|
1
registreret
(1 usynlig),
32
gæster og
1458
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM...
Synes lige vi må ha’ lidt mer fra ”den nødvendige fakir” – fakir idet mindste for digterne selv, hos hvem de jo lærte at flyve uden maskine; altså, havde han ikke vist evne til at skabe sig selv, ku’ jeg ha’ fundet på at opfinde ham; jeg blir altid så forbløffet over musikken, ordrimene og bygninger, helt som hos Tranströmer og Nordbrandt med hans ”3½ D”, men...
Poeten og Naboersken -
De Mænd og Koner i sikre Boder
med Regnskabsbøger og grublende Ho’eder
og mægtige Buge –
de kender præcis deres egen Nødtørft
og ved, hvad Landet skal bruge.
Derinde ved Pulten
(naar Maven er mæt)
forarges de over en Broder,
fordi han er aandelig sulten.
Den Gang jeg var ung
(det var ikke i Gaar)
da gik der en Pige med sortladent Haar
og klapped vor Nabokats Killinger
med ivrige Hænder,
imens hendes Tænder
- som skrevet staar -
(læs Salomons Højsang)
var hvide som klippede Faar,
og naar hun smilte, da Fødte de Tvillinger.
Hun lo af de tusinde Grunde
og alt, som ikke har Grund,
af de mindste smaa Katte og Hunde,
og havde den rødeste Mund,
Den Gang jeg var ung
(med Adgangen fri
til alt paa Forfremmelsens Stige),
da sprang jeg over et Plankeværk,
bag hvilket en sorthaaret Pige
lod syv og ni være lige.
En Tanke, jeg altid har haft
- i Grunden -
hun var en sparsommelig Pige,
der gemte en Skat i sit Strømpeskaft,
og lidt Kobber paa Kistebunden!
Men jeg var ung og ved Kraft,
paa Vej til de højeste Stillinger ...
Før Gaardhunden sov, blev hun utro imod
den smukke Kommis i den nærmeste Bod.
Og hun gav mig Kys paa Munden,
som ikke var Enesteskillinger.
Hun borged mig Ly og lidt laant Poesi.
Ja det var Ungdoms Sværmeri.
Men grisk efter Realiteterne
hun søgte et bredere Spor,
saa snart hun af Skade erfor,
hvor lidt man skal tro på Poeterne.
En sorthaaret Pige med hvide Tænder
er aldrig raadvild, ihvor hun sig vender.
Som Smørfjerding-Høkerens Diskejomfru
til Ære for Nytten og Næringen
vendte hun Bøtten og Fjerdingen.
Der saa’ jeg, hun stod med purret Haar,
mørkere, sværere Aar for Aar,
som Diskejomfru – tilfreds og lettet,
naar hun har solgt sit daglige Kvantum
og faaet Debet kvitteret og slettet.
Blandt Skinker og Skanker af islandske Lam,
der bugned hun ud og blev Mandens Madam
og sad med hedensk og haanende Blik
i Høkerbutikkens Reykjavik.
Den Gang jeg var ung
(det var ikke i Gaar)
ja da var vi venner - -
Hvad nytter de Kys og de hvide Tænder,
hvis Smil fødte Tvillinger –
naar Strømpeskaftet ej ynglede Skillinger?
Saa kom hun fornuftig til Indsigt i,
at hun havde fejlet et godt Parti
...jeg fejled de højeste Stillinger...
Hun danned imod Poesien
med alle de Fjender, man aldrig har set,
en uovervindelig Majoritet.
Hun lo og bedrog sin Kommis.
Nu vender hun Ryggen, hvis jeg gaar forbi...
Men Ryggen er vild Poesi.
- Hr. Claussen (uden maskine...).
...og for nu at blive i denne ”ungdomstid”, så lige lidt ordmusik fra Louis Levy, som jeg fandt i Hans Ahlmanns ”Det danske Parnas”; den er også lidt balladesjov og er fra Levys ”Børnerim”, og vi er jo lidt børnede her, og passer tillige så småagtigt på den savnede vår..
Nu Blomstrer Vaarens friske Løn.
I Vuggen sover min lille Søn.
Snart blomstrer roserne i Flæng.
Han volkser ... bli’r min store Dreng.
Og Asters blomstrer ... et Efteraar!
Da staar min søn i Ungdomsvaar.
Isroser jeg på Ruden ser ...
Aa Snak, dér ligger han og ler.
- Hr. Levy (himself).
Lidt om tanker til tiden...
April (1952).
Det kimer under himlen
som af fjerne vækkeure,
skovens træet strækker sig
endnu morgensure.
Men højt i luften over
engens grønne hegn
dirrer lærken op og ned
som et lille nodetegn.
Og vintersæden løfter
sine tynde spirearme
op gennem mulden
der er dampende af varme.
Snart vil nye toner lyde
nattergalen komme
og våren springe ud
ad solens æggeblomme
- Ove Abildgård.
Nazismen i vores eget sind (1945).
Mosekone og Månemand
mødtes og sang:
”Lad os koge af lys og tåge
noget der kan forvirre de dumme
og ærgre de kloge!
Lad os dreje sandheden vrang,
lad os gøre det kloge dumt,
lad os bøje det rette krumt!
Snart er krigen forbi, forbi.
Lad os være på vagt, på vagt.
Lad os forspilde dens søde frugt,
plette freden med rådd og fugt!
Lad os så i de unges sind
sporer hvis trævler æder sig ind!
Overmod og hemmelig skræk
mixer vi sammen til dyvelsdræk.
Alt det gamle skal atter gro,
åndeligt trøske og overtro,
uligeret mellem kvinde og mand,
mug og mørke og uforstand.
Uret må bekæmpes med magt –
lad dem tro at magt er alt!
Lad dem se med spot og foragt
på tankens surdejg og åndens salt!
Lad de sejrendes smittes ned
af den pest de har kæmpet mod!
Lad os fordærve det unge blod,
lad os forgifte den gode fred!
Da skal de tænke med bøddeltanker!
Da har fjenden sejret trods alt!
Da var det fredens frugt der faldt!
Da har vi krig og undergang
endnu engang!”
Mosekone og Månemand
mødtes og lo og sang.
- af Otto Gelsted.
Jeg gætter på Morten Nielsen ville ha’ nydt Gelsteds ovenstående, og er sikker på hans gode ven Halfdan gjorde – god weekend RM, det ser ud til at mosekonen snart brygger..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
