|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Michael.
Jeg er fuld af glæde over, at du udviser så stor omhu i forbindelse med Gita’en, og jeg skal nok kommentere dine observationer. Jeg har tænkt mig at skrive mine bemærkninger her i forlængelse af denne tråd, men det vil nok ske i småportioner, så vi bevarer overskueligheden. I øvrigt har jeg til din første del den bemærkning, at der går længe imellem, at man finder en læser af Gita’en, der er i stand til at læse værket med en sådan grad af indføling.
Værket er jo mangetydigt, og den ene læsers forståelse kan være lige så berettiget som den andens. Som du skriver, er den gennemgående vej, som der peges på, bhakti-fromhedens vej. Og når man ser den religiøse sanskrit-litteratur nærmere efter, er der for så vidt tale om, at det først er her et par hundrede år før vor tidsregning, at kærlighedsforholdet Gud/Menneske træder klart frem. Den altopofrende kærlighed til guden, møder sit modsvar i gudens nåde over for mennesket. Det er dette tema, der ad kulturens korsveje bliver bragt videre, så vi møder det igen i den kristendom, som Paulus fik organiseret i den hellenske verden. Hin Paulus, som vor debatkollega Hanskrist kun så mådeligt har forstået.
Men der er også andet tankegods, som er bragt videre ad kulturens korsveje. Den store indiske imperiebygger Ashoka (ca. 304 til 232 f. Kr.) fra Maurya-Dynastiet missionerede i blandt andet den hellenske verden for dharma, eller som det hedder i de buddhistiske tekster på pâli: dhamma. For eksempel oprettede han søjler med buddhistisk prægede missionstekster, og én af disse søjleedikter stod i Kandahar i det nuværende Afghanistan.
Kandahar var en vigtig station på karavaneruterne mellem Europa, Indien og Kina. Ofte slog lærde folk følge med karavanerne, fordi disse havde soldater med for at beskytte de kostelige varer mod bander af røvere. Denne beskyttelse kom også de lærde til gode. Megen lærdom er på denne måde blevet udbredt i det indoeuropæiske område. Ashokas søjleedikt i Kandahar var tosproget, idet den samme tekst stod på såvel græsk, som aramæisk. Paulus og evangelisterne skrev på græsk, og aramæisk, der var persernes administrationssprog, blev talt af Jesus af Nazareth og hans samtid.
Det følgende, som vil blive refereret, står ikke på Kandahar-søjlen, men der er tale om kulturelt stof, der cirkulerede i det indoeuropæiske område.
I buddhismen findes der en række fortællinger, der handler om Buddhas tidligere genfødsler. De kaldes jâtaka’er, og deres oprindelse er ikke i fuldt omfang klarlagt. De indgår i den buddhistiske kanon, og er derfor med sikkerhed ældre end Det nye Testamente. Der er belæg for at sige, at de indeholder tematiske elementer, der også findes i ældre ikke-indisk litteratur, for eksempel i Æsops fabler fra det sjette århundrede f. Kr.
En af jâtakaerne, Nigrodhamiga-Jâtaka, handler om en gylden gazelle, der var Buddha i en af hans utallige tidligere genfødsler. Han hed Nigrodha og var gazellekonge, hvilken værdighed han delte med en anden ligeledes gylden gazelle, der hed Sâkha. Kongen, der ejede parken, hvor gazellerne levede, gik ofte på jagt og dræbte gazellerne en efter en, hvilket påførte dem megen lidelse. Men de to gyldne gazellekonger havde kongen fredet.
Da gazellerne under alle omstændigheder ville blive dræbt, blev Nigrodha og Sâkha enige om at formindske lidelsen ved, at der hver dag blev kastet lod om, hvem af gazellerne, der måtte lade livet den pågældende dag. Den, som loddet traf, skulle derefter gå hen og lægge sig på slagtebænken, hvorved den unødige lidelse ved den langsommme død efter pileskuddene blev til en kort proces.
En dag traf loddet en drægtig gazelle fra Sâkha’s hjord. Hun bad derfor om, at hendes slagtning blev udsat, til hun havde født sin kalv. Sâkha afslog. De fastsatte regler måtte følges. Men da hun klagede sin nød til Nigrodha, d.v.s. Buddha, imødekom denne hendes ønske, men da også han fastholdt, at de aftalte regler skulle følges, gik han selv hen og lagde sig på slagtebænken.
Kokken, der skulle slagte gazellerne, blev højligt forbavset, da han vidste, at kongen havde fredet de to gyldne gazellekonger. Han gik derfor til kongen, der kom til stede og spurgte Buddha, om han ikke var klar over, at han var blevet fredet.
Hertil svarede Buddha: »Store konge, en drægtig gazelle-hun kom til mig og sagde: Lad min lodkastning gå over på en anden! Men det er mig helt umuligt at flytte dødens lidelse over på en anden; derfor besluttede jeg at skænke mit liv for hende, tog i hendes sted døden på mig og har derfor lagt mig her.« (Min oversættelse).
Det ovenfor anførte referat er kun en del af historien, men udvalget er foretaget ud fra det synspunkt, at det refererede udviser tankevækkende fællestræk med offertanken i det, som man kunne kalde Kristus-myten.
Går vi til det sproglige, vil vi også der finde visse tegn på sammenhænge. Når jeg for eksempel læser Johannes-Prologen (I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud) kommer jeg uvilkårligt til at tænke på en passus i den gamle indiske religiøse litteratur, der tidsmæssigt skal placeres århundreder før Kristi fødsel.
Denne passus lyder: »prajapatir vai idam-agre asit tasya vak dvitiya asit vag vai paramam brahma.«. Dette oversættes som: »I begyndelsen var Prajapati (d.v.s Skaberen. KP). Hos ham var ordet. Og ordet var i sandhed det højeste Brahman (d.v.s. Gud. KP).«
Når de gamle indere kunne skrive noget sådant i Kathaka Brahmana, der refererer til en af vedaerne, in casu Yajur-Veda, og når evangelisten kunne skrive det, som han skrev i Johannes-Prologen, kan man ud fra et religionshistorisk synspunkt sige, at evangelisten Johannes må have øst af kilder, der er ældre end hans eget evangelium.
Det blev, kære Michael en lidt lang historie, men mit ærinde er at pege på tre forhold, hvor man kan spore tegn på forbindelser mellem det gamle Indien og tanker, der senere har indfundet sig i den hellensk/kristne verden: Tanken om kærligheds-nådes-forholdet, tanken om at ofre sig og lide døden for andre, samt tanken om Ordet som oprindelsen til skaberværket.
Hav en rigtig god jul.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
