Med hensyn til en åndelig verden så ser jeg to faldgruber:

1) En ond jord hvorfra vi skal flygte til en god himmel/åndelig verden.

2) En uerkendelig (åndelig) verden.

David Bentley Hart* spørger, om man overhovedet kan forestille sig en verden, der i princippet ikke kan erkendes overhovedet. Det virker ulogisk, det må jeg give ham ret i, hvis man tænker over det. Ontologi og epistemologi er ét i en vis forstand.

det universelle kan hverken erkende sig selv eller tænke sig selv, kun et individ kan tænke universet (men ufuldkomment). Det Absolutte og Det Evige kan hverken erkende eller kende sig selv: det er kun det relative og det tidslige, der kan det. En almægtig Gud kan ikke være af denne verden, og hvis han er uden for denne verden, kan hans kendskab til verden og hans kendskab til sig selv kun være ufuldstændig (i den henseende har Gud virkelig "brug for menneskene"). Således findes der ingen absolut kundskab, hverken i himlene eller over himlene. Men der er med udgangspunkt i den antropo-kosmiske relation tale om en relativ og især relationel samhørigheds/adskillelses/kommunikationskundskab.

Lad mig så til slut tilføje: samhørigheden findes ikke kun i vores integrerede indføjethed i denne verdens fysiske natur, den findes også i Helhedens tilstedeværelse midt i de ufuldstændige kosmiske smådele, som vi består af. Hvis den økologiske organisation altså er indskrevet i det levendes selv-øko-organisation, er det på en vis måde (en måde, som er ukendt, men som tillader kundskab) den kosmiske Helhed, som med et har indskrevet sig i kundskabens hiernemæssige organisation. Kosmos ville på sin vis være holografisk tilstede i min erkendelsesmæssige organisation, som samtidig ville være den mest enestående, den mest originale, ja den mærkeligste ting, der fandtes i kosmos. Og derfor ville mennesket være det mest erkendende væsen, der kunne findes i verden.


Kundskabens fremskridt forøger paradokset adskillelse/kommunikation og paradokset lukning/åbning: jo mere den erkendelsesmæssige organisation bliver original, enestående, individuel, lukket om sig selv og afskåret fra verden, desto mere er den i stand til at blive objektiv, kollektiv, universel, åben og til at indgå i kommunikation med verden.
Tilsvarende kan man sige, at jo mere mennesket har understreget sin anderledeshed over for - og sin marginale position i forhold til - naturen, desto mere har det forøget sine muligheder for at få kendskab til naturen.

Edgar Morin