|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Jeg tror ikke på,,,,, at der er en åndelig verden andet en den man selv skaber i hovedet.
Det vi skaber i hovedet, eller holder op for os selv i hovedet er forestillinger og alle modne voksne mennesker kan skelne mellem mentale forestillinger og virkeligheden, noget virkeligt og hvilken kategori eller eksistensmodus vi befinder os indenfor
Uden forestillingsevnen og sprog, videreformidling af forestillinger og viden var vi aldrig blevet homo sapiens
At kunne det der i hovedet er så altafgørende vigtigt, det er vores fornufts måde at arbejde på og det modne menneske kan skelne mellem forestillinger og virkeligheden
Hukommelsen (her bla vores erindringsliv) vores er også uløseligt knyttet til vores forestillingsevne
Nå men dette er altsammen normalt og tegn på intelligens og mental sundhed men det har ikke en dyt med religiøse og spirituelle erfaringer at gøre, da disse netop alle dage har transcenderet os som subjekter der lever tænkende og forestillende, så det religiøse spirituelle er netop ude over (har transcenderet) et subjekt der erkender eller forestiller sig dette eller hint, ude over det at noget foregår i hovedet
Således kan det religiøse spirituelle netop aldrig blive noget der kun foregår i hovedet, det er netop pr definition ikke det, men er et niveau over eller udenfor i transcendens
Det religiøse spirituelle er der hvor vi mennesker føler os mere levende hjertelige og kraftfulde og forbundet med vore omgivelser, det er en eksistentiel opvågning = en åbenbaring der sprænger vores subjektivitet, inde i "hovedet -hed", fordi i forbindelse vores religiøse spirituelle erfaringer er vi mere levende og i kontakt med omgivelserne (og os selv (derfor diskursen om Gud)) end normalt vis, ja her er subjekt og objekt igen sammen, mennesket erkender og er pludselig i sine rette relationer: naturen, kosmos, universet; andre mennesker og sig selv, ja nu går det ikke længere rundt som subjekt der forestiller sig noget og tænker om noget, for nu er livet forklaret og afklaret og sanses umiddelbart og stærkt
Så i forbindelse det religiøse og spirituelle er vi mere ude af hovedet (vores subjektivitet) end i alle vore andre normale hverdags måder at være til på, og det er da også derfor det religiøse spirituelle har så stærk en tiltrækning på mennesker, fordi vi har et dybtliggende behov for at vores liv bekræftes og vi kommer ud af os selv og hovedet (vores subjektivitet), vi har brug for at subjekt og objekt igen er forenet, vi forenet vore rette relationer og vi i vores es = entusiasme, vores ekstatiske livsbekræftende affektforhold igen
At indskyde: tro er netop ikke trosforestillinger, at rende rundt og holde noget meget tvivlsomt for værende sandt, men tro er begivenheden Kristus ved Jesus ind i verden, det nye moderne menneske fødes her, siger Kant og Hegel og mange andre tyske filosoffer, det er et nyt frit menneske på scenen, der bruger sin egen forstand og samvittighed
Man kan placere fejlagtigt det religiøse spirituelle under fornuftens subjekt objekt spaltning og dermed fejlagtigt mene det religiøse spirituelle kun er noget der foregår i hovedet (altså ren subjektivitet hvor man ikke kan skelne mellem hvad der er subjektiv og objektiv) men dette er sygdom, dette er begyndende noget depressivt dement psykotisk, ihvertfald tegn på noget mentalt usundt
og det er ikke tegn på at noget religiøst spirituelt er på spil, da det religiøse spirituelle foregår ikke under men over subjekt objekt spaltningen, altså vi kan stadig skelne mellem hvad der er subjektivt og objektivt gældende, her i forbindelse det religiøse spirituelle, men det fantastiske livsbekræftende er at vi er mere levende og autentiske og i vores rette relationer det objektive, vi er ikke længere gjort fremmed os selv (os selv som menneske og som Ånd/forstand); næsten, vore medmennesker; naturen (kosmos universet);
Hvis et menneske ikke kan skelne, men blander det sjælelige med det religiøse spirituelle er det værst for mennesket selv, der er uren og et uklart hoved, et rodehoved og en dårlig tænker, der ikke har forstand på hvad det taler om
I den forstand brugte Paulus sin åndelige autoritet, og havde han ikke gjort det, ville kristendommen aldrig have overlevet. Hvis noget skal sikres eftertiden skal det implementeres de kulturelle diskurser, indskrives i kultursfæren, verden 3 (Popper), hvilket betyder at den næstfølgende og næstfølgende igen generation kan arbejde videre med kristendommens idégrundlag og spiritualitet, dets antropologi og teologi, som dog paradoksalt nok er både anti-filosofisk og anti-religiøs (begge dele har vi ret til at gøre os fri af til fordel for det livsbekræftende og umiddelbart nære)
Hverken Jesus eller Paulus brugte magt, og havde de gjort det ville intet have lykkes dem, at samle folk ville ikke have lykkedes dem. Magt kræver at man gennem vold, brug af våben kan tvinge nogen til at adlyde og dette lå fuldstændig fjernt fra kristendommen i begyndelsen og de første par hundrede år dens levetid.
Men både Jesus og Paulus var begge karismatiske personligheder og det var synd at sige de misbrugte deres karisma til at tvinge folk, men de formåede i den gode sags tjeneste at vinde folk til at støtte op om denne sag, at mennesket i og med og ved Jesus er blevet fri af filosofi og religion (står frit dømmende og tænkende om religion og filosofi) og nu har ret til at følge Gud og deres samvittighed og forstand, selv dømme i åndelige anliggender og bruge deres praktiske fornuft til at følge det livsbekræftende umiddelbart liggende for nære der skreg på at nogen træder hjælpende til
Det er denne nye Frihed og Ånd ind i verden til at stå Gud uformidlet nær, udenom enhver institutionel religiøs forordning, som at måtte bruge forstanden sin sunde fornuft, til at sige hvad man ville om religion, lytte til sin egen samvittighed (uden dog at såre næsten unødigt for dets overtro), kædet uløseligt sammen med det social politiske revolutionerende, at civil samfundet = de kristne, mobiliserer sig til at hjælpe hinanden med hverdagens problemer og udfordringer udenom statsmagten der ikke tog sig tilstrækkeligt af de sociale problemer (økonomiske, daglige fornødenheder, sygdom og arbejdsformidling og deling)
|
|
|
|
