|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Lidt strøtanker ...
|
I take the Bible far too seriously to take it literally. Karl Barth
En bogstavelig udlægning er tegn på at man ikke har forstået hvad der tales om og det der tales om har den største tænkelige betydning for os at forstå.
Tænk om vi ikke opdager den Ny Væren (i Kristus Væren) og Virkelighed, de nye mennesker vi er i KRISTUS i kraft af Gud der for alvor brød igennem i forbindelse Jesu liv.
Der er ikke noget at tro på (hvorfor dog også det) der er kun en konkret virkelighed at få forbindelse til.
Tro (i religiøs sammenhæng) er blevet det mest misforståede begreb for det moderne menneske. Vi forstår slet ikke dets bibelske betydning.
Gjorde vi det, da ville alle samtaler med ateisterne straks afsløres som pseudo samtaler eller meningsløse samtaler.
Hvem er det der holder samtalerne kørende med ateisterne, jo det er dem der tror i bogstaveligste forstand og at tro er at tro bibelen i bogstaveligste forstand fra a til z. Hvad kommer der ud af det? Absurditeter og at man ikke får fat i den virkelighed der er på tale.
The worth "faith" cannot be applied to the Christ unless it is taken in its biblical meaning of a Spiritual reality in itself.
The faith of the Christ is the state of being grasped unambiguously by the Spiritual Presence.
Tro er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet)
Hvorfor alle disse gentagelser??? Fordi vi godt nok debatterer her på trosfrihed men der er ingen der læser hvad dem de debatterer med skriver, derfor er der kun at gentage tingene. Dog uanset hvor mange gange man gentager hjælper det ikke, og ja så må man ud i at gentage i en uendelighed.
Den Ny Væren og Virkelighed der er tale om har jeg også beskrevet igen igen igen gennem årene, men lige lidt hjælper det.
Dog jeg siger som Paulus, jeg bliver aldrig træt af at sige det samme igen igen og om igen, så derfor værsgod endnu engang, følger her:
"Some part of life — perhaps the most important part — must be left to the spontaneous action of individual impulse, for where all is system there will be mental and spiritual death." - Bertrand Russell".
What is of God in life is revealed in creative acts, in the creative life of the spirit, which penetrates even the life of nature. Spirit can upset and change the 'natural' order.
There is nothing of God in the dull and prosaic normality of the objective world order. It is only in a disruptive act which breaks through that commonplace normality that he is to be found.
God's world only breaks through into this world, the light of it shines through only in that which really exists, in living beings and in their existence.
Noumenal freedom, is able to break in upon the causal sequence of appearances,,, the one world can invade the other and act creatively within it. Man as a creatively active and free being, as at spiritual being, is not merely phenomenon.
Spirit can upset and change the "natural" order.
Newness presupposes time; it makes its appearance in time. Without time there is no change.... True creative newness is achieved in existential time, time which is not objecitified, that is to say it happens in the vertical and not the horizontal. But creative acts which are accomplished in the vertical are projected upon a plane and are accepted as accomplished in historical time. Thus it is that meta-history enters into history. |
|
|
|
