|
0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.
Tre styks Borumvitter ... :))
Skyggerne
at slutte fred med skyggerne
at indrømme dem
deres naturlige del
af ens liv
her er en sø
og sivende langs søen
en sø og nogen drømme
tid, hvad vil du mer?
fryser søen til
står sivende og hamrer
på den lukkede
ishimmel
og dine skridt
går knagende
ad vejen langs den tænkte sø
gennem snestøvet
så hører du pludselig
dit eget hjertes slag
tøvende
synkront med sivene
du er blændet
af kropsvarme
og har brug for skyggerne
både hvile og angst
***
Gammelt billede
i skoven løber hinden
gennem grønne tapeters glans
store violette blomster
blæser til denne dans
jeg bæres og bærer vinden
og vinden er mit sind
blåt falder mørket i skoven
løber den hvide hind
langt fra min længsels fængsel
langt fra min alders kælder
hverken både-og
eller enten-eller
dagen fra sind og sans
gennem grønne tapeters glans
***
Talehandlingen
grænserne mellem stilhed og tale
er udvasket på samme måde
som grænserne mellem organisk og uorganisk
sagte og uden bevægelse
blir sten til fugl som blir til sten
og inde i hånden til menneske
jeg frøs
og løb ind i regnbygen
og stod stille dér og faldt lodret
jeg blev kongeligt modtaget
af den varme jord
med en eftersmag af mørke
tilsyneladende udtømthed
tilsyneladende lykke
hvem griber med hånden for sig for ikke at falde
langsomt med pauser mellem hver død
stilhedens klokker fjernt tyndt
støvskyer op fra græsset
om sommeren
om sommeren er vi ikke bange
huden modtar og afgir signaler
jeg ville ha vished for
forrådnelsens ligevægt
og jeg lod mig ikke føre bag lyset
tiltalt af allerede forbiblæste vindstød
adspurgt af allerede opløste skyer
bekræfter jeg varighed så længe ord er
vi nærmede os hinanden
tyste uigenkendelige foranderlige
i dansen mellem linjerne
vi har været her
vi har glemt at vi var her
ordene står efter os i luften som stilheder
jeg kommer fra et mørke som ikke er mørke
jeg går i et lys som ikke er lys
jeg siger disse ord og er tavs
med min menneskekløgt
udmåler jeg afstande mellem stjernerne
og lader det ikke blive ved det
et barn af jorden
og blir som barn igen
ureflekteret glæde
hvor menneskene færdes
hvor de baner sig stier
gennem et vildnis af næsten-betydninger
huset af ord
sætningsbygningen
omgivet af store grønne områder af stilhed
du kommer herind
du lader dig ikke mærke med tidens gang
en fugl står op fra græsset
Poul Borum
|
|
|
|
