|
0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morgen i stuen, RM..
Denne søndag må ha lidt Strunge i sin opvækst, det vil den ha godt af eller få det bedre, er jeg sikker på, så, here we go…
Jeg blev født ind i verden og lever endnu.
Mine digte er fødsler og vil leve til solen som en opsvulmet
rød kæmpe får jorden til at gløde og havet til at koge.
Samfundet er en død maskine uden sjæl.
Solsystemet er det perfekte anarki, og livet på planeten jor-
den dets nuværende barn, der må kæmpe mod den logiske lo-
gik, hvis det skal overleve og leve i et ikke-rationelt system,
der vil være en virkelig drøm, en strøm gennem pulsarer og
pulsårer, gennem årer fyldt med røde tårer.
Solen som stjerne
solsystemets hjerne,
der gløder af energi
og føder livets stille mani
Jorden som smerte
solsystemets hjerte,
der pumper blodet rundt
selv om livet gør ondt.
Solen: en kugle af blod
jorden: en kugle af sod.
Blodet stråler og rammer vores jord,
soden gødes og alting gror og gror.
Vokser så vildt og tilfældigt,
vokser så småt og vældigt.
Stort æder småt
ondt er lig med godt,
livet smukt og råt.
Og så kom civilisationen
og med den pervrsionen.
MYTE
Først var den sorte mand og kvinde. Siden kom den høje,
hvide mand i båd af ild og lod sine sønner leve på de sor-
tes jord. De bredte sig og blev ikke brændt sorte af solen.
Den sortes kærlighed og køn og den hvides tanker og hjerne
var en blanding som jord og sol, diamant og nat eller kul. Alt
voksede vildt, sjælene blev som mørke urskove. – De høje,
hvide rejste igen, efter uden ret at have elsket med de sorte
kvinder. Nogle sorte kvinder rejste med. På jorden havde de
sorte stadig fred. Børnene af hvide mænd og sorte kvinder
blev hvide, enkelte sorte og brune. Og de var gale. De ville
op i himlen ligesom guderne, op i det sorte mørke. De sagde,
at nattens små sole var deres hjem. Dér ville de til i store
både af lys eller ved hjælp af høje, høje hytter – langt højere
end junglens træer!
Siden drog de omkring i deres søgen. Deres tanker og el-
skov var stor som junglen, vild som løven. De fik aldrig fred,
disse mange blandede børn. De søgte og dræbte, de bygge-
de, de ville. Ingen vidste egentlig hvad – de blandede børn
kunne skabe alt, men ikke engang styre sig selv. Og de var
efter mange tider overalt på jorden, også hvor solen var
svag.
De ville fortære alt og eje alt, disse gale børn ville frem
overalt.
Hungle-jingle:
Ringle-rangle.
Poesien slanger sig gennem sproget.
Poesien slå med halen.
Poesien bider for at dræbe …
… enhver konventionel oplevelse af hvad som helst.
Poesien har briller på og skæl.
Den sluger alting råt og hvisler.
Den kender de kroge som ingen andre kender.
Den snuser og husker, den glemmer ingenting.
Den spiser kun sjældent, er altid på vagt.
Den flygter for alt, som støjer og flagrer.
Poesien er den slange, der ledte Eva i fristelse.
Siden bragte den lys som Lucifer.
Siden blev den sortere og sortere, en satan at forstå.
Poesien er blevet amputeret fra folket.
Og den er overalt.
Lad den blot være – og den bliver farligere.
Poesien er i supermarkedskøen, når øjnene flakker
fra kasse til gulv.
Poesien er i højhusets stræben fra beton til entydig himmel.
Den er i den »hvide sne« der prøver at dække nattens
sorte TV-skærm.
Poesien er oprør i England, når bilerne brændes
og supermarkederne smadres og plyndres,
minsandten jo.
Poesien er sprogets og verdens UFO.
Ugenkendt Flyvende Metafor
Ugenkendt Flyvende Ord.
Ugenkendt Flyvende Objekt.
Blinklys og lydløs
rumlus og lyslas.
Jeg så en UFO i går. Min bedste ven så den også, samt tre
fremmede unge. Rødt lys uden lyd. Hvidt lys i blanke blink.
Lodret ned, nærmere.
Stop og stille.
To vandrette kegler af lys, skarpt afskårne i enden
som kun laser.
Øjeblik.
Objekt i retning af kegler.
Æder keglerne som suges ind uden at bevæges,
idet det er objektet der flytter sig.
Og forsvinder som lyset fra en pære ved tryk på en knap.
Hils?
Det er sommer, det er nat, det er køligt, det er fakta.
Luften er klar og neutral som glas, der er pudset i sprit. Jeg
ser uf af vinduet og drejer mig ansigt med øjnene opad langs
husets mur. Lige over tagrendens nedløbsrør står Nord-
stjernen. Stor og nonchalant, en sindssyg fjern kugle af
enorme brinteksplosioner.
Jeg nipper til en 5-dobbelt whisky, og stjernerne swinger …
Langsomt, roligt … himlens sorte marieglas skulle nødigt
smelte eller gå i stykker. Bare klinge, bare klange, lys og far-
vers tilfældige musik.
Jeg har drømt denne nat et hjerte af sort krystal og øjne af
gammel lys.
Jeg så en stjernes lys og var endnu ikke født.
Hvorfor rejser i hertil, bølger af lys? I får kun natten at se.
»Hvorfor skriver du, digter? Du opdager kun døden på din
rejse i sprogets sorte pupil. Hellere sove – end disse eksperi-
menter med sprogets kemi! Der findes ikke noget guld. Der
findes kun den evige bevægelse, stationer og byer for krøb-
linge og sterile engle!«
Således lød stjernernes svar, men digteren hørte det ikke.
Han sov og drømte, at han var lys med evigt liv, på rejse
langs universets umærkeligt og uendeligt langstrakt buede
grænse. Så sugedes han ind i et sort hul og vågnede ved, at
solens varme stråler ramte ham som pis.
Digteren rejste sig bandende og trak gardinerne for. Men
stadig pissede den gule nigger på ham. Han kastede ord
og sten, tårer og spidse blikke mod solen. »Nigger! Jeg
skal vise dig. Nu vil dit beskidte lys aldrig nå mig mere!« råb-
te digteren med sin hæse, tilrøgede stemme skingrende af
triumf og stak øjnene ud på sig selv med en kuglepen.
Nattens sidste skyer lægger sig
som store beskidte dyner fra et bordel
over jorden.
Og stjernerne besvimer.
Jeg spytter ud af vinduet. Jeg ryger, jeg drikker, jeg bøvser
og griner højt. Verden består. Verden består af lort på man-
ge forskellige niveauer, i mange forskellige tilstande og for-
mer. Og alligevel er forskellen ingenting. Verden er et helligt
lokum, verden er en nigger. Uanset hvor megen sæbe og
sminke der bruges på verden, vil den altid være neger in-
derst inde.
Og intet vil blive det mindste bedre, før dette lortefaktum
erkendes.
- Michael Strunge, Nigger 2, 1983.
mvh
Simon
|
|
|
|
