|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hej Arne
Min replik:
Jo, det kan - og vil - jeg ikke benægte, men siden vi sidst kommunikerede, er der nok for mig sket lidt angående vejen frem til denne - for mig - altomfattende og omsorgsfulde kærlighed.
Når jeg læser dine sysnpunkter, så får jeg det indtryk, at vi har en meget forskellig opfattelse af religion. Det vil nok vise sig i mit svar til dig.
Jeg husker ikke, om vi før har været inde på det, men for mig er udgangspunktet "væren" som modsætningen til "ikke-væren" for ikke lige ud at sige "det absolutte intet", der gi'r mig et sug i maven og gør mig svimmel, men som også får mig til at opleve det værendes vidunderlige mirakel.
Så behøver jeg ikke at tvinge mig selv til at være "fattig i ånden", "ren af hjertet" og "opfyldt af kærlighed", for så kommer det helt af sig selv, synes jeg.
Interessant!
Der er også andre veje, uden at man skal "tvinge sig selv" til at elske. Det levede liv, det daglige liv, med bøn og opmærksomhed på sine medmennesker og andre væsener.
"Fattig i ånden" får mig til at tænke på de mange religioner, der vil forklare "det værende" og dets mirakuløse vidunderlighed ved noget menneskelignende, som de kalder Gud - og som endda er af hankøn.
Det er ikke den opfattelse jeg får, når jeg læser om de mange religioner. Nogle religioner lægger eksplicit vægt på, at Gud ikke er noget køn, og at Gud ikke er noget menneskelignende, end ikke et væsen, men snarere Al Værens Grund og Virkelighed. Der er også hyppigt en erkendelse af, at det kan være svært at "nærme sig" det Guddommelige uden at sproget får et poetisk præg.
Dét synes jeg er alt, alt for småt til at forklare den vidundeligt mirakuløse væren, og jeg tror slet ikke, det er noget, vi mennesker skal snage i.
Nu ved jeg ikke, hvor meget du læser om religioner, og hvor meget du fordyber dig i de religiøse skrifter. Men jeg får bestemt ikke indtrykket af "noget småt", ej heller at der foregår en "snagen". Der er ofte en erkendelse af, at mennesket ikke kan putte "Gud på formel", men dog kan opleve det Gudommelige.
"Ren af hjertet" får mig til at tænke på, at det efter min mening er storhedsvanvid at tro, at verden er til for os, i stedet for at vi mennesker blot er en del af den nuværende verden, som vi skal indpasse os harmonisk i - ikke plyndre klodens ressourcer, ikke svine den til - og ikke være alt, alt for mange - med klimakrise og pandemier til følge.
Er det det, du læser, når du studerer religion? - At verden er til for os? Det er ikke det, jeg læser. Tværtimod læser jeg, at vi er til for verden. At vi har det Kald at Tjene.
Finder vi frem til at erkende, at vi ikke skal snage i, hvad jeg - alt for frækt, men i mangel på et passende ydmygt udtryk - drister mig til at kalde "det guddommelige", og fornemmer vi det vidunderligt mirakuløse værende, og indser vi ydmygt vores plads i det værende, så tror jeg, den ægte, omsorgsfulde og altomfattende kærlighed kommer helt af sig selv
Jeg tror også på ydmyghed. Men frem for at rette opmærksomheden mod væren vs. ikke-væren, så tror jeg mere på at rette opmærksomheden direkte mod vores medskabninger med ønsket om, at vi må fatte kærlighed.
Kh Thomas
|
|
|
|
