|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Nå tilbage til min 2017 program erklæring
Mit ønske om at vinde mit livfulde ansigt tilbage
Og turde sætte ikke bare ord på mine følelser men også ansigt
At turde ansigte mig selv og andre
Turde se mig selv og andre i øjnene
At komme ud af det sorgens mørke dyb der har fanget og lammet mig hvor ingen kontakt siger mig noget
I forvejen er jeg kontaktsvag men nu er jeg ligefrem uinteresseret i at have kontakt med nogen
Der er ikke noget jeg vil endsige ønsker mig, drømmer om
Det skulle da lige være at det hele sluttede
At tage afsked med livet har aldrig virket skræmmende, men nu virker det tillokkende ønskeligt, som en skøn sød trøsterig drøm der optager mig mere og mere
Menneskers ros bifald og anerkendelse siger mig ikke noget mere, så på den måde har jeg ingen ambitioner der driver mig længere
Skulle jeg af vane skrive noget der kaster respekt anerkendelse og ros af sig så rør det mig ikke, tværtimod føles det lidt skamfuldt og jeg overvejer derfor hver gang aldrig mere at skrive noget
Jeg har nu også altid skrevet for mig selv primært og at der kom publikum til, både dem der var mig og mine skriverier negativ stemt som positivt dette er svært at undgå
Aner ikke om jeg nogensinde har haft en adresse for mine skriverier, men idag har jeg det ihvertfald ikke
Jeg skal ihvertfald ikke mere gøre mig gældende overfor nogen ved det jeg skriver
At jeg kan finde på at forsvare den kristne paulinske antropologi og teologi med tilhørende spiritualitet skyldes nu blot faglige akademiske interesser, det er ikke fra min side et ønske længere om at vinde mennesker og omvende mennesker til mit perspektiv og min forståelse af hvordan tingene hænger sammen. Det er som sagt endt op i at jeg kun har akademiske aspirationer og det endda meget beskedne, hvor jeg lader det bero meget på tilfældigheder om der sker noget. Men jeg er jo ikke tabt bag en vogn og jeg har ifølge en del fagfolk en rigtig god pen, så måske jeg laver en samlet forståelig fremstilling, der kører på tre niveauer: 1): det meget akademiske teologiske der dog formuleres i et sprog så alle med god vilje kan være med 2): tværvidenskabelige tråde fra det teologiske til psykiatrien psykologien og neuropsykoanalysen der skal forklare hvad det er den kristne paulinske antropologiske og teologiske spiritualitet alle dage har været beskæftiget med 3): at sammenfatte alle disse erkendelser i et evokativ poetisk billedligt sprog så mennesker bedre husker det der er værd at huske og skrive sig bag øret, så hjernen bedre kan omsætte den måske lidt svært tilgængelige kristne paulinske antropologiske og teologiske spiritualitet
Som mange andre har jeg opdaget et vidunderligt storslået syn hos Paulus, hvor jeg/vi pludselig forstår os selv og den virkelighed der omgiver os på en hel ny måde
Aha sådan er min skæbne og mit liv føjet sammen med, indlejret i historiens gang, menneskehedens grumme tragiske skæbne her på jorden og er der et Håb for os alle som for den enkelte, hvor bør vores engagement være, hvilket prosocial engagement og kommunikation bør vi tilslutte os, hvordan skal vi være Kirke i og for verden, hvilken begivenhed og deraf følgende sandheds konstruktion bør vi tilslutte os så Guds Kærlighed og Retfærdighed og Ånd og Frihed = Kristus = Den Kirke der fører til GudsRiget på jorden til sidst er blevet en realitet, Kristus er blevet alt i alle
Det er et spørgsmål om hvad et menneske vil leve på, bygge på, leve med og død i
I det hele taget er det et spørgsmål om vi tror på noget, ikke noget overnaturligt, men noget der hører den menneskelige eksistens til, som vi kan tilslutte os. Ihvertfald så vidt Paulus, som de kloge forstår Paulus om dette er Luther Albert Schweitzer, Tillich eller Badiou eller Hans-Kristian, der er en forbavsende overensstemmelse.
Vil et menneske være KIRKE i verden (forsøge at virkeliggøre GudsRiget), leve i Kristus og død i Kristus, ham i og ved hvem GudsRiget på jorden vil opstå
Ihvertfald for hver dag der går kommer død og begravelse tættere på os alle
Hvilken gæring dette afstedkommer i hvert enkelt af os beror på mange forhold
Hvilken fatning og lammelse medfører det ikke hos nogle, godt nok stoisk fattet men total handlingslammet, nok af skræk
Hos andre skal døden glemmes, dette at vi skal død skal fortrænges og glemmes i gerne sanselige livsbekræftende oplevelser
Hos andre er det den sjælelige psykiske intensitet, lidenskab og smerte, man overgiver sig til og forsøger dag for dag at intensivere, som om hvis man ikke var trist nok i forvejen så skal det dog nok lykkes til sidst
Man kunne måske også sige, med de erfaringer jeg har i dag, er der så noget godt jeg kan bidrage med i verden før jeg lukker mine øjne og forlader verden
Måske er der et menneske der har brug for vores hjælp, kunne bruge vores hjælp
Så har vi da altid gjort noget godt, uanset hvor lidt det var
Rent faktisk tror jeg godt at en afvisning kan være en hjælp i forhold til nogle, da dette kan skabe afklaring og slutte og gestalte usunde relationer, så begge parter, på begge sider af relationen kommer videre i deres liv
At forblive siddende ridende på nakken af de samme mennesker livet ud, med horn i siden på folk tror jeg er gift for alt og alle
Ihvertfald afviser jeg selv et par stykker og en gruppe der har det svært med mig. Det er deres problem jeg gider ikke være skraldespand skydeskive eller dørmåtte mere for deres skygge problematikker og ondt i røven dybt ind i sjælen på grund af min person. Det må de selv rode med. At problemet var så stort i min egen familie fandt jeg først sent ud af, anede ikke jeg var så kontroversiel og omdiskuteret person (og jeg har måttet grave i min hukommelse for at finde hvor jeg har trådt dem over tæerne (retfærdigvis til deres forsvar skal siges at jeg fandt så rigeligt, men kan de ikke komme videre og tilgive mig, bør vi undgå hinanden, ihvertfald holde fred med hinanden))
Hvorfor jeg skriver alt det her, skyldes nok forsøg på en afklaring nogle hårde oplevelser og slag livet gav mig i 2016
Og at jeg vover mig til at skrive det her er nok også Tikka bestemt, fordi vi har været omkring de tunge ting i vores samtaler
Selv om jeg er træt af det hele (minus golf og fodbold) så er jeg dog lidt nervøs og spændt på hvem mine nye underboer bliver (vi bor 4 hold i en større 3 etagers hjørne byhus) og mine underboer rømmer lige nu deres bolig (godt det samme, for de ryger begge som skorstene dagen lang og alle der ryger har noget aggressivt forgræmmet og forvrænget over deres ansigt i takt med at kol lidelserne tiltager, og dette er jeg træt af at se på).
De er begge langt i kol processen og kvinden snakker som en mand og hoster som en gammel spand af en bil der har startvanskeligheder. Jamen så stop da for helvede, hele opgangen stinker.
Forrige par var også storrygere. Har også tænkt at snakke med min udlejer om han ikke kunne sortere rygerne fra, men problemet er at han selv er ryger, tydeligvis stress og nervebetonet, en slags medicin med dødelige bivirkninger kunne vi sige.
Lungerne er helt afgørende, deres sundhedstilstand, for hvor meget Guds Ånd og Spiritualitet, et menneske kan rumme. Derfor og fordi de, rygerne, bliver så aggressive og forgræmmede i ansigtsudtrykket i takt med at kol lidelserne tager til er jeg blevet meget skeptiske overfor disse afhængige misbrugere. Deres fuldstændige uhæmmede aggressive udfald/anfald ud af deres blå kol ansigt har jeg oplevet tit nok. Hos en tidligere kæreste, og hos tre storrygende par under mig, og i forbindelse nogle i min familie. Jeg har fundet et mønster som følger hvor hårdt de er ramt af kol. Det siger måske sig selv, om man ikke kan få luft, så vil man instinktivt tiltrækkes af et raserianfald der renser lungespidserne ud, kommer ud i enhver "alveole", men bagefter sætter de sig som bette små lam og tjærer til igen. Nej om jeg nogensinde kommer til at forstå dette ulogiske folkefærd uden rationel kontrol overhovedet. Jeg fatter det ikke.
Hvorfor går de ikke i primalterapi og får skreget deres smerter ud, renset alveolerne en gang for alle og derefter blive glad for åndedrættet igen, ilt og iltning, prana, og begynder at interessere sig for ægte sundhed og spiritualitet der altid er hjerte lungerelateret, også ifølge nyeste neurovidenskab i forbindelse vores autonome nervesystem.
Min aversion imod rygning har jeg haft alle dage, og gud hvor var der mænd i min omgangskreds der var meget tæt på at slå mig ihjel ved flere lejligheder, men også nogle har takket mig fordi de fik stoppet.
Min aversion imod rygere er næsten en lidenskab og lyst hos mig jeg måske burde gå i terapi for at få undersøgt. Og hvad med alkohol, ja der har jeg også store aversioner imod for stort et dagligt forbrug og gud hvor de skjulte alkoholiker hader mig.
Døden skal jo have en årsag slynger de mig i hovedet. Jeg spørger bare, kunne døden ikke være forbundet med den til stadighed mere fuldkomne indånding og udånding.
Hvorfor er Guds Ånd så foragtet, de styrer ifølge den nyeste viden om det autonome nervesystem livets Ånds love som vi hører om det i Rom 8
Men hvis man betinger sex og forelskelse med rygning og alkohol hvordan skal vi så nogensinde komme problemet kvit der er stigende her i landet grundet indvandring fra den del af verden hvor man ryger mest.
Jeg tror jeg vil slutte af med at sige som en god kammerat jeg har haft:
JEG HADER DET HER LIV
|
|
|
|
