|
0
registrerede
10
gæster og
178
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Mellemrummet
|
en ode som en hyldest til Treram's robuste livssyn
du sammensunkne menneske,
du sunken sammen menneske
rejs dig op i al din magt og vælde
der skal ydes før der kan nydes
ham der høster uden at have sået mættes ikke
at leve passivt sansende og tænkende, grublende og reflekterende som mediterende, ødelægger hjernen
vi er sat i verden for aktivt at arbejde og virke
at vi har det godt, skyldes vores aktiviteter og virksomhed
vi må aldrig miste vores handlekraft
som blive blinde for vore handlemuligheder
vi er de virksomme arbejdende mennesker her på jorden, der aldrig må gå op i Gud, opløses i Gud (både hos Marx og de liberale er Kristus vores frelser, det arbejdende virksommme menneske)
og vore kontemplationer og reflektioner gælder vores arbejdsindsats, vores virksomhed i verden, det eneste vi har forstand på er det vi omgås aktivt, der hvor vi har vores virke, opstår vores virkelighed
der er ingen genveje, udenom vores aktiviteter, arbejde og virksomhed, vores virke, det er der vores virkelighedsforståelse udspringer af
ingen kan meditere som gruble sig frem til noget, ingen kan meditere sig klog på livet, som vi ej heller kan læse os dertil eller nå gennem Gud dertil, udenom vores arbejde og virksomhed (husk munkene, opfinderne af disciplineret arbejde)
et muntert og virksomt liv lønner sig, for det er den vej igennem vi får noget at tænke over når dagen er omme
gud såvel som meditationer er ikke nogen løsning, kun dovne mennesker tror på denne genvej og springen over hvor gærdet er lavest, kan føre noget godt med sig, tværtimod bliver man tosset i hovedet før eller siden (nervevæv som legemsvæv degenererer, ungdomssløvsindet bliver kronisk og meditative grublerier en fordybelsessygens forbandelse hviler over hvert sekund og åndedrag, aldrig frisk luft i lungerne som reflekterende sollys på tingene i verden rammer øjet, nethinden, hvor kun vore egne skygge projektioner figurerer, og spærret inde i denne hule vi lever livet hen med os selv, isoleret fra andre, som vi er ude af stand til at se som de er oppe i virkeligheden)
kun de erfaringer vi gør os gennem vores arbejde og vore virksomheder kan give os indsigt og forståelse
vi ved alle hvem der her på debatten forsøger at snyde på vægten, som påstår vi passivt kan nå frem til noget stort, ved blot at være stille og lytte, som drikke visdomsord, leve i evig kontemplation, men det fører intet godt med sig, kun sygdom i sindet såvel som legemet bliver syg af denne form for passiv måde at være til på i verden
måske vi nu forstår Freuds ord om vigtigheden af at kunne arbejde og elske
jeg vil endda sige: menneske du er dømt til at arbejde og elske, og du kan ikke nøjes med det sidste, for kun det første gir dig adgang til det sidste forhold, for kun det virksomme arbejdende menneske ved hvad det vil sige at elske, som har potensen hertil
|
|
|
|
