|
0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Synes du gør anskrig, der i og mellem sneglehuse; her lidt lyd fra græsset, hvor jeg mellem måneflod og glitrende solhave læser Tysk Høst af Stig Dagerman – en optegnelse, et dokument ja, fra efterkrigstidens sønderslagne og nedbrændte tyske storbyer, der trods prosaen består af et lyrisk smukt sprog som referent til digtere i hans tid. Også han var en mester i de hudløse betragtninger af det oplevede og usagte, iøjnefaldende men usete, stærkt følte – men ups, den slags ka’ man jo næsten kun beskrive ihjel, bedre med en illustration til selvtægt, værsgo:
”Der finns nämligen i Tyskland en stor grupp ärliga anti-fascister som är mer besvikna, hemlösa och besegrade än någensin de nazistiska medlöparna, besvikna därför att befrielsen inta blev så radikal som de hade tänkt sig, hemlösa därför at de inta vil solidaisera sig vare sig med det tyske missnöjet, i vars ingredienser de tycker sig spåra alltför mycket dold nazism, eller med den allierade politiken, vars eftergivenhet gentemot de forna nazisterna de iakttar med bestörtning, och slutligen besegrade därför at de tvivlar på att de som tyskar kan ha några som helst aktier i den alliereda slutsegern, samtidigt som de inte år lika övertygade om att de som antinazister inte har några andelar i det tyska nederlaget. De har dömt sig själva till fullständig passivitet eftersom aktivitet betyder samarbete med de tvivlaktiga element som de lärt sig hata under tolv års förtryck.
Dessa människor är Tysklands vackraste ruiner, men tills vidare lika ubeboeliga som de sammanstörtade husmassorna mellan Haselbrock och Landwehr, som luktar fränt och bittert av slocknade bränder i den våta höstskymningen”.
Der er liv i alt han skrev, noveller, prosa og lyrik, det står i sig selv til eftertidens indlevelse i en fortids levendegjorte mareridt, absorberet med virksom formulering af en knugende angst og brændte menneskers overgivelse. Han tog sit liv, angsten ormede sig ind længe før første roman, men er atter stedt til live ved sine noveller på Radioteatern, ligesom Hjalmar Söderberg o.a. er det – og det glæder mig.
Der er noget særegent musisk smukt ved det svenske sprog, særlig sunget, ja man kan for sig selv synge billederne ind i et tempo der passer øret. Straks vanskeligere er det, at sammenligne det svenske med det lidt mere gnavent konsonant-danske. Tysk Høst er selvfølgelig skildringen af en grusom tids efterladenskaber, men også et særligt menneskes erindringsfaser og indtryk i et tankesprog, der stiller os mellem menneskelige indre og ydre ruiner og i en historisk nutid. Det er det der sker, med os, vi ser det ske, ér der – og sådan er det med de dygtige fortællinger, de overflødiggør registranten, der lever i egen eftertænksomhed med de voldsomste ting i sig, parallelt på livets vej, der langsomt bliver bredere og bredere; men horisonten? Ja, det er svært at forestille sig den, men det er dér poesien var endnu en tids håndsrækning imod det muliges kunst: at synke og absorbere, kaste op og leve med en fremtid i sig. Måske udsluktes den midt i et ragnarok for Stig Dagerman, det er svært at sige, men med så voldsomme kræfters indryk, kan noget indre hurtigt komme kaotisk til udtryk. Man kan ikke lade være med at tænke på de mange fotografer fra krige her og dér, ja krigskorrespondenterne, dér gælder det bruge hinanden i supervision, for ikke at hjernen skal kaste op. Tysk Høst findes på Norsteds i genoptryk, jeg har endnu ikke set den antikvarisk, ej heller oplæst på Radioteatern, men det ku’ jo ske.
Her én fra ”rovdyret” – i et af sine luner:
Se, på mit bord ligger piben så utændt og stille,
fyldt med tobak, men forglemt, for hvad var det jeg ville?
Ingen tobaksrøg vil slynge sig op i det tomme
og illudere som tanker, der nu skulle komme.
Se, manuskripterne så gule og stille,
glemte og krumme i sol, for hvad var det, jeg ville?
Ingen fuldendelsens glans, der alene befrier,
selv om den kun skulle vare i fire årtier.
Stor ødelæggelse, dådløshed har jeg erfaret.
Minderne nager som breve, jeg ej har besvaret.
- Tom Kristensen.
Og her konfirmationssangen til lillesøster (Lise) - hvorfra anelser om inspirationen til ”Foraarets Horisont” ses:
Nu skyder alle Græsser
paany af Havens Jord
og stærke Rødder synger
en Saftsang uden Ord.
Det er det nye Foraar,
paa eengang vildt og sky,
der slynger over Danmark
sit lyde Ord: »Paany!«
Du er April, forstaa det.
Du er den nye Vaar.
I dig er alle Spirer,
for du er fjorten Aar.
Der lever i og om dig
de muligheders spil,
der, samlet i dig, former
det liv, du fødtes til.
Du gaar i Foraarshaven,
den grønnes, hvor du gaar,
for du er selv et Foraar
paa fjorten grønne Aar.
Du rækker op mod Solen
som Havens nye Græs,
og du er selv urolig
af Sol og Safters Pres.
Det er April omkring dig,
det dufter paa en Vej,
men du skal vandre fremad,
og een Dag er det Maj.
Og vejens Træer skal blomstre
uvirkeligt og ømt
og staa med hvide Kroner
som Drømme, du har Drømt.
Det er den store Maaned
hvor dét skal genopstaa,
som vi en Høst saa falme
og visne og forgaa.
Det strømmer alle Vegne,
det voxer, og det ler,
- en Lærke under Himlen:
Det er vort Liv, der sker!
Og det skal blive Juni
og Juli og August,
og du skal se Oktober
som Kobber og som Rust.
Men nu staar alt af Mulde
og skræmmes ikke Spor –
og du skal staa i Solen,
mens du gror og gror.
- Morten Nilsen (1941).
VOKSENDE LYKKE –
Der løber Træthed mellem Gren og Løv, og
Mellem Blomst og Rod brød Tvedragt ud. Paa
Grænserne, hvor Tingene mødes og skilles, vil
Jeg opslaa mine Telte. Bekrige jer med Lykke.
- Paul la Cour (ca. 1951).
Hjalp det? - fortsat god sommernyd m. briser, lidt regn og hele resten af molevitten i den, kort sagt, danske dejlige sommer…;)
mvh
Simon
|
|
|
|
