|
1
registreret Arne Thomsen
12
gæster og
79
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Min meditation
|
Kære Michael.
Det har været interessant at læse dit indlæg, men jeg er nok ikke enig med dig. Derfor har jeg plukket et par citater ud, som jeg vil knytte nogle kommentarer til. Det er ikke sikkert, at andre vil være enige med mig, eftersom jeg kun kan kommentere ud fra egne – yderst personlige – erfaringer. Det første citat er følgende:
»Det er ganske dumt at sætte sig ned for at kontrollere sine tanker eller udføre øvelser blot fordi nogen siger at man skal og uden at forstå hvem man selv er og hvad tanken er. Derfor kan man ikke gøre meditation til en del af en livsstil, hvor man sætter sig ned et par gange om dagen for at blive ladet op til at gå løs på tilværelsen. Det kan man godt, men det er ikke meditation.« (Citat slut).
Min opfattelse ligger langt hen ad vejen på linie med nogle af de synspunkter, som Ole Bjørn har givet udtryk for. Man skal naturligvis ikke sætte sig ned og begive sig ind i en meditativ praksis, fordi andre har sagt, at man skal. Men hvis man har oplevet noget, som man opfatter som forstyrrelser i ens tilværelse, kan der være gode grunde til at gøre det. Og her kan man så være modtagelig for gode råd fra nogle, der har beskæftiget sig med det, som foregår i psyken; navnlig de funktioner, der udfolder sig i den ubevidste del af denne. Det kan for eksempel være dybdepsykologisk litteratur.
Ole Bjørn nævner Jes Bertelsen og hans Vækstcenter i Nørre Snede. Ud fra de inside informationer, som jeg har om foretagendet, vil jeg også advare mod at kaste sig ud i det, som gennem de senere par årtier har fundet sted på centret. Én sagde for eksempel noget i retning af, at hun havde troet, at man i tilknytning til de meditative sessioner skulle følge op med at tale om hinandens problemer, men man kom i stedet til at sidde og tale i timevis om - Jes Bertelsen.
Men Jes Bertelsen har gennemløbet en udvikling. Hans doktordisputats »Ouroboros« og hans bog »Individation« samt »Kategori og afgørelse – strukturer i Kierkegaards tænkning« fra 1970-erne er udmærkede indgangsveje til den jungianske dynamiske dybdepsykologi.
Her kan man faktisk godt få nogle gode vink om, hvordan man kan komme lidt tættere på de konstituerende hovedhjørnestene, der som dynamoer ligger skjult dernede i det ubevidste dyb af én selv.
Hvis jeg skulle konstuere en metafor, ville det blive noget i retning af, at man sidder og triller små stålkugler hen over en bordplade. Imidlertid følger disse stålkugler ikke den rette linie, som man ellers skulle forvente ud fra fysikken. Dette skyldes, at der på undersiden af bordpladen er monteret kraftige magneter, der griber forstyrrende ind i legen med stålkuglerne.
Skal man derfor forstå stålkuglernes mærkelige løb hen over bordpladen, må man bevæge sig ned under bordet – ned i dybet – for at kunne forstå. I den enfoldige form for meditation, som jeg tidligere har skitseret, er der muligt at opnå en svag forbindelse med disse magneter nede i den ubevidste del af psyken, og den kan man følge op på gennem andre fremgangsmåder.
Én af disse fremgangsmåder har for mit eget vedkommende bestået i at beskæftige mig med mine natlige drømme, men også med det, som jeg selv kalder seminsomniøse bevidsthedsytringer, d.v.s. bevidsthedstilstande i grænseområdet mellem søvnen og den vågne tilstand. En anden af mine fremgangsmåder har været at beskæftige mig med oliemaleri. Her har jeg i årenes løb halet såvel vidunderlige ting som fæle spøgelser op fra dybet. Hvis man skal kunne frigøre sig fra trolden ved at nævne hans navn, må man have ham halet op i lyset.
Den sidste del af citatet fra dit indlæg, hvor du synes at mene, at dette med at sætte sig ned og få hold på ens tanker ikke er meditation, er jeg lodret uenig i. Her bør du henholde dig til det, som Ole Bjørn har givet udtryk for.
Det andet citat, som jeg vil kommentere, er følgende:
»For mig er det ubevidste blot erindringen. Vi er tit uopmærksomme når vi lever vores liv. Derfor handler vi tit utilsvarende i situationen og denne uopmærksomhed danner sig spor i vores sind. Hjernen må så, om natten, forsøge at bringe orden i det rod den har fået forærende i kraft af vores uopmærksomhed. Det, vi kalder drømme.« (Citat slut).
Dit udsagn om, at det ubevidste blot er erindringen, er jeg ikke enig i. Ved erindring forstår jeg det, der kan genkaldes i den vågne bevidsthed – det, som man kan huske og kan tale og fortælle om. Men der ligger mangt og meget mere i den ubevidste del af psyken. Nogle af de oplevelser, som man har haft, kan have været så forfærdelige, at de er skubbet så langt ned i det ubevidste, at man ganske enkelt ikke kan kalde dem frem igen.
I sådanne tilfælde kan man tale om fortrængninger. Hvis jeg igen skulle bruge en metafor, kunne man sammenligne med en selskabelig sammenkomst, hvor et par af deltagerne opfører sig så forfærdeligt, at værten smider dem ud. Imidlertid fortsætter de med at opføre sig dårligt, når de kommer udenfor. De banker på døre og vinduer og råber ukvemsord.
De er ikke synlige derinde i huset, men de forstyrrer alligevel den selskabelige sammenkomst. Dette billede er ment som en illustration af, hvad man forstår ved en fortrængning. Man kan ikke ved at bruge sin vågne hukommelse, få øje på de forstyrrende oplevelser, men de ligger alligevel i den ubevidste del af psyken og forstyrrer ens fred, uden at man kan forstå, hvad pokker der er på færde. Det kræver særlige fremgangsmåder at få sådanne spøgelser halet op til beskuelse i fuldt dagslys.
Men der er langt mere, dernede i det ubevidste. Vort centralnervesystem er jo ikke noget, der blot er blevet udviklet fra bunden af i løbet af vor barndom og opvækst. En betydelig del af vort hukommelsesmateriale – formentlig hovedparten – er vi født med, hvorfor vi kunne tale om artsudviklingshukommelse.
Den seneste del af vor artsudvikling er formentlig foregået oppe i trækronerne, hvor vi i flokke har beskæftiget os med at undersøge alt for at finde noget spiseligt. Samtidig har vi haft magtdynamikken inden for flokken at tage hensyn til, så vi frækt har snuppet føden fra dem, der stod lavere i hierarkiet, men har været nødt til at passe nøje på, at vi ikke kom i konflikt med alpha-hannen.
Undertiden har jeg haft problemer med at falde til hvile i selvets meditative stilhed, fordi snart den ene og snart den anden tanke faldt mig ind. Her kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at det er den geskæftige adfærd fra trækronerne, der griber forstyrrende ind i meditationen.
Dette var, kære Michael et længere indlæg. Selv om jeg ikke kan erklære mig enig med dig, respekterer jeg dine holdninger. Hvis jeg skulle driste mig til at sige noget om det, som du selv kalder meditation, og som du angiveligt har dyrket i 35 år, ville jeg kalde det en empatisk medleven med andre levende væsener med hovedvægten lagt på det fuldstændige nærvær i enhver given situation. Om dette er rigtigt, kan kun du selv vurdere.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
