|
0
registrerede
14
gæster og
123
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Buddhisme
|
Angående, hvad jeg ovenfor kaldte "fastlåste positioner", så er det nok ateismen, kristendommen og buddhismen, der for mig mest "springer i øjnene".
Ateismen er, som jeg ser det, meget præget af, hvad den afviser - især gudstro - og hvordan den forholder sig til buddhisme er for mig uklart.
Tydeligt er det dog, vil jeg mene, at naturvidenskaben ikke afvises - men den indstilling har vel også størstedelen af kristendommen og buddhismen.
Og tillige er det vel karakteristisk, at naturvidenskabens manglende evne til at forklare, "hvor verden kommer fra" er noget, som ateister ikke forholder sig til.
Det, synes jeg, er en svaghed!
Kristendommen bygger jo på forestillingen om en gud (fra før alle tider) - endda en treenig gud: En fader, en søn (på et tidspunkt født af en jordisk kvinde) og en ånd: helligånden - ét væsen - tre personer, siger man vist.
Alle kender vi jo til faderskikkelsen, alle har vi jo haft en far, der ideelt - sammen med moderen - sørger for at vi kan leve, er god og er retfærdig.
Tanken er jo nærliggende, at det er denne jordiske faderskikkelse, der har inspireret mennesker til at forestille sig en himmelsk faderskikkelse - og når vi så hos den himmelske fader bliver "voksne", d.v.s når vi dør, så kommer vi enten i himlen eller i helvede.
At nogle ser alt dette som menneskers primitive forestillinger er vel ikke så underligt.
Men bliver kristendommen stående dér?
Det er vel ikke sikkert.
Buddhismen er straks lidt vanskeligere at rumme, synes jeg.
Hovedsynspunktet - som jeg har opfattet det - at vi mennesker ikke kan se verden, fordi vi er så optagede af vores eget jeg forekommer mig meget overbevisende, og ligeså påstanden: at det er muligt at komme fri af "jeg'ets illusion" til en bedre og sandere tilstand - men om det er sandt, er jo ikke til at vide medmindre man selv har oplevet det.
Hertil kommer jo så påstanden om genfødsler og deres afhængighed af tidligere liv, som jo er en påstand i såvel buddhismen som hinduismen.
Det her nævnte er jo en nok indtil det urimelige forenklet sammenstilling af tre udbredte livsindstillinger hos os mennesker.
Og hvor står jeg så?
Det har jeg ikke noget klart svar på.
Jeg kan give ateisterne ret i, at mange gudsforestillinger hos os mennesker nok er alt for primitive, men alene at støtte sig til naturvidenskabens dybt imponerende - men helt utilstrækkelige - resultater - dén "køber jeg ikke" 
Kristendommens idé om en almægtig "tre i én" skabende og almægtig fader-søn-ånd-skikkelse er vidunderlig smuk - synes jeg - og der er også meget muligt megen sandhed i den, men den forekommer mig primitiv, derved at den slet ikke - eller kun meget lidt - har fokus på vi menneskers forvrængede verdenssyn - forvrænget p.g.a. vores selvoptagethed.
Buddhisterne hævder at kunne se universets sande harmoni - men kun mulig for dem, der har nået tilstrækkelig selvudvikling, "oplysning", nirvana.
Vi andre må affinde os med genfødsel efter genfødsel.
Er det sandt?
Jeg kan ikke sige: Ja - og jeg kan heller ikke sige: Nej.
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
