|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Guds Ord
|
Hej Arne
Hvis jeg forstår dig ret, så mener du ikke at kunne være "den barmhjertige samaritaner" for et menneske, som Tikka, der åbenbart har mistet troen på kristendommen.
Jeg vil da bestemt også give dig ret i, at det ikke er nemt.
Men er det umuligt?
Nu er det jo dig, der perspektiverer situationen som en, der kræver en barmhjertig samaritaner. Det er ikke sådan, jeg ser det. Jeg oplever derimod, at jeg - ved at forkynde kristendom - mødes af modstand. Fortsætter jeg, så møder jeg yderligere modstand (er mit gæt). Hvem tjener dét?
Jeg har opgivet forsøget på at afklare, hvad det egentlig var, der fik dig til at bekende dig til kristendom.
Jeg mener at have forstået, at du ser en stor meningsfuld sammenhæng i kristendommens dogmer - hvis dét er rigtigt forstået - men er ikke kommet det nærmere (ret mig meget gerne).
Jeg har fået et andet billede af kristendommen, end hvad jeg engang havde. Dette gælder blandt andet "menneskets rolle", "ny skabelse" og "Himlen og Jorden".
Men derudover oplever jeg også Helligåndens virke i mit liv nu.
Det, jeg herefter meget gerne vil spørge dig om, er, hvordan du forholder dig til ateisme samt andre religioner, såsom jødedom, islam, hinduisme og buddhisme.
Skal de bekæmpes, eller er det acceptabelt, at mennesker har sådan tro/sådanne overbevisninger?
Skal der missioneres for kristendom, eller skal man lade de anderledes orienterede være i fred?
Jeg opfatter Jesus som sandheden, vejen og livet. Ganske enkelt. Derfor opfatter jeg det også som min (glædelige) pligt at forkynde. Men det er en forkyndelse, der skal ske i kærlighed og medfølelse - ikke med tvang og plageri.
Hvis det er muligt, ville det også være spændende at høre, hvordan du stiller dig til de store hovedretninger i kristendom: Katolicismen (langt over 50 % af alle kristne), den lutherske kristendom og den ortodokse kristendom.
Jeg kender ikke nok til disse retninger for at placere mig selv i en kategori. Bør jeg?
Men når jeg læser nogle interessante teologer, så opdager jeg, at de er anglikanske.
Det er jo ikke så hyppigt, at mennesker i den vestlige verden konverterer - kan man vel kalde det - til seriøs kristendom, så jeg forestiller mig, at det også kunne interessere mange andre end mig at høre nærmere derom.
Jeg opdagede ganske enkelt, at jeg konstant fejlede, når jeg forsøgte at efterleve Jesu ord (fra bjergprædikenen f.eks.). Jeg kom altid til en mur, hvor jeg ikke ønskede at gå videre, fordi det ramte mit ego. Efter mange år bad jeg Jesus Kristus om at være Herre i mit liv. Og selv om muren stadig rammer mit ego, så har jeg nu lysten til at fortsætte. Og hvor det lykkes mig at fortsætte, oplever jeg uden skyggen af tvivl, at "succesen" ikke tilkommer mig, men alene Gud.
Kærlig hilsen
Thomas
|
|
|
|
