|
1
registreret
(1 usynlig),
14
gæster og
245
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her sidste del fra digtsamlingen, vintergaven fra Jacs rødder til…ja, måske hustruen som han elskede højt, sir uanset tak på mine øjnes vegne, og ser december i møde med granerne der på stikkelsbærben rager uklar med frosten:
Decempus
be ikke om noget lad verden sejle i sin egen sø
lad menneskene tænke deres og sneen falde i frost,
december kender man på dens uovertrufne lys
som en stor kærlighed der får alle af drøm til at leve,
ansigter er på alle hjørner og ligner næsten en gestus
men det kan være lyset der forvirrer og skaber drøm,
børnene ligner næsten voksne i lårhøje støvler og pels
men det kan være lyset der forvokser og skaber tvivl,
uret slår til stadig i stuen og nævner os ikke
et sted senere skal vi måske tale sammen og leve igen,
ægtepar i deres sidste stadie udsætter over lys måneden ud
men det er brast og ingen kalenderlængde vil hjælpe,
be ikke om noget lad verden sejle sin egen sø
lad menneskene leve deres og drømmene stå til frosten,
jeg går langs med skellet mellem dig og mig,
så tæt på jorden og alligevel så langt væk fra alt
for når sporene forsvinder i sneen er alt muligt,
så tæt på at kende hinanden og alligevel himle væk
at vi så går hånd i hånd må være en art af angst,
stierne skelner by og land og det er svært andet end følge
eller vi kan blive stående og se alt falde sammen,
så tæt ved sit barn og alligevel en generationsbestemt
senere griner man ad de samme film på forskellige øjeblikke,
så tæt på at være sammen men uafladeligt kun på prøve
og der blæser blade fra sted til sted i en usammenhæng,
så tæt ved jorden og alligevel så dybt inde i os selv
senere vil vi sikkert tale os fra det og starte på en frisk,
de røde bær er vi fælles om at prøve at nå for hinanden
ja vi går langs med skellet mellem os alle sammen,
der er hjerter på bordet og brødflove fugle i vinduet
der er to territorier uden en gensang til hinanden,
der er børn i stuen og silhouetter af børn på skærmen
der er to territorier om liv et til og et fra døden,
lysene tændes og slukkes men landet er i hvile
der er to spor der forvirrer et i og et bort fra sneen,
ja jeg tænker tit på mit efterslæb til fuglene,
jeg er så bekymret for ikke at kunne være alt for denne dag
så bekymret for ikke at kunne hylde dig fuldstændigt,
der falder breve ind ad vores dør der løber hunde bort
der sættes ild på hjørner hvor vi ikke har vore øjne med,
jeg er så rædselør for at skulle standse dig i noget smukt
så rædselør for denne jalousi der varer sine fireogtyve timer,
der falder birkes fra vores brød der stiger dis op fra jorden
der opsummerer sig sult i alle lejre som vi sagte taler bort,
jeg er så rørstrømsk at jeg forveksler dig med uskyld og usagte ting,
så rørstrømsk at jeg tit tilfører dig mine egne sidste ord,
der gløder røg fra vores cigaretter der smuldrer overblikke væk
der fandtes kun et landkort men det opdeles i et nyt hvert sekund,
jeg er så henrykt for at huske dig og huske dig helt som nu,
så henrykt for vores søvn hvor magtkampene kan hvile,
fugten løber på læben og tæller sin tid
og der kan være meget meget langt til næste gang,
alle har iklædt sig sangstemmer og synger på byen
gader linie op og linie ned står til alles rådighed,
børn smutter mellem hinanden og bliver til undere gul, blå og grøn
kun sneen forsvinder i sin farve og suger sig op i skovene,
danmark holder øje med sig selv og griner lidt i krogene
i et butiksvindu hænger alt det der vil forblive afstand,
lys kæmper med lys om kap og musikken prikker på skulderen
langt fremme i sigte danser vi alle fattige og forfløjne,
børn smutter under hinanden og bliver til de gule blå og grønne
kun sneen forsvinder i sin farve og må huskes på vinduerne,
danmark holder øjet til os alle og griner lidt i krogene
kun servietten på gaden fortæller at der er andre øjne på,
alle har iklædt sig efterstemmer og synger fra sengen
et lagen kæmper om kap med hænderne om at nå balance,
granerne står i nålestribet og ser lavt ud på fuglene
frosten er i sit kram og holder alt fast som fast føde,
selv naturen prøver at gøre sig fri og komme i stemning
og som et nøgent virvar slipper dens grene sit tag med vinden,
der er bænke nok til alle der er fred nok inde i os alle
men det er alligevel kaosbilledet der er det stærkeste,
månen kan holde til himlen hele dagen uden at svigte
og når den lyser ud på havnen står alle brist i os stille,
forfaldsbilleder ser næsten tilgivelige ud i det bløde lys
og heksene i gaderne ligner mere og mere de piger vi er gift med,
jeg går langs med skellet mellem dig og mig og verden
og føler at mit efterslæb til fuglene er det eneste tilbage,
træerne står stikkelsbærbenede og rager uklar med frosten
men det er kun en overgang i irritationen mellem dag og nat,
jeg går langs med skellet mellem dage og nætter,
- F. P. Jac, Mit efterslæb til fuglene – et forhåbentligt digt, 1984.
mvh
Simon
|
|
|
|
