|
0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Og stjernerne skinnede
X I I
Et forsinket skær læst ind i det
uden at det anskues umiddelbart,
kun stryges, som en hånd eller et par bukser,
ligesom havet stryger sig mod en klippe
når det nu ikke har andet
at lave – omgivet af gode venner
på en slapper, sådan var det altid med dig,
du der kommer tæt nok ind på livet af mig:
Åh, du har ofte fundet
spor i haven hvor hvepsene
og rødhalsene har deres rede;
spor på trappen, i sakristiet
og garagen med dens enorme trommer.
Sig noget der kan styrke mig,
lad mig drikke af alle colaer i verden
før jeg svømmer væk fra dette rev, ind
i den egn af bregner og bobler der venter os,
hvor de fleste ikke er så kloge, men nogle få er.
Dem trykker vi ind til os, vores kropstatoveringer
der søger psykiatrisk hjælp, og jorden
smasker og slubrer rytmisk.
Det kunne få selv en hund til at holde af dig,
men her byder ingen stemme dig helt ind.
Her er jordbesiddelser
der antager navn i storbyens skumring,
den der netop strejfede dig. Har du lektien med?
Godt, det var jeg sikker på. Men kan ikke mere
gå ud forbi dørvogteren. Her, tag alligevel denne kurv
med glasurkager. Og han jubler. Alting sker i tide for ham,
at spise som man evner, sammen med frenskmændene
og motorcykelfolkene, sådan som hovedtelefonerne sagde det.
Og når vi ikke længere har hinanden at se på,
bliver de ved med at summe og give genlyd. Ligegyldig
fra hvilket spejl eller hvilken mørk krukke jeg har frembragt dig,
fra Duluth, og uden ophøjede påvirkninger,
er du taknemlig, og glad for omsvøb i det hele taget.
Det er tid at feste
igen snart.
Langsomme krager holder stadig til ved det stikmærke
i en dansk himmel, hvor en savbuk leverer
den forsinkede magnyl og spoler rulles op
til fordel for en større klarhed end denne:
Snart bliver alting skjult,
som en scene bag et rødt fløjlsforhæng,
og dét modersmærke på din skulder – man behøver ikke
spørge hvad det hedder. I det livlige skjul
der er blevet så udbredt, trives alt:
buske, lygtepæle, moteller ved udkanten af lufthavne,
hvis blå lys leder det dalende fartøj
ned til et sikkert leje i den snarlige nat,
mens bolværk byder deres beholdere velkommen
med åbne arme, om de så ser nok så sjuskede ud.
Og jeg tror det siger en masse om os, om vores måde
at byde velkommen på, at dagene ikke forstyrrer hinanden
eller tænker for meget over det, eller bemestrer
det forpjuskede spor som skulle have været vores kendemærke.
Vi er alligevel for hemmelighedsfulde til den slags,
ingen kan narre os med selv det mest perfekte falske pas,
ladningsfortegnelser. Det er som om vi er ankommet friske
fra en fremmed planet og straks har øjnet hvad denne mangler:
en appelsin, rent sengetøj, blæk, en kuglepen.
Og alligevel giver væksthuset tegn fra sig.
Jeg har før fortalt dig om hvor skrækslagen det gør mig,
men jeg tror vi kan klare det sammen,
og jeg kan lige så godt afsløre min sidste overraskelse hér
som alle andre steder: dig, sådan som du går,
uligevægtig, ligeglad, men med himlen som markise
ligeså længe som den overhovedet orker at skærme dig.
Det var dét jeg mente med ”at få styr på”, og idet jeg siger det
falder både overflade og undertekst endegyldigt på plads
og returpostkontoret forsvinder ind i forårets blå mildhed.
X I I I
Du bliver sulten,
du spiser varmt.
Hjemme er et koldt serveringssted.
Den emfatiske næse lægger det til side.
Klubberne har fuldt hus.
Jeg kan på en eller anden måde godt lide
de tidlige morgenskænderier
selv om jeg elsker hemmelighedskræmmerier,
med eller uden kat.
Jeg lader så mange mennesker gå forbi mig
at jeg til sidst længes efter en af dem, hvem
som helst, der ville vende sig imod mig,
glemme disse tårer væk. Som børm legede vi voksne,
nu trækker problemerne op i horisonten.
Så – hvis du vil tage mig,
eller bare trække mig ved øret, så lad dem dog
bemærke dét. Sommeren ender ikke i dit skød,
og stjernerne er ikke mere flygtige end sædvanlig.
Fred, ro, en ordbog – det betød så meget,
men til sidst havde ingen tid til nogen af delene.
Det var som om intet af det nogensinde var sket,
mine snørebånd var gået op, og – har jeg glemt noget?
- af John Ashbery.
mvh
Simon
|
|
|
|
