Fordi jeg så udmærket vidste, hvad det var gemte jeg det til senere og lod mit blik glide ud i landskabet op ad bjerget, hvor guldsmede og gyvel lyste så stærkt som det navn, jeg havde på læberne.
En halv snes skridt tog det mig at glemme det og et kortspil og en flaske vin delt med vennerne satte mig på helt andre tanker.
Her er det tilsyneladende igen men i den forfalskede form hvor man siden har set sig selv blive gammel i den samme gade og under de samme, alvorlige klokker som ringede hver aften ind umærkeligt forskelligt fra den foregående.
Først tog det timer, efterhånden dage og til sidst hele måneder at komme over på den anden side af søen hvor man hørte klangen tydeligst
langt inde i den lysende kornmark når lyden af aksene næsten overdøvede den.
Henrik Nordbrandt (fra "Drømmebroer" 1998)
Det er jo lige straks alle kirkeklokker i mange, mange lande vil kime i takt ... lidt sjovt at tænke på, højst sandsynligt for alle (uanset tro eller ej) ;)))
Uddrag fra ET BRUDT HALLELUJA skrevet af Tomas Sjödin
"Da jeg spurgte den slovakiske støber og klokker Robo Farkas om dette med tonen, var han inde på samme spor. Han mente, at det ikke er nok med et godt materiale, det drejer sig i lige så høj grad om hvem, der ringer. Han mente, at han kunne høre forskel på, om en klokke bliver ringet med eller uden passion. "Har klokkeren ingen passion, hører man, hvordan klokken græder", sagde han. Det rummer mere end et romantisk syn på kirkeklokker. Der vibrerer et håbefuldt menneskesyn. Materialet er vigtigt, men det er ikke hele sandheden. I de rigtige hænder kan et mangelfuldt materiale lyde uendeligt smukt."
Glædelig vintersolhverv (som godt nok først er i morgen ved midnatstide)
