Kære Kristian, du skriver:

Kristi efterfølgelse på kristen grund synes ikke at være grundlæggende forskellig fra Buddhas efterfølgelse på buddhistisk grund. Menneskets grundvilkår synes at være det samme under begge synsvinkler, så længe vi ser på det etiske.

Ser vi derimod på det eksistentielle, synes der imidlertid at gøre sig en væsentlig forskel gældende. Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.


Især følgende, for mig at se, helt ulogiske og ubegrundede ressonement fra din side, hæfter jeg mig ved:

Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, Citat slut.


Vi lærer Kristus at kende; Guds hemmelighed, Guds riget, at kende, igennem arbejde, kampe (koncentration og anstrengelser) og lidelser (offer og hellighed). Eller Kristus åbenbarer sig for os igennem arbejde, kampe (koncentration og anstrengelser) og lidelser (offer; tilsidesættelsen af os selv for andre, i den gode sags tjeneste). Jeg mener stadig at det er kristendommen der har fat i den lange ende og at den kristne vej er meget dybere end den vej og metode der fokuserer på lidelsens ophør. Ellers kunne kriteriet jo være at vi kunne dømme kulturerne efter deres frugter.

Mennesket er født til aktivt lidende/elskende virksomhed (født med en stor portion passioneret livskraft, vitalitet og aggressivitet for at overvinde modstand), og går ikke af vejen for at arbejde og elske, engagere sig og lide for en sag, ofre og tilsidesætte sig selv for en sag. Der er ingen frygt i kristendommen for kærlighedhedens smerter, for den smerte der ledsager et brændende engagement for personer og sager.

Hvilke kristne mystikere er det du gang på gang tager til indtægt for at gå langt udenom lidelsens og kærlighedens smertefulde engagement (gå langt udenom Kristus, dette at følge Kristus), dette at gøre sig selv til tjenere/arbejdere og stridskæmpere for andre, og for at stå buddhismen nærmere end kristendommen?

Hvis sådanne mystikere findes, synes jeg de skulle droppe navnet Kristus, da det jo ingen mening i så fald giver, hvis man ikke følger Kristi engagement og kærlighed som bestemt ikke går udenom det smertefulde og lidelsesfulde, det at kæmpe og arbejde, ofre og tilsidesætte sig selv.

Det der kommer let går let; har jeg nogensinde opnået noget uden anstrengelser og lidenskabelighed, uden at elske og lide for sagen, uden at sætte mig selv ind på det og på spil, uden offer? Nej ikke når vi taler om ting og forhold af virkelig stor værdi og betydning.

Kristendommens styrke, der findes i Kristus, er at vi ikke går af vejen for at elske, for den kærlighed og engagement hvor der ingen garantier findes imod smerter og lidelser.
Kristendommen er som Berdyaev også siger det, uden sammenligning, kærlighedens religion.

I øvrigt er hjernen indstillet på at belønne smertefyldt og lidelsesfyldt engagement, arbejde, indsats og anstrengelser (endorfinerne taler deres tydelige sprog). Så Kristus-vejen, arbejdets, kampens og lidelsens vej (metode, den vestlige metode) er ikke en hovedløs naturstridigt vej, spor, at slå ind på.


De ”dovne”, ”apatiske”, dem der springer over hvor gærdet er lavest, dem der ikke kender arbejdets, kampens og lidelsens og selvofferets vej, de tager stoffer for at få lov til at opleve et glimt af den lykke og hormoni (harmoni og hormoner), der ellers er så naturligt for ædruelige arbejdsomme stræbsomme mennesker, der ikke går af vejen for offer og lidelser/smerter, at opleve.


Nå men det korte og lange er at jeg er enig med de kristne tænkere og teologer i at lidelsens mysterium der er tæt forbundet med kærlighedens mysterium (arbejdet og offerets mysterium), stikker dybere end alle forsøg på at undgå lidelser.

Fra evolutionsbiologien ved man også i dag hvorfor mennesket bringer en lang række fredfyldte og harmoniske dage til ophør (intet er nemlig sværere at bære for mennesket, end en lang række fredelige dage). Det er fordi hjernen er bygget til stress, udfordringer, kampe og store lidelsesfyldte indsatser/aktiviteter. Indsatser og aktiviteter som hjernen er bygget til at belønne.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.