|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Vågnede i nat hvor jeg hørte og så noget lidt uhyggeligt
Hansi hvad så og hørte du?
Jeg så mig selv og hørte mig selv (og det var ikke fordi jeg kiggede i et spejl eller snakkede højt)
Forstår du nu hvordan vi andre har haft det med dig? Nu hvor du også selv kan se dig selv og høre dig selv.
Siden 1979 har jeg ikke kunnet høre eller se mig selv (hvis dette er korrekt er du jo lovligt undskyldt)
Var/er det ikke et forfærdeligt syn du her i nat er vågnet op til, som noget værre snak og larm (du skrev jo at du også kunne høre dig selv)
At få øje på sig selv og at kunne høre sig selv, ja man kan da godt blive lidt stille og en lille smule flov, hed om ørerne
Nu må du jo ikke gå i din grav over det, vel Hansi
Tænk bare som så, når vi andre har kunnet bære over med dig, så bør du også selv kunne det
Verden er så fyldt med storsind og tilgivelse, det må du nu også udvise overfor dig selv min ven
Hvorfor er det først nu du har fået øje på dig selv og hvorfor er det først nu du kan høre dig selv
Er der sket noget der kan forklare at du pludselig efter i så mange år, siden 1979, nu pludselig igen kan se og høre dig selv
Ja forklaringen er ganske enkelt, siden 1979 hvor jeg fik besked om at jeg var dumpet til den ene ugeeksamen på psykologi studiet, har jeg ikke kunnet se mig selv eller høre mig selv, fordi der kørte et non stop altoverdøvende høre program der sagde "jeg er ikke klog nok" og et altoverskyggende syns program der sagde "jeg er til grin, har tabt ansigt". Denne uafbrudte larm og synsforstyrrelse siden 1979 har gjort at jeg ikke kunne se eller høre mig selv
Nå men du svarer ikke rigtig på hvad der er sket/hændt siden det er lykkedes dig at slukke disse traumatiserende og invaliderende programmer i din hjerne eller dit sind
Jamen her er forklaringen også ganske simpelt, jeg opdagede for 3 uger siden at mit problem ikke var at jeg ikke var klog nok, det var ikke der hunden lå begravet, meget mere var mit problem min adfærd eller opførsel, og det lige så meget genert og kejtet og usikker opførsel som dårlig opførsel
Har du virkelig gået og troet i alle disse år at dit største og eneste problem var at du ikke var klog nok? Ja! Alt har drejet sig om dette ene punkt. Nu finder du så ud af her for 3 uger siden at det ikke er her hunden ligger begravet, men at det er meget mere din adfærd, inklusive tillidsfuld og selvværdsfuld væren til stede i verden.
Du mener altså at du blev dybt traumatiseret der i 1979 uden at du får hjælp eller snakker med nogen om hvordan du har det
Ja
Hvad sker så?
Jeg blev tiltagende mere og mere mærkelig, og det tror jeg mennesker der er så stærkt traumatiseret at de nu pludselig ikke kan se eller høre sig selv uvægerligt kommer til at opføre sig mere og mere mærkeligt
Kan du nævne hvori du første gang bemærkede en ændring? Ja jeg begyndte at stille urimelige krav til min kæreste, i stedet for at være sød og kærlig overfor hende, forlangte jeg at hun skulle gøre det ud for det studiemiljø og det hele universitet af fremragende undervisere og foredragsholdere som jeg havde afskåret mig selv fra. Ja med et forlangte jeg pludselig at min kæreste skulle kompensere for alt dette og det her og nu,
Sådan har det været siden med nye kærester der er kommet til og ja også over for alle andre mennesker mistede jeg min tålmodighed og begyndte at stille urimelige krav om at der ikke skete nok sådan rent intellektuelt når vi var sammen. Intellektuelt skriver du, har du siden 1979 været oppe i hovedet? Ja det har jeg konstant eller altid været og det har kørt med 180 km i timen, hvis det kunne afbildes og vises hvor mange tanker jeg får og flyver imellem bare i forbindelse en ganske almindelig samtale andre mennesker folk ville tro det var løgn og ikke kunne lade sig gøre.
Enten var jeg hård og utålmodig der stillede voldsomme krav til mine omgivelser såvidt et intellektuelt modspil eller også var jeg en skygge af mig selv, ved siden af mig selv
Sådan kan jeg beskrive mit liv siden der i 1979
For mig selv har det været et helvede meget og det har godt nok ej heller altid været lige sjovt for mine omgivelser, hverken at skulle stå overfor min utålmodighed i forbindelse de alt for store krav jeg stillede til dem eller mine flyvske mange strittende i alle verdenshjørner tanker, eller at være sammen med et menneske der som oftest kun var en skygge af sig selv, eller spillede Hansi fjollet og sjov for fuld skrue
Du mener altså at du før denne hændelse i 1979 var helt normal?
Ja det kommer an på hvad der menes med helt normal, for jeg var jo Hans som Hans nu engang er, men jeg var ikke blevet mærkelig endnu, begyndt at opføre mig underlig, som det skete der sommeren 1979. Altså jeg var ikke et traumatiseret og voldsom splittet og forpint menneske som jeg blev der i 1979. Og ihvertfald kunne jeg være i mig selv og se mig selv og høre mig selv, ligesom forudsætning for at man kan have det godt med sig selv og lykkes i sin omgang med andre mennesker
Var der ikke nogen der bemærkede denne ændring hos dig?
Jo der var en kvinde eller pige ca 19 år der kendte mig rigtig godt fra 1977 til 1979 fordi jeg kom rigtig meget i hendes hjem. Hun og hendes brødre og hendes forældre kendte mig rigtig godt fra utallige besøg. Vi var hinanden meget tætte og jeg nærmest en søn af huset til trods de havde tre i forvejen. Nå men hun har altid hævdet at jeg pludselig der i 1979 blev mærkelig og begyndte at opføre mig underlig som hun sagde. Hun kunne endda finde på at dele mit liv op i to perioder, altså om det var før jeg blev mærkelig eller det var efter. Så tydeligt var det for hende.
Hvad med dine forældre?
Mine forældre så intet! De var overhovedet ikke med. Er du råddent de havde travlt. Fortalte du dem ikke noget? Jo men det skulle jeg aldrig have gjort. Min far sagde at jeg var dumpet i psykologi fordi jeg ikke havde evnerne (uanset om min far havde sagt det eller ej ville det under alle omstændigheder også være min egen katastrofale fejlslutning). Min mor var fortvivlet. Og så skete der ikke mere, samtalen blev lukket ned. Nu blev det en hviske tiske sag, og et tabu, hvor endelig for alt i verden ingen måtte sige noget, nævne noget eller bare så meget som komme til at bemærke noget. Men dette er fuldstændig normal praksis i vestjylland, så der er ikke noget underligt i det, sådan løser man ofte problemer derude, ved at tie dem ihjel. Og dette koster rigtig mange liv, denne praksis har rigtig mange liv på samvittigheden. Og nu er det altså ikke lige mig selv jeg taler om, for jeg skal nok klare mig trods alt, men det er alle dem derude der betaler med deres helbred for at være en del af fortielser og helt bevidste idiotiske fortrængninger (ret skal være ret, det er nu ikke kun i vestjylland det fungerer sådan, men stort set alle steder).
Kun min mormor kunne finde på at røre ved emnet og råbe mine forældre op og visse andre i familien. Men det blev bare fejet af bordet, det var så tabuseret og forbudt et emne at komme ind på at der altid blev pinligt tavshed.
Uanset om dette var lidt uhyggeligt at du i nat fik øje på dig selv, pludselig kunne se dig selv og høre dig selv igen, så må det sgu da være meget bedre og skønnere end ikke at kunne dette.
Så jeg vil da slutte af med at sige, held og lykke med at du nu både kan se og høre dig selv igen. Og tillykke med at du blev normal for 3 uger siden, altså at de traumatiserende programmer i hovedet der havde kørt non stop siden 1979 de lukkede ned.
-0-0-0-
Nu må det jo ikke få en og anden til at tro jeg slet ikke har formået at fungere siden 1979. I mange sammenhænge har jeg fungeret ganske udmærket, både arbejdsplads sammenhænge og sociale sammenhænge, venskaber og kæreste forhold. Og fx fagligt klarede jeg mig super godt på medicin studiet. Man lærer simpelthen at se bort fra sig selv, sætte sig selv og sit liv til side. Men dette er jo ikke skide smart hvis dette overdrives, ikke at have sig selv med i det man gør, selv om man da godt nok lever op til hvad der forventes.
Jung siger til Freud, hvad er det du tror Hans har fundet sig selv i, ser sig selv i og hører sig selv i? Jeg tror det kunne være min psykoanalyse for en stor del. Nej jeg tror nu mere det kunne være noget med Paulus og så et kæresteforhold der kiksede for nylig sammen med at han har mistet sin mor, svarer Jung Freud, også lige for at tjekke Freud's reaktion på at Paulus bliver nævnt. Men overraskende nok er Freud's reaktion, "ja Paulus er slet ikke så dum, ham og jeg vi er enige når vi stiller diagnosen men uenige såvidt forløsnings midlet, men tænk om Hans nu kreativt har misforstået Paulus's KRISTUS begreb og dermed haft et positivt psykoanalytisk udbytte til trods, så det ikke har betydet en forsættelse af neurosen". Jung mumler i piben, det kunne jo også være dig Freud der ikke har forstået Paulus og forløsnings midlet eller frelsen i Kristus.
|
|
|
|
