|
1
registreret Arne Thomsen
12
gæster og
79
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Min meditation
|
Kære Michael.
Jeg må kippe med flaget, fordi du har skrevet et indlæg, der er særdeles indholdsrigt, og som siger mig, at du og jeg ikke ligger så langt fra hinanden, som jeg i begyndelsen havde indtryk af. Når du for eksempel skriver:
»For mig er det væsentligste i meditationen, at være opmærksom. Det er klart, at vi alle må begynde et sted og for mig er dette sted så, opmærksomheden på mig selv i forhold til andre.
Hvis jeg sætter mig ned et sted for at lære mig selv at kende, kan jeg godt genkalde mig situationer fra mit liv, som understøtter det billede, som jeg har af mig selv, eller som modsvarer det. Men virkelig at lære mig selv at kende gør jeg først når jeg er opmærksom på mig selv i forhold til omverdenen.
Det er her jeg afslører for mig selv hvem jeg er, fordi jeg reagerer på en udfordring og denne reaktion vil meget tit være i modstrid med det billede jeg har opbygget af mig selv.« (Citat slut).
så kan jeg helt tilslutte mig, at det væsentligste i meditationen er at være opmærksom. Og dette er ensbetydende med koncentration. Det citerede tyder også på, at du har erfaringer med dette at sætte dig ned et sted for at lære dig selv at kende.
Nu er meditation – eller dybtgående selverkendelse – en yderst personlig sag, og der er formentlig lige så mange veje at gå, som der er mennesker. For mig at se, går du en anden vej end jeg, og jeg iler med at sige, at der på dette område ikke er nogle veje, der er mere rigtige end andre. Det væsentlige er, at man vandrer sin vej i oprigtighed og ofte hensynsløs ærlighed over for én selv.
Du synes at få nogle førstehåndsindtryk af dig selv, men når du har fået en begyndende fornemmelse af, hvad der findes i dit sind, fortsætter du på den måde, at du går ud blandt dine medmennesker og afprøver dig selv gennem interaktionen med dine medmennesker. Måske kunne man kalde det ’learning by doing’.
Og det er så her, du når frem til oplevelsen af, at du ikke er den, som du først troede dig selv at være. Det er en væsentlig indsigt at få, og det er den, man så kan arbejde videre med for at komme lidt nærmere på spørgsmålet om, hvem pokker man så er.
Det er noget tilsvarende, jeg selv forsøger at gøre, men min vej er lidt anderledes, idet jeg fortsætter meditationen i sindets stilhed. Før denne stilhed indfinder sig, dukker snart den ene, snart den anden tanke op. Dem lader man blot komme og gå, indtil der bliver længere og længere mellem deres opdukken. Efter nogen tid vil man – efter mange måneders øvelse –kunne opleve tidløs dvælen i selvets uforstyrrede klarhed.
Selv om de opdukkende tanker får lov til at komme og gå, kan man alligevel gøre nytte af dem. Man lægger for eksempel mærke til, hvilke temaer der spilles på. Det kan for eksempel være fortrydelse over noget fortidigt, eller noget fremtidigt kan være i spil, det være sig frygt for noget uønsket eller forventning om noget ønsket.
Hyppigt vil det være noget, der hænger sammen med jeg-følelsen. Vi har alle et ønske om at vise os over for omgivelserne på en bestemt – og helst sympatisk – måde. Det kan derfor være en svær kamel at sluge, at man også på visse punkter er noget andet, som man helst vil undertrykke og i hvert fald ikke vedkende sig.
Her kan man sige, at der er tale om en forstyrrelse. Der er noget fortrængt dernede i den ubevidste del af psyken, som jeg-følelsen med alle til rådighed stående midler forsøger at forhindre adgang til den vågne bevidsthed. For mig at se er det sådan noget, der er i spil, når du skriver:
»(…) men straks trådte ’’jeg’’ til, vurderede og efterfølgende undertrykte jeg det, som jeg ikke ønskede og fremhævede det, som jeg ønskede.
Allerede her er jeg på vej bort fra forståelsen af mig selv, for hvem er denne iagttager, hvilke kriterier vælger han udfra og hvad er det han iagttager?« (Citat slut).
Dette kan jeg i rigt mål genkende fra mig selv. Og her kan det godt blive farligt at gøre det, som jeg har tvunget mig selv til. Derfor vil jeg understrege, at jeg kun fortæller, hvad jeg selv har gjort, men jeg har absolut ikke noget råd til andre om at gøre noget tilsvarende. Det ville være letfærdig omgang med potentielt farlige psykiske mekanismer.
Min vej har i sådanne tilfælde været at hale spøgelserne dernede fra det ubevidste frem i lyset. Dette er en yderst ubehagelig proces. Det er hårdt at skulle acceptere, at man selv har tilbøjeligheder, som man i det daglige tager afstand fra, når man registrerer dem hos andre.
Det følgende citat:
»I meditationen betragter jeg stålkuglerne og bliver derved opmærksom på magneterne og ved at identificere magneterne ophører deres magnetisme.
Det er klart, at man ikke umiddelbart kan identificere magneterne, så derfor må man begynde med at iagttage stålkuglerne og mens man iagttager så dukker der mere og mere op. I stedet for at søge efter noget, iagttager man bare. Det er dette, jeg kalder meditation.« (Citat slut).
viser efter min opfattelse, at der er parallelitet mellem din vej og min. Det, der forekommer mig væsentligt, er, at man får identificeret ’magneterne’. Og ja, i stedet for at søge, kan man i begyndelsen begrænse sig til at iagttage og sige, at dette i sig selv er meditation. Men her er det så min erfaring, at man bør holde jeg-følelsen borte fra iagttagelsen, thi ellers vil jeg-følelsen gå ind og forsøge at se det iagttagne i det for jeg’et gunstigste lys.
Det ser for mig dog ud til, at du ikke stikker dig selv blår i øjnene, men fortsætter til pinds ende, idet du tvinger dig selv til at se sandheden i øjnene, som den er, for at kunne komme videre, jfr. det følgende citat:
»Når man begynder, at være opmærksom på kuglerne og opdager magneterne, varer det ikke længe før magneten giver sig til kende som en helt konkret oplevelse. Jeg er ikke klar over at denne fortidige oplevelse er en del af mig selv, en del af den jeg er. Jeg har fortrængt den og derfor ønsker jeg ikke at møde den.
Men for at forstå sandheden bliver jeg nødt til at se den i øjnene som den er, ellers kan jeg ikke komme videre.« (Citat slut).
Det blev, kære Michael, en længere historie, men den har været nødvendig, fordi du efterhånden har fået dig skrevet igennem dine måder at arbejde med dig selv på. Derfor må jeg nu erkende, at jeg har været nødt til at ændre kurs i den retning, at vi nu ligger tættere på hinanden i forhold til det, som jeg tidligere har givet udtryk for.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
