|
0
registrerede
177
gæster og
242
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Kritikkens præmisser
|
Jeg tænkte nok, ud fra at have læst ca 20 siders David Bentley Hart, at det nok ville være i den sammenhæng som dine citater vidner om at du ville kunne finde Paul Tillich relevant - af interesse.
Paul Tillich er fortrolig med Heidegger. Og ja den vej igennem græsk filosofi om væren.
Jo ikke ligefrem den jødiske urkristne dynamiske historiske tidslighedens eskatologiske altid Ekstatiske forståelse af Gud - Gud og menneskers samliv vi her møder i den metafysiske græske filosofiske ontologiske diskurs om Væren.
Men spørgsmålet er om det lykkes Paul Tillich og David Bentley Hart at dreje spørgsmålet om Væren og Værens Grund hen imod en legitim forklarelse og afklarende oplysende forståelse de kristnes i første omgang ganske anderledes dynamiske tidslige historiske eskatologiske altid Ekstatiske Gudsforståelse eller de er ude i et fremmed ærinde. Jeg er lidt ambivalent på det spørgsmål såvidt Paul Tillich (som jeg dog elsker og skylder næsten alt næstefter Paulus og Nicolai Berdyaev).
Og jeg kunne også mærke at det var David Bentley Hart's samme udgangspunkt der gjorde at jeg mere og mere mistede motivationen til fortsat at læse ham.
Det samme med Paul Tillich - jeg mister lidt motivationen når han bliver for metafysisk græsk filosofisk tænkende ud fra Væren og Værens Grund. Det er Fornuften der ønsker værens tænkning - ikke Ekstatisk Fornuft - se (1)*
Jeg vil hellere over til Paulus og den jødiske urkristne dynamiske historiske tidslighedens eskatologiske altid Ekstatiske forståelse af Gud og menneskers liv historie sammen.
Kairos tidens fylde - Kristus - Gud - ind i tidens og rummets verden - vores eksistens.
Begivenheden KRISTUS - det sted, hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, som finder sted i tidens og rummets verden - virkelighed - hvor både Gud og mennesket har et indspil. Synes at SKABENDE FRIHED (både Guds og menneskers) er bedre til at forstå Paulus og urkristendommen end den metafysiske filosofi over væren og værens grund. Synes det er lidt en forkert ontologi eller ontologisk forståelse af slå ind på.
Men jeg bliver så lykkelig når Paul Tillich med Schelling opdager at vores eksistens kan forandre vores essens. Essentialisation (1)* er begrebet her og Paul Tillich's redegørelse herfor gør mig lykkelig og jeg erfarer i samme øjeblik at vi er ude over den lidt for statiske græsk metafysiske værens tænkning og vi igen er hjemme hos den paulinske urkristne historiske tidslighedens eskatologiske forståelse Gud og menneskers liv og historie sammen.
Så altså først her jeg lytter og bliver motiveret:
God manifests himself as such in the ecstasies of rational nature toward the absolute.
To call God transcendent in this sense does not mean that one must establish a “superworld” of divine objects. It does mean that, within itself, the finite world points beyond itself. In other words, it is self-transcendent. (ST vol 2, side 7). It goes beyond itself in order to return to itself in a new dimension. This is what “self-transcendence” means. In terms of immediate experience it is the encounter with the holy, an encounter which has an ecstatic character. The term “ecstatic” in the phrase “ecstatic idea of God” points to the experience of the holy as transcending ordinary experience without removing it. Ecstasy as a state of mind is the exact correlate to self-transcendence as the state of reality. Such an understanding of the idea of God is neither naturalistic nor supranaturalistic. It underlies the whole of the present Theological system (Systematic Theology). (ST vol 2, side 8).
(1)*:
Hvad ville fornuften være uden ekstatisk fornuft og ja vice versa. Når fornuften arbejder tænkende, så vender den altid tilbage til sig selv. Ekstatisk fornuft formår at forlade sig selv og blive et med sit objekt (motiv; mål), dog uden at miste sig selv, men nu som forvandlet, gennem at det participerer i objektet. Subjekt og objekt indgår i en syntese og ny virkelighed eller skabelse med hinanden - vores eksistens kan forandre vores essens - og derfor taler vi med Schelling om ESSENTIALISATION:
Essentialisation er et begreb Tillich har hentet fra Schelling. Denne essentialisation skal ikke forstås i platonisk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistensens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der blev aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget nyt til det essentielle (min kommentar indskudt: ja netop epigenetikken har bevist denne påstand). Det positive der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den “Ny Væren”. “Participation i det evige afhænger af en kreativ syntese af en værensform (a being) essentielle natur og det denne værensform har gjort med sig selv i sin temporale eksistens. “Essentialisation som overgang til Ny Væren er således en filosofisk term for begrebet “frelse” med den deri indeholdte mulighed for selvrealisation. Bjarne Lentz "Paul Tillich" side 232 |
|
|
|
