|
1
registreret
(1 usynlig),
315
gæster og
186
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Konfucianisme
|
Hej Gerth.
Du skriver til mig:
Du opfordrer os til, at vi udtrykker forklarende vores overbevisninger, men du gør ikke det selv -
Jeg er da ked af, at du har det indtryk.
Dér, hvor jeg står, kan siges ret kort:
For mange år siden mødte jeg Kristus, som jeg ellers ikke troede på.
Det var i en meget lille mennesketom ortodoks kirke på en lille græsk Ø i et forladt kloster på toppen af et mindre bjerg i en subtropisk urskov.
Kristus - ja det var jo Kristus-Ikonen på den lille kirkes Ikonostase (Billedvæggen foran helligdommen) - fik mig til at se ind i mig selv, hvad der viste sig at være så ulykkeligt for mig, at jeg græd, indtil der ikke var flere tårer tilbage.
Efter nogen tid - stadig foran Kristus - fik jeg tanken om, at det nok havde været hårdt for dig, Kristus, at udholde tortur og korsfæstelse, ja alle de menneskelige lidelser, som du påtog dig.
Efter lidt yderligere tid gik jeg ud af den lille kirke - og blev ramt af lyset - sollyset - og var lykkelig.
Jeg husker at jeg undrede mig, men også min straks-reaktion: "Hold dog kæft med at ræsonnere din gamle idiot. Det kan du jo alligevel ikke forstå. Nyd det!"
Det har jeg så gjort siden 
Alligevel dæmrede det efterhånden for mig, at det var kærlighed fra Kristus - og efter en del år begyndte denne kærlighed også at vokse i mig - en altomfattende kærlighed.
På et tidspunkt fornemmede jeg fra Kristus, at kærligheden er det centrale, og at jeg ikke skulle tage alle dogmerne som ret meget andet end kulisser.
Jeg har således ikke noget "religiøst verdensbillede", men for ret nylig nærmest snublede jeg ind i det panteistiske: Alt er Gud, og jeg opdagede, at det kunne jeg ikke afvise.
Selvfølgelig kommer så spørgsmålet: Hvad så med "det onde" - er det også Gud?
Mit svar er: Ja.
Begrebet "det onde" er noget, vi mennesker har opfundet i vores egoisme, og det guddommelige er ikke fuldkomment, sådan som vi mennesker forestiller os det fuldkomne.
Jeg skal vare mig for at forsøge at beskrive "det guddommelige". Det tilkommer ikke mig som et almindeligt menneske at bilde mig ind, at det er noget, jeg kan magte eller har adgang til.
Nå da, det blev ikke så kort, som jeg troede, at fortælle, hvor jeg står.
Men sådan er det vel, når man vil så tæt på sandheden, som man kan komme 
Jeg har tit håbet på, at også du ville søge at fortælle, hvor du står, og jeg er jo klar over, at det er svært.
Jeg har et temmelig tåget billede af, at du har haft en - eller flere - oplevelse(r) af, hvad du kalder Helligånden, som har ændret dit liv både i dit forhold til andre og i forhold til det guddommelige, men som nævnt det står ret tåget for mig.
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed 
|
|
|
|
