|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Idag har jeg skrevet om Paulus og Luther.
Jeg har skrevet om barndoms minder og Freud.
Og jeg har skrevet om skyld og i den sammenhæng redegjort for at vi ikke kan undgå at komme til at stå i gæld til andre mennesker, vi kan ikke undgå at komme til at stå i den situationen at vi skylder andre mennesker rigtig meget (og det er altså ikke kroner og ører der tales om her). Men jeg har også forsøgt at påvise at vores primære skylds forlegenhed vi kommer til at stå i her i livet nok gælder i forhold til os selv. Ja den værste og mest forfærdelige synd vi begår er alt det vi ender med at skylde os selv som vi aldrig fik gjort, endsige får os taget sammen til at indfri. Det liv af muligheder vi ikke indfrier i forhold til os selv og dermed får levet, kommer i nærheden af.
Det er rigtig Hans, du skylder dig selv så meget at jeg godt forstår du er gået konkurs, fallit. Din nærrige fanden, du vil ikke engang af med hvad du skylder dig selv. Så hellere bortødsle hele din formue og skat på dine kærester end at betale tilbage hvad du skylder dig selv først og fremmest (af fx kærlighed og omsorg og varme og tilgivelse).
Dette hvad jeg har skrevet i dag (af uden tvivl klog snak og forsøg på humor) er hvad det er, for det gør jeg jo hver eneste dag. Men det bemærkelsesværdige, det der er værd at bemærke, er at det hele munder ud i en lidt uvant genre for mig at udtrykke mig igennem, følger her:
Med denne begivenhed blev mange døre lukket og låst for mig.
Jeg blev forment adgang til rigtig mange af de rum af muligheder jeg ellers tidligere havde haft fri adgang til.
Jeg havde stadig adgang til stuen imod øst, men den store stue mod vest med dens skønne udsigt var jeg forment adgang til.
Døren til dette rum, med dets fantastiske udsyn, var låst. Jeg kunne godt registrere at stuen med dette fantastiske udsyn indimellem var fyldt med mennesker i højt humør. Men jeg var udenfor stående og kunne ikke længere være midt iblandt dem tilstede, for døren var og blev låst for mig.
Guderne skal vide at jeg har forsøgt at komme ind i dette mit tidligere rum, med alle disse skønne mennesker i godt humør. Jeg har også troet at have været derinde og optaget midt iblandt dem, men det viste sig ikke at være tilfældet, det var blot noget jeg troede, måske fordi jeg ønskede det så inderligt.
Jeg har ikke opgivet at finde nøglen til denne dør, dobbelte dør, ind til stuen min med det skønne fantastiske udsyn og de humørfyldte mennesker, mine bekendte, venner og min familie.
Det der var mit hjem engang, og ja er det stadig og tænk så ikke længere at have adgang til alle dette mit storslåede prægtige hjems mange rum og stuer af livsbekræftende muligheder. Lukket ude, låst ude fra mit eget hjem, fra mig selv og mine rum af muligheder.
Nok kan jeg i dag være hjemme i mig selv og min bolig, men store dele af dets rum og stuer af muligheder og liv har jeg ikke adgang til længere siden noget skete og dørene pludselig ikke bare lukkede i for mig, de viste sig også nu at være låste.
Tro nu ikke det er mig selv der har arrangeret mig i mit hjem, min bolig, på en sådan måde at det er med fuldt overlæg at jeg nu lever med flere aflåste rum og stuer jeg ikke har nøglen til længere.
Det var et uheld. Tilfældigt eller noget skæbnebestemt. Hvem ved?
Ikke længere at have fri adgang til stuerne og værelserne i det ens eget tidligere prægtige hjem gør jo at jeg lever med mig selv nu på noget mindre plads at udfolde mig på, ja der er kommet nogle begrænsninger i forhold til mine udfoldelsesmuligheder. Dog det er lykkedes mig at komme til rette med det forhold. Ja en vis nøjsomhed har nok indfundet sig hos mig mens jeg dog leder med lys og lygte efter de nøgler der kan give mig den fulde adgang til mit tidligere så prægtige storslåede hjem med alle dets mange rum, stuer og værelser.
Måske får jeg aldrig den fulde adgang igen til det hjem der ellers retteligen er min. Ja til det hjem, det mig selv, jeg ellers fik så nådesfyldt heldig gudsvelsignet i vuggegave og fødselsdagsgave i sin tid.
-0-0-0-0-
Hans jeg troede ikke der var nogen hjemme. Ja jeg troede du var bortrejst og ude af dig selv i forrykthed, sammen med Paulus og Kristus. Vil det sige at du dog kan træffes hjemme? Er i dit hjem, dig selv, at træffe?
Jeg er godt klar over at de skønne humørfyldte selskabslokalerne dine er aflåste, men mindre kan også gøre det min ven. Også uden at jeg vil betragte det som et sygebesøg hos en fattig mand. Du har ikke nævnt noget om en kælder så dyb og dunkel, endsige noget om etager og hvor højt der skulle være til loftet.
Vil du kunne se mig i øjnene hvis jeg skulle dukke op?
Må jeg se dit soveværelse? Æv, nu er du ikke sjov længere Hansi, og vi må cutte.
Ja her cutter jeg af for den måde at skrive på nu i dag.
Mig der helst vil analysere og reflektere ret så sobert og gerne videnskabeligt om tingene, må spørge om, hvor pokker sådan noget “snak” og disse tanker, om rum jeg ikke længere har adgang til, kommer. Og om der gemmer sig noget værdifuldt i den måde at skrive på som ikke lige er min foretrukne stil. Er det lidt som en drøm der skal tydes og måske endda er flertydig, eller som kan forstås på flere niveauer.
Hold nu op Hans, du ved jo så udmærket hvad det er du har skrevet om. Og du er i din fulde ret til at give udtryk for at du ikke føler du er den samme person som du engang var. At du råder over mindre som færre muligheder i dag, fordi noget er hændt dig som, efter fortællingen at dømme, skulle have begrænset dig og afskåret dig din adgang til dit fulde/hele selv eller alle dine tidligere evner.
Ved du hvornår det skete? Og om du mener det har at gøre med hjernen din og det skulle være mere end en funktionel forstyrrelse, så skal du jo huske på hjernens plasticitet. Det er ligesom at træde på hundens piv piv plastik legedyr, der går et stykke tid og den gamle oprindelige form vender tilbage.
Så kan vi trampe på dig igen, og du piv piv pive over det igen og når du så folder dig flot ud efter nogen tid, kan vi jo gøre det samme igen engang.
Disse traumatiske sammentrækninger og humør svingninger tror jeg du skal lære at leve med. De er en del af dit meget følsomme registrerende sind, sjæls apparat og sansesystem.
Måske de ikke engang er helt dine egne men de skyldes en form for empatisk symbiose med en vigtig person i dine omgivelser. Tænk nu over det, om det lige så godt passer på en vigtig person i dine omgivelser eller måske fra din fortid.
Det kan også være det ikke er noget, andet end din trang til at lege og lave eksperimenter. Måske er du drillende eksperimental psykolog lige så meget som du er novelle psykolog.
Jeg er aldrig helt sikkert når det er dig Hans.
|
|
|
|
