|
Skribent: Tikka
Emne: Re: kærlighed er handling
|
Du skriver til mig:
Så bør du styrke din taknemmelighed, når nu livet for dig er guddommeligt.
Jeg mener. Du bør – set med mine øjne – ikke gi kærlighed spontant – men være kærlighed.
Du får vel selv kærligheden konstant, når du ser livet som guddommeligt
Det handler jo om følelserne taknemmelighed og kærlighed, og følelser mener jeg ikke er noget, man selv kan bestemme.
Jeg kan ikke forklare hvorfor eller hvordan oplevelsen - eller rettere - fornemmelsen af det guddommeliges væren - fører til, at jeg føler kærlighed til alt værende.
Hvorfor også forlange en forklaring på det værende?
Er det ikke spild af tid?
Er det ikke et urimeligt krav?
Det handler jo om også selv at være - at leve mens man gør det 
Jeg kan ikke bestemme at være kærlighed, men jeg bliver glad og taknemmelig, når jeg mærker den i mig 
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, empati, omsorg, kærlighed 
Det handler jo om følelserne taknemmelighed og kærlighed, og følelser mener jeg ikke er noget, man selv kan bestemme.
Selvfølgeligt kan man det!
Taknemmelighed - som vel er en tillært egenskab - kontra ligegyldighed/selvfølgelighed (som også kan være tillært) er 2 vidt forskellige tilgange til ”det samme”
… og er man taknemmelig også i svære tider – når/ hvis det er blevet til en del af ens personlighed - må man vel konkludere man selv har – kan há indflydelse på sine følelser også med den forståelse, at man jo kan udvide taknemmeligheden i det uendelige.
Der er også den vinkel, at når vi lære at sige tak for mad som børn, er der nok ikke knyttet en taknemmelighedsfølelse til ordene. Det kommer jo først hen ad vejen, hvis ikke man tager maden som en selvfølge, der ikke skal takkes for.
Nå - med taknemmeligheden kommer kærligheden let, som vi jo skal yde til næsten hvis vi kan. Så jo næste kærlighed er en pligt ... en frivillig kærlig pligt 
Vi skal elske næsten som osselv - for hvem kan leve uden kærlighed?
Medmenneskelig kærlighed er livsnødvendigt, og når man ”gør gode gerninger” fordi man ønsker ”den anden” noget godt – hjælpe ved ikke at tænke på om det nu lige passer ind i eget program, ja så kommer glæden ved at se man har hjulpet hvor der var behov, men - man hjælper jo ikke for at få den følelse, men for at hjælpe/glæde ”den anden” - og så kan man jo være taknemmelig over dét at man har kunne yde pligt kærlighed.
Faktisk er den en svær disciplin at gi af pligt i kærlighedens navn, men hvor kan man være taknemlig når det lykkes så det ikke opleves som sur pligt
er lidt træt. håber det giver mening
|
|
|
|
