0
registrerede
185
gæster og
1526
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Lidt fra en irsk billedskaber..
Øst for Mozart
Sne glimter som en gammel surdej i et hjørne af mit rum, en følelse uden navn i det faktiske sprog, som måske ikke findes undtagen i mig.
Rummet er også fyldt med hvide syrener og vender ud mod lindetræer, mens jeg først ser på dine fingre og så på dit ansigt gennem de tungede marcipangardiner, og gennem poesiens linse.
Den have hvor muld begynder er nu beskåret helt væk, indlejret i min erindring som i en isblok, og tid er på en gang en legetøjsflod, der løber den forkerte vej, og en lille smule regn, der sender os ind i huset og staver en cul-de-sac,
Den buket, jeg kan se på mit bord uden at se, gør mig syg, dens blomster hinsides musik som de næsten er hinsides poesi, vil blive fjernet og solgt til halv pris.
Hvorfor findes hvorfor? Når ethvert rum udtrykker en sindstilstand, og jeg er i det samme rum som sidste februar, der hvor august på en eller anden måde flyttede ind, og hvor efterårets lille sum nu møder så meget af mit eget blod og blæk som en stor konvolut kan rumme.
Dette rum igen under taget er som et ottekantet bibliotek, en stilhed imellem fortid og fremtid hvis veje er passable, fordi de er frosne.
Jeg lever udenfor et samfund, som selv er udenfor den slags ting, og enhver kan se i mine forældreløse møblers lejede fastlåsthed, at det er forkert placeret men for tungt at skubbe.
Mit skæve strandliggerklaver åbner sig som vinter, dets ikke-musik, dets anti-musik elsker med mig, indtil jeg blir musikkens stedbarn, musikkens slave.
Det punkterer alle sine balloner lige så hurtigt de slipper fri, som udmattende drømme. Dets melodi deler sig mellem to utallige hænder, som om en mands ti fingre kunne svulme som en pedal og stikke som brat stammende tale.
Lyden af det har talt hvert eneste trin på trappen, og engang, da et stykke papir faldt på tasterne, blev det bare ved og spillede gennem papiret.
Det lyder som tørst efter en lang søvn; det repræsenterer en fætter eller kusine eller spejlet i et kongerige, som ingen tror på.
Men nogle ord såvel som toner, der aldrig udtaler sig selv, er henvendt til højst ti mennesker i den hele verden, hvis ilt er storme.
Hvis noget meget ungt, der ikke efterligner min berøring, rørte ved mig som et skib og sprøjtede blod over støvet i natten, ville min nye pianist forsvinde ind i en bygning uden fortid.
- Medbh McGuckian.
Erik Højsgaard: Nocturne. 94
Nat sig sænker over lande. Den sidste bil er sovet ind. Lad mig stryge fra din pande smerten i dit sind. Nu lægger sig den sidste hvirvelvind.
Jeg erkender jeg er ikke stærk nok til at trøste så lad min svaghed være trøst.
Jeg ser det mørkne i dine øjne og ved at sådan er det, vi er kaldet til at sove.
Nat sænker sig over lande.
- Poul Borum, Digte til musik, 1996.
mvh Simon
|
|
|
|