|
0
registrerede
167
gæster og
231
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Har mennesket brug for en Satan/syndebuk?
|
Hej og tak for svar.
******
Du skrev: Først svar på #19447 - 16/07/2015 01:09:
Kallistos Ware skriver i sit første kapitel af The Orthodox Way: Gud som mysterium bl.a.:
Den, der rejser ad den åndelige vej, bliver i stigende grad, jo længere han bevæger sig fremad, opmærksom på to modsatrettede fakta: evigheden er anderledes og dog nær.
I første omgang indser han mere og mere, at Gud er mysterium. Gud er "Den helt Anden", usynlig, ubegribelig, fuldkommen transcendent, hinsides alle ord, hinsides enhver forståelse.
Sara: Om der er ”mere i ham” – end det jeg har set, kan jeg ikke bruge til noget, når han står for anskuelser, jeg ikke deler.
Man skal vælge sine ”rejsefæller” med omhu så man ikke selv kommer på vildspor, men endnu engang tak.
Arne: Du opfatter Ikoner som afgudsdyrkelse, og det er ikke usædvanligt i den vesteuropæiske verden.
Den danske nu afdøde præst Søren Prahl skriver indledningsvis i sin bog om Ikoner:
Ikonen er forkyndelse i form, farve og skønhed.
Ikonen er et vindue, gennem hvilket man skuer ind i Gudsrigets skønhed og herlighed.
Ikonen er som et nøglehul til at kigge ind i den lysende evighed.
Ikonen skal belyse og illustrere den tidløse verden.
Sara: Min holdning er man ikke skal tilbede billeder, og præstens ord opfatter jeg som et udtryk for virkelighedsflugt og noget vrøvl.
Arne: Og angående dit seneste indlæg: #19450 - 17/07/2015 02:54:
Jeg har ikke nogen tro, hverken på kristendom eller buddhisme, men når nu verdens oprindelse - og dens aktuelle væren - er så totalt ukendt for os mennesker, så holder jeg meget af Kallistos Ware's ovennævnte ord.
Du har ret i at min afvisning af "Satan" lægger hele ansvaret på mig selv.
Og hvad genfødsler angår har jeg ingen tro - hverken for eller imod.
Jeg har rigeligt at gøre med "her og nu" - og den altid nærværende evighed
Min fremhævning/Sara
Sara:
Ja det må jo nødvendigvis være sådan når/hvis man efterstræber at elske Gud og næsten, men det forhindre jo ikke at tage stilling til genfødselsspørgsmålet, og da især ikke når man som du søger at opnå nirvana som kun, - efter sigende - kan opnås ved gentagende genfødsler.
Arne: Kærlighed opfatter jeg som, at den har to sider: Den længselsfulde og den givende (savner et bedre ord).
Sara: Den længselsfulde kærlighed dækker over begær og er vel ikke din forklaring på, hvad du mener med:
den store uselviske og ydende kærlighed er for mig det absolut smukkeste.
Arne: Desuden har jeg den idé, at hvis man ikke formår at elske sig selv - som man nu engang er - også de ikke så beundringsværdige sider - så er den udadvendte kærlighed i vanskeligheder.
At elske sig selv, det er jo ikke nemt, men her hjælper det mig at tænke på, at væren - som modsætning til "det absolutte intet" - er en gave (fra ukendt afsender) - et kærtegn
Sara: Der er en talemåde der siger, at mennesket er sin egen værste fjende.
Hør her!
Det at elske sigselv gør man når man elsker sin næste.
Ingen er fuldkommen og man skal være taknemmelig over at kunne se egne fejl – ”også de ikke så beundringsværdige sider” – for så kan man arbejde på at ændre det og glæde sig over de fremskridt man gør alt imens man elsker næsten.
Sara
|
|
|
|
