|
0
registrerede
45
gæster og
152
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Kristendommens ABChristus
|
Jeg glemte samtalen
At mødes og snakke (en telefon opringning har vi idag mulighed for)
Der er intet der er så EKSTATISK og LIVLIG som de livlige samtaler - talens åbenhjertighed - hvor munden løber over med hvad vi har på HJERTET.
De urkristne paulinske menigheder var virkelig Højlunds Forsamlingshus - der var en livlighed og spontanitet uden lige (frimodighed - frihed og spontanitet og godt humør er den kristne spiritualitets gemyt humør).
Også derfor det var nødvendigt at kunne lære at tie i forsamlinger (Højlund var jo dog ordstyrer) - at lære at tie i forsamlinger er demokratisk da det ikke betyder at man ikke må snakke og komme til orde men at alle skal have en chance for at blive hørt og lyttet til.
-0-0-
Grundtvig det levende ord de livfulde samtaler ja højskole bevægelsen er Paulinsk - et forsøg på at genoplive ånden og friheden i de urkristne paulinske menigheder.
-0-0-0-
Hvorfor var der den livlighed i urkristne paulinske menigheder? Jo fordi der var et flertal af kvinder og børn og slaver og fattige og arbejdere. Blodet ruller stærkt i disse mennesker der ikke overhovedet er intellektuelle men hører livets praktiske side til. Mennesker der ved det er nødvendigt at arbejde for at få dagen og vejen til at hænge sammen - de har ikke fået noget foræret her i livet.
Selvfølgelig var der også højt dannede og uddannede i de urkristne paulinske menigheder - Paulus selv er et godt eksempel - men han var progressiv og revolutionær ihvertfald en stor reformator i at danne nye samfund fællesskaber. Også folk fra den kreative overklasse med romersk statsborgerskab tilsluttede sig de urkristne paulinske menigheder og vi ser hos Paulus at kvinderne spiller en hovedrolle ihvertfald en helt afgørende rolle. Også derfor Paulus når frem til at en kvinde kan være overapostel ja endda den ypperste af alle overapostlerne.
Paulus's kærlighed og respekt og ærbødighed overfor kvinder skinner tydeligt igennem især Romerbrevet.
-0-0-0-
Et sidste punkt er at turde følge sin virkelyst - nå frem til en proaktiv skabende kreativ indstilling. Undgå at blive passiv og et offer - undgå passivitet.
-0-0-0-
Ja alt hvad jeg er inde på i dette og forrige indlæg er hvad der efter min mening gør at vi kommer Gud nærmere - komme dette at blive født i og af Gud påny påny påny
At lære vores dynamiske kreative skabende samliv med Gud.
Tro = de Nye Skabninger vi er i KRISTUS: er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen = de Nye Skabninger vi er i KRISTUS: er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Luther og HansKrist's fremhævning at TROEN = KRISTUS = de Nye Skabninger vi er i KRISTUS.
-0-0-0-
Musik og sang.
Musik og sang findes i alle kulturer og samfund men i de kristne kulturer og samfund har vi endda en SPIRITUALITET - nemlig den kristne i KRISTUS SPIRITUALITET der fremelsker og promoverer musik og sang.
Luther's reformation der var en Paulus renæssance var lige så glad for musik og sang som Paulus.
Luther og musikken
Ikke uden grund blev Martin Luther kaldt Nattergalen fra Wittenberg. Han satte musikken højt og mente, at den havde fandtes siden skabelsens tid. Som ung havde han modtaget musikundervisning, og han kunne spille på både fløjte og lut. Luther mente, at musik kunne glæde de bedrøvede, opmuntre de fortvivlede, neddæmpe et hadefuldt sind og fordrive Djævelen. Næsten al musik var gavnlig og god, mente Luther, men den var allerbedst, hvis den blev brugt til at prise Gud.
Menigheden skulle synge
Blot det at høre musik, mente Luther, var gavnligt for sjælen. Men han anså det for at være allermest velgørende, at man selv sang. Det var Luthers mål, at hele menigheden gennem sang skulle deltage i lovprisningen af Gud og forkyndelsen af evangeliet ved højmessen.
Når menighedens sang på modersmålet i dag er en væsentlig del af den protestantiske gudstjeneste, er det Luthers fortjeneste. I dag betragter vi det som en selvfølge, at menigheden synger salmer ved gudstjenesten, men i 1500-tallet var det revolutionerende nyt. Den lutherske menighedssang stod i skarp modsætning til den katolske messe, som på Luthers tid mest indeholdt munkesang på latin. |
|
|
|
