Hej A..

”Jeg mente bare, at vi ikke kan vende tilbage til vores døde legemer, og gennem disse fortælle om vores oplevelser.”

- Der ville jo heller ingen oplevelse være at berette om, det er m.a.o. et spørgsmål knyttet til et tankeeksperiment..;)

”Hvad sker der på den anden side af døden?.”

- Livet slutter.

”Her kan vi jo forestille os alt muligt?”

- Åh ja, bare vi husker at det er forestillinger skabt i live.
Noget der gjorde et stort indtryk på mig, var da jeg læste Giovanni Boccaccios Decameron. Den giver et fantastisk billede af hvad mennesker var istand til at tænke sig i en tid omgivet af uforklarlig død allevegne. Et øjebliksbillede af fornuftens og fantasiens indbyrdes strid i skabelsen af forestillinger om mening nu og for fremtiden. Man ku sige, at ”den sorte død” muligvis var kristendommens trampolin. Kunstarters tankebilleder i text og billedkunst skabt på den tid, er helt utrolig smukke og dygtigt lavet, og gir netop et fabelagtigt indtryk af det mennesker var oppe imod, stillet overfor både sig selv og bakterier/virus. Du sku ta’ og læse den engang tiden tillader det.

”I bund og grund kan vi sige, at jeg lægger noget til menneskelegemet, en ånd, og du trækker noget fra menneskelegemet, en ånd.”

- Nej. Du ka ikke bare tilføre naturen og det biologiske liv en overnaturlig ”ånd”, hvor sandhedsværdien bare underbygges med endnu en påstand om at det er 50/50 om ”¨ånden” findes eller ej. Den dutter ikke ;)
Det er netop Arnes ”metode”: det han ikke ved, eksisterer fordi han ikke ved det! Det er bare dårlig metode, længere er den ikke.

”Kan legemer eksisterer uden en ånd?”.

- ”Ånd” er bare ikke en særlig god og nøjagtig beskrivelse for den spænding – afstedkommet ved syre/base-forholdet – som levende menneske udtrykker. For min skyld ka vi sagtens bruge ordet, med undtagelse af ordet ”åndsvidenskab”, dér står jeg af.
Ordet er jo betegnelsen for oplevelser af noget man ikke har valgt at beskrive bedre, lidt, som når et menneske dør, og vi i denne situation oplever det døde legeme som noget fuldstændig forskelligt fra det levende menneske vi stadig nærer så mange følelser for, men nu ligger dér fuldstændig følelsesforladt. Vi ser i dette øjeblik stadig på dette menneske, gennem alle de indtryk der livet igennem skabtes i os fra dette menneske, men som nu ikke længere besvares af dette menneske.
I dette øjeblik, vil vi muligvis gerne anbringe det for et øjeblik siden så levende indtryk et sted udenfor legemet, og situationen med sorgen over det tabte, forleder os til at fastholde et livagtigt indtryk i ord som ”ånd” og ”sjæl” m.m. Det er et udtryk for vores egne øjeblikkelige behov som de levende og sørgende mennesker, vores behov som de efterladte, forladte, og behov der udtrykker sig i en fortids beretninger og traditioner skabt i kulturen vi selv udspringer fra. Der er intet umenneskeligt i at bruge ord som ”ånd” og ”sjæl”, når vi ska ha anbragt det mistede et sted, slet ikke. Det er ikke dét.
Hvad jeg taler, er, at vi ikke frit ka tilføre naturen i som udenfor os forestillinger der kun har sit udspring i vore egne fantasier, for dermed fejlbeskriver vi naturlige mekanismer og skaber basis for en fejlagtig forståelse af livet – der jo langt fra er så romantisk et hændelsesforløb som vi i mange tilfælde kunne ønske os.

”Det går fint for aberne, så det kan godt lade sig gøre.”

- I betragtning af at ”forfar/mor” langt tilbage ændrede sig ved mutationer og vores art derudfra videreudviklede sig, ku man såmænd godt med en rummelig humor kalde mennesket for et steppefolk med hulemanérer. Det ville såmænd også tilskrive Platons hulelignelse ny dimension ;)

”Hvad med mennesket? Ville mennesket være andet end en abe, hvis det ikke havde en ånd?”.

- Hvorfor ska aber nu fratages ”ånd”? ;)

”Min biologiske eksistensevne er selvfølgelig betinget af min biologiske eksistensevne.”

- Nærmere muligheden for at få lidt føde på bordet, ”åndelig føde” gør det i hvert fald ikke ;)

mvh
Simon