Overgangen fra romerriget til res publica christiana og det civile kristne Europa, såvel Øst- som Vesteuropa, har historikere og beslægtede forskere studeret på videnskabeligt grundlag i mere end tre hundrede år. Det tiltrækker stadig stor opmærksomhed og vækker debat også uden for fagkredse, og det beskæftigede i øvrigt også middelalderens forfattere.

Der er stadig noget gådefuldt over kristendommens vækst og sejr og ikke mindst dens spredning fra en mellemøstlig, religiøs døbersekt til en en hel verdens re‍ligion.

Og med hensyn til de temaer, vi beskæftiger os med i denne sammenhæng, kan man med god ret spørge, hvad der skete med Natura-skikkelsen eller den antikke Naturgefühl efter kristendommens sejr og udbredelse på det europæiske kontinent. Hvad blev der af Den store Pan eller Apuleius’ „hellige Gudinde,“ den højeste af de himmelske, „Herskerinde over alle Naturens Elementer,“ som han kalder hende?

Ifølge kirkefædrene var naturen som Den store Moder aflivet for stedse. Naturen er ingen Gud, det er til gengæld Faderen, Sønnen og Helligånden, konsubstantielle, én Gud, tre personer, som de kristne kirkeledere efter talrige stridigheder forsøgte at nå til enighed om.29 Et kvindeligt element i det kristne gudsbegreb gik mere eller mindre tabt efter bekæmpelsen af de kristne gnostikere, som ikke mindst Elaine Pagels har beskrevet med inddragelse af væsentlige perspektiver.30 Men Naturguden, eller Mater Natura (Moder Natur), Alma Venus (nærende Venus), eller hvad hun nu ellers betegnedes som, blev måske nok kulet ned under jorden, men aflivet blev hun ikke.


Men hengivelse til det himmelske og klosterkulturens opmærksomhed mod ånden og mod sjælens frelse kunne selv en Alcuin ikke lokke på afveje, den forblev fæstnet i det himmelske og naturen måtte foreløbig vendte. Et resultat af kirkefædrenes opgør med hedenskabet og den tidligere kristendoms grundsyn blev derfor, at naturen faldt uden for gudsbe‍grebet. Natura-skikkelsens „undergang,“ Pans død om man vil, fik ligeledes den følge, at det kristne gudsbegreb mistede jordforbindelse; den religiøse stræben gik fra jorden mod himlen, menneskeligt set fra halsen og opefter, og alt, hvad der måtte befinde sig derunder svækkede den livsnødvendige forbindelse til Gud og trak mennesket bort fra Gud. I en vis forstand bristede forbindelsen helt og menneskenes vilkår i denne verden blev, som kirkefædrene yndede at sige, som peregrinantes a Domino, det vil sige som pilgrimsrejsende eller omflakkende langt fra Herren og det himmelske fædreland, hjemløse på den jord, der engang havde født dem.