|
0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Lidt fra sjælens spejl, en sortklædt mand med stjerner i øjnene, lysvågen:
Papegøjen
Papegøjer bliver røde, når de flyver mod syd
blå, når de flyver mod nord
gule, når de flyver mod øst
og grønne, mod vest.
Papegøjer hører de dybe skove tikl
og holder derfor af at sidde
ubevægelige
over sovende zebraers hovedgærder.
Men de yngler i klippegravene
højt, højt oppe
hvorfra man kun kan se havet
med øjne forseglet af guldmønter
der har kendt millioner af øjne
så de døde kan slippe ud
der hvor bølgernes skum møder bjergtoppenes sne.
*
Det
Smilet og knoglerne farer i hver sin retning.
Sminken strækker ikke til, der er en verden til forskel.
Hun er en ting med et ur på.
Vægten af kroppen har vristet tandrækkerne fra hinanden.
Der ser man det obskøne ord
ens og uudtaleligt på alle verdens sprog.
I tusmørket arbejder hendes hvide ubevægelighed
som en båndsav på at modellere sjælens fravær.
Så rejser hun sig uden at røre en eneste
af sine sorte celler
og antænder sig selv med hele jordens tyngde.
*
Kyria Doras hus
Om morgenen falder bjergets skygge over huset.
Om aftenen klatrer husets skygge opad bjerget
med åbne vinduer. To ligger overfor hinanden
så solen går hele vejen gennem huset
og får en gyvelbusk på bjergsiden til at lyse.
Fra et tredje vindue kan man skimte en havn.
Under havspejlet i det lave sollys
findes to dybe sejlrender:
Èn for indgående og én for udgående skibe.
Fra mit vindue ser man henunder aftenen
lyset falde på skibe, der sejler ud.
De der sejler ind er sorte skygger.
*
Stjernebillede
Ved midnat, i min søvn, blev jeg invaderet af myrer
som bar mig op over bjergene
og sletterne bag bjergene, mod nye bjerge.
Ved daggry vågnede jeg som et stjernebillede
i en brønd, af en som drak
dens kølige vand af de hænder, der havde opgivet ham.
*
Hvor vi end rejser hen
Hvor vi end rejser hen, kommer vi altid for sent
til det vi engang tog afsted for at finde.
Og i hvilke byer vi end opholder os
er det de huse, det er for sent at vende tilbage til
de haver, det er for sent at tilbringe en måneskinsnat i
og de kvinder, det er for sent at elske
der plager os med deres uhåndgribelige nærvær.
Og hvilke gader vi end synes om at kende
fører de os udenom de blomsterhaver, vi leder efter
og som spreder deres tunge duft i kvarteret.
Og hvilke huse vi end vender tilbage til
ankommer vi for sent om natten til at blive genkendt.
Og hvilke floder vi end spejler os i
ser vi først os selv, når vi har vendt ryggen til.
- Henrik Nordbrandt.
mvh
Simon
|
|
|
|
