Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Filosofi i Trosfrihed
|
På en enkelt planet, ud af flere, omkring en enkelt stjerne, ud af nærmest utallige, i en enkelt galakse, ud af nærmest utallige, i et univers, som der muligvis er flere af – altså dét, vi kalder verden – er der, netop på denne enkelte planet, Jorden, hvad vi kalder liv. Og blandt de mange arter er Homo sapiens, vi mennesker, en af dem. Det er vel, helt kort, hvad vi menneskers naturvidenskab har opdaget, og alt dét, de har set lidt af, er for mig et totalt ufatteligt mirakel. Jo verden er et mirakel, og vi mennesker, som en del af verden, er jo en del af miraklet.
Men hvad er vi mennesker så – i denne fantastiske og ufattelige verden? Her er det mit indtryk, at vi har haft nærsynsbrillerne på, og at vi ikke har evnet at se længere end til at tro, at vi mennesker er verdens centrum. Det tror jeg ikke vi er. Det er i relativt kort tid, at vi mennesker, Homo sapiens har eksisteret – vistnok oprindeligt et sted i Afrika, men siden – som invasiv art – overalt på kloden, hvor der er mulighed for at overleve.
Vi er også en meget opfindsom art – lige fra flager af flintesten til at skære med, til bue og pil, bomber, raketter, beherskelse af ild, motorer med fossile brændstoffer, atomkraft, agerbrug osv. osv. frem til industrialderen, der skader atmosfæren i stadigt stigende grad og skaber et klima, vi meget muligt ikke kan overleve i.
Og desværre: Vore evner til at søge og til at opnå harmoni med den natur, vi er en del af, dem kniber det med. Måske magter vi ikke at nå en livsstil i harmoni med vore omgivelser, og da vil følgerne meget vel kunne være, at vi uddør. Det er jo så nu, det skal vise sig, om Homo sapiens evner at tilpasse sig – evner at se udover sig selv – evner at se intetheden i øjnene.
Vi har udviklet mange religioner, men de synes alene at fokusere på mennesker som verdens centrum og handler ikke om harmoni med den øvrige natur (Her er jeg dog i tvivl om daoismen).
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed
|
|