XX. Helligaanden i Kirkens Treenighedslære og før.
Den Kristne Oldkirke havde meget taagede Forestillinger om Helligaanden. Fra Jødedommen havde den arvet Navnet og en Række Forestillinger, der knyttede sig til det. Ordet "Aand" (Hebraisk: ruach, Græske: pneuma) betød oprindeligt Aande. I Aandedrættet saa vistnok alle primitive Folkeslag Livets Sæde, og de fleste Sprog har det samme Ord for Vind og Aande (trække Vejret). Isralitterne anvendte Ordet paa Gud (Jahve) selv. Hans Aand (Aande) regerede Verden; hans Aandes Indblæsning gav Liv til Mennesket. Senere blev en særlig Styrke, Dygtighed og Mod i hans Tjeneste tilskrevet hans Aands Indflydelse. De tidlige Profeters abnorme Henrykkelse var Bevis paa Jahves Aands Nærværelse og Magt (1. Sam. 10,6 og 10.); selv en løgnagtig Aand kunde blive sendt af Gud til Tider (1. Kong. Bog 22,21 og følgende). Jahves Aand kunde flytte en Profet fra et Sted til et andet (Eliasfortællingerne). Men hos de senere Profeter var Guds Aand deres Inspiration, som ledede og kontrollerede deres Liv og Virken, ja indgav dem deres Tale og Kraft, ligesom den styrede Israels Skæbne. Men Jahves Aand var aldrig en Person. - kun en Personifisering af en Egenskab hos Gud eller et Udtryk for Jahve selv.
I den gammel-testamentlige, apokalyptiske Litteratur bruges "Aanden" til at Beskrive Guds Forhold til Israel i Fortiden og i den Messianske Fremtid, og Jesus mente, at han havde "Aanden", og derfor Gudsriget stod for Døren.
Oldkirken troede, at Aanden kom til den; men dens Ideer om Aanden var de Jødiske. Jesus havde modtaget "Aanden" i Daaben; den kristne fik den ved Haandspaalæggelse eller (senere) i Daaben. Særlige "Gaver" fulgte Aandens Udgydelser - dels de gamle profetiske og dels nogle nye (Tungetalen). Paulus gør endog i 2. Kor. 3,17 Aanden og Kristus til eet, og i det hele herskede der megen Uklarhed over, hvad Aanden var. Daaben var i Jesu Navn, ikke i Trefoldighedens.
I det fjerde Evangelium (Joh. Ev.) spiller Aanden en vigtig Rolle i den sidste Del. Den er Sandhedens Aan, Hjælperen, som skulde fuldkomne Kristi Værk. Den er sendt af K´ristus og ogsaa af Faderen i Kristi Navn. Efter Opstandelsen aander Jesus paa Disciplene og siger: "Modtager den hellige Aand!" Her var altsaa et halvt Aarhundrede efter Paulus Aanden og Jesus klart afskilte. Ifølge Justinus Martyr var Aandens vigtigste Værk at inspirere Profeterne. Irenæus, som levede henimod Slutningen af det andet Aarhundrede, gør Helligaanden identisk med Visdommen (Guds Visdom) i det gamle Testamente.
Henrykkelseskristendommen med ekstatiske Tilstande brød ud i Frygien i Lilleasien, da Montanus i Aaret 156 erklærede, at Helligaanden nu var kommen, og at han var det passive Instrument i dens Virken. Verdens ende var nær, lærte han. Men skønt mange sluttede sig til ham, Montanismen med dens Profeter og Askese bredte sig vidt omkring, stiftede egne Kirker, da den ledende Retning trængte den ud af de andre, og endog vandt Tertullian for sig, saa var Spørgsmaalet om Aanden endnu ikke særlig fremtrædende i Læren om Gudsbegrebet. Det var om Jesu Forhold til Gud, at Striden stod, og endnu i den første Del af det tredie Aarhundrede skældte den romerske Biskop Kallistus, som hældede til Sabellianisme i sit Grundsyn, den mere rettroende Kirkefader Hippolytus ud for "Diteist" (d.v.s.: en Mand, der tror paa to Guder) og ikke "Triteist", hvad der vilde have været naturligt, hvis Aanden var medregnet.
Origenes ansaa Aanden for den første og højeste af alle Væsener, frembragt eller skabt (han vidste ikke hvilket) af Faderen gennem Sønnen.
I Nikæabekendelsen blev Helligaanden lige nævnt som trosgenstand; men der blev intet sagt om dens Væsen og Egenskaber. Og den store, rettroende Kappadokier, Gregor af Nazianz, udtalte i et Brev saa sent som 380: "Somme af vore vise Mænd tror, at den Helligaand er en Kraft, - andre, at han er en Skabning, - andre igen, at han er Gud." Men Aaret efter forkætredes paa Kirkemødet i Konstantinopel Macedonianerne, der nægtede, at Aanden var homo-ousios med Gud, skønt ellers intet blev føjet til Nikæasymbolet. Men mellem dette Kirkemøde og Mødet i Kalcedon 451 var en ny Trosbekendelse kommen i Brug, som dette Kirkemøde fejlagtig antog for at være vedtaget paa Konciliet i Konstantinopel 381. Denne Trosbekendelse, den saakaldte nikæansk-konstantinopolitanske, her en Artikel om Helligaanden, som lyder: "og jeg tror paa den Helligaand, Herren og Livets Giver, som udgaar fra Faderen og som sammen med Faderen og Sønnen tilbedes og herliggøres, han, som talte gennem Profeterne."