|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
BOTTOM
Virkeligheden er for tornet for min stolte karakter –
alligevel blev jeg hos min dame en stor grå-blå fugl
som fløj op mod loftets gesimser og trak på vingen i
aftenens skygger.
Ved foden af himmelsengen som vogtede over hen-
des pragtfulde smykker og fysiske mesterværker blev
jeg en vældig bjørn med violblå gummer og pelsen
bleg af sorg og øjne der stirrede på spejlskabets sølv og
krystalglas.
Alt blev skygge og glødende akvarium. Om morge-
nen – stridbar junimorgen – løb jeg over markerne,
jeg asen, indtil Sabinerinderne fra forstæderne kom og
kastede sig til mit bryst.
*
H
Alle perversioner udnytter Hortenses hæslige gøren
og laden. Hendes ensomhed er den erotiske mekanik;
hendes træthed kærlighedens drivkraft. Under opsyn
som barn har hun i umindelige tider været slægtens
glødende hygiejne. Hendes dør står åben for nød og
elendighed. Dér opløses de levendes sædelighed i hen-
des begær eller hendes bedrift. – O nybegynderes gys
på blodig bund og i gaslygtens skær! find Hortense.
*
KRIG
Da jeg var barn skærpede visse himle min synsevne:
alle særpræg afspejledes i mit ansigt. Fænomenerne
satte sig i bevægelse. – Og nu driver sekundernes be-
stadige brydninger og matematikkens uendelighed
mig gennem en verden, hvor jeg overalt oplever bor-
gerlig succes, nyder respekt af den mærkelige barn-
dom og overvældende hengivenhed. – Jeg drømmer
om en krig, om ret og magt, med en uanet logik.
Det er lige så enkelt som en musikalsk sats.
*
MYSTIK
På bakkeskåningen lufter englene deres uldne kåber
over græsmarker af smaragd og stål.
Brændende enge bølger helt op til bakkens top. Til
venstre er jorden nedtrampet af de mange myrderier
og feltslag, og alle de grufulde lyde trækker deres ba-
ne. Bag bakkekarmen til højre Orienten og frem-
skridtets linjer.
Og mens billedets øverste bræmme udfoldes af det
hvirvlende og urolige brus fra havets konkylier og
menneskers nætter,
daler den blomstrende mildhed fra stjernerne og
himlen og alt det andet ned foran bakken, som en
blomsterkurv, tæt på mit ansigt, og gør afgrunden
sødtduftende og blå.
- Arthur Rimbaud.
mvh
Simon
|
|
|
|
