|
0
registrerede
82
gæster og
1072
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Mojn dér..
Her lidt morgengodt til øjet, mens det i øret buldrer så smukt fra oven:
”Se, hvor kirsebærknopperne dog springer så smukt ud!”, sagde den poetiske M henført til vennen, der – som en anden Knagsted – kort efter surt bemærkede, ”jamen, hvor helvede sku’ de ellers springe hen?”…
Fra Morten Nielsens dagbøger, der just udkom på Det Poetiske Bureaus Forlag med forord af Arne Herløv Petersen og Morten Ruges sammenfatninger (og ”klip”) bagerst, et lille uddrag fra ”Regnskab for 1939”, der bringer minder om Rifbjergs undfangelse:
”For atten Aar siden i Aften var jeg en sød Drøm og et Foster paa 8½ Maaned. Nu er jeg den bitre Virkelighed. I Aar er jeg ligesom vaagnet og vokset, jeg har begaaet færre Dumheder end i 1938, og jeg har oplevet mere – indadtil.
Min første lille Novelle fik jeg trykt i ”Vild Hvede” i januarnummeret i Aar. Det kom den tredje Januar paa min Fødselsdag.”
Og…
”Jeg læser ikke helt som en Hest. Skriver Masser af Digte ind imellem Fagene, driver lange Dage og køber en Skrivemaskine paa Afbetaling. Skriver en Skitse ”To maa man være - .”
Juli : Vap, Lise og jeg kører til København. Jeg kører Bilen til Grenaa. Det koster en Due livet. R. – Lidt”.
- Ak ja, den kærlighed og dens indre blødninger, der altid svæver som en rød tråd i menneskets liv og gerninger, selvfølgelig derfor også MN’s refleksioner, hvilket Halfdan Rasmussen anså for så privat, at de slet ikke skulle glimte i uvedkommendes øjne, og således mente, at de hæfter med MN’s dagbogsoptegnelser han havde liggende, men overleverede til Morten Ruge tilbage i 1990, ret og slet burde brændes. Det har Morten Ruge imidlertid ikke kunnet få over sig, hvad i hvert fald jeg så udmærket godt forstår – hvem ka’ brænde en elsket vens optegnelser over livet, efter dennes død? I stedet redigerede han så med hård hånd, klippede simpelthen navne og intimiderende passager ud af molevitten, der således befandt sig mellem hans bohave efter hans egen død, hvorfor dagbøgerne nu har hjemme i det kgl. biblioteks håndskriftsamling.
Nu ka’ du jo se RM, jeg ved ikke om du fik læst hans breve, ja om det havde interesse, der er jo så meget at ta’ sig til – men det ka’ jo være spændende med et kig i omstændighederne, dersom nogens liv bruser i øjnene, eller når livet kommer til udtryk musisk, og man søger forståelse i nogens meninger fra noget der uundgåeligt må betragtes som privat, som tilfældet var det med brevudvekslingen mellem Anne Marie & Carl Nielsen, der er blevet sat i montage med Ghita Nørby & Fritz Helmut - en for øvrigt vidunderlig oplevelse, der muligvis ligger et sted på nettet og glimter i glemsel, for sådan går det jo.
I hvert fald ka’ Morten Nielsens dagbøger nu lånes på bib, og jeg har hygget mig godt i hans selskab, hvor hjertets udgydelser selvklart ligger i hver en blodpøl af ord, for poesi er dog ikke matematik, selv om 3 + 3 i begge tilfælde kan give 33. Men her lidt hjertebulder med Claussen’sk reference, for selvfølgelig vidste også MN hvor man ku’ søge råd, når det indre tordnede sammen i dybeste alvor:
”Jeg har læst tilbage” – skriver MN, og fortsætter: ”Mine betragtninger om hende: Karusel! Lad mig citere Sophus Claussen:
Elskede – det er en Ende,
der kan gøre en Cicero stum,
når man til Slut må bekende,
at man er ulægelig dum!
---
På en Bænk på en Kirkegård
Nattens Dødning lyser,
dens Skær er gult og hvidt,
det flyder over Grave og Gitre
og Stenenes blanke Granit.
Nattens Dødning lyser
i Himlens golde Skød,
og skæret tar hele Haven
ind i en iskold Død.
Dette hvide Ansigt
og denne strenge Mund
og disse sortblå Øjne
der ikke ejer Bund:
Du er død i Natten,
du, som jeg mest har kær;
død og forstenet i Natten –
er mig dog lige nær.
Du er altid hos mig,
du er mig altid nær…
svandt din sjæl i Mørket,
fulgte min Sjæl dig dér.
Månens Stråler bygger
omkring os en Kiste af Lys.
Vi er to Døde i Haven,
hvor Timerne fornyes.
Stille – stille – stille…
Alting er stille i Nat.
Selv vore bankende Hjærter
tav og blev stille i Nat.
Koldt som Lys i Stenen
er vore Øjnes Skær.
Vi er i Natten to Døde –
og dog hinanden nær.
---
Dødens strenge Trækning
der mildnes om din Mund;
og Lyset glider atter
fra Hjærtet til Øjets Bud.
Du – dit Ansigt skinner
som Kridt og Drivis hvidt
Nu er dit Ansigt en Kvindes –
Nu er dit Ansigt dit.
Du gik bort fra Døden,
du gik tilbage her,
jeg gik tilbage med dig,
jeg er dig altid nær.
Ild i vore Læber,
de smelter Alt til Eet –
Jeg kysser dit åbne Hjærte
og Kysset er brændende hedt.
Alt har jeg begæret,
alt mit Begær var du:
Leve med dig – og svinde…
Alting er fuldbragt nu.
Nattens Dødning lyser,
dens Skær er gult og hvidt:
Og din og min er Døden,
som Livet er dit og mit.
- Sophus Claussen.
Ak ja, kærlighed gør ulægelig dum, i hvert fald og til tider, temmelig stum – han er pragtfuld, den Claussen, samme er Morten Nielsen, Halfdan Rasmussen samt usigeligt mange andre livsudøvere og nydere fra den tid. Det var ikke humor de manglede ;)
Morten Ruge er bagerst i dagbogen ragende klar i fatningen - der ikke er poesi - når han kommenterer; man fornemmer fessors’ vid og humor, ligesom MN’s, der ku’ finde på at indrykke en annonce under Personlige:
UNG STUDENT
Student fra Provinsen
Høj, slank, hestepæreblond, søger Bekendt-
skab med 10 unge Damer, 18 til 25. Åndelige inte-
resser frabedes. Bill. mrk. Montus 4520.
*
Nå, ik’ mer spas fra mig. Nyd fortsat regnen og himlens dundren, der næsten er lige så frigørende som et hyl mosen – i hvert fald hvis man er mosekone –, arh der trænger nok nogle solstråler igennem, på et tidspunkt ..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
