydre, horisontale, “vandrette” forløb, er denne forfatter først og fremmest optaget af det vertikale, “lodrette” aspekt: Gud er Ånd (4,24), og det er denne Ånd der manifesterer sig materielt i denne verden i Jesus og hans gerninger. Markusevangeliets allegoriske tilrettelæggelse af Jesus-fortællingen og Matthæusevangeliets mere frelsehistorisk anlagte genskrivning bliver her afløst af eller suppleret med en fortælling, der samler sig om en Jesus, der udlægger sig selv - uanset af evangeliet også beretter om ydre begivenheder. Derigennem bliver Johannesevangeliets Jesus først og sidst den, der som Sønnen åbenbarer Faderen, Gud. Også hvad dette aspekt angår, kan det udmærket være Paulus, der står i baggrunden. Ja, den tanke har været fremsat, at den gådefulde yndlingsdiscipel (“den discipel, Jesus elskede”: Joh 13,23; 19,26; 20,2; 21,7.20; jf 18,15) ikke som almindeligt antaget, er apostlen Johannes, men i virkeligheden er Paulus. For det er vel ikke helt umuligt, at denne forfatter ikke kan lade være med at skrive Paulus ind i sin fortælling, selv om hans historiske “viden” gør, at han må lade hans identitet stå hen i det uklare.
Selv om det udfolder sig på en anden måde end i Markusevangeliet, er der altså en tæt teologisk slægtskab mellem Paulus og Johannesevangeliet. Og en del af baggrunden for evangeliets tale om Jesus som den, der åbenbarer faderen, kan være Paulus’ tale om “Kristus, som er Guds Billede” (2 Kor 4,4). Paulus selv eller en Paulus-discipel videreudvikler det: “Han er den usynlige Guds Billede, al skabnings førstefødte” (Kol 1,5). Den ukendte forfatter til Hebræerbrevet tænker i øvrigt også i disse baner, når han skriver om Guds Søn: “Han er hans Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord” (Hebr 1,3).