III

Kritisk kommentar til Koranen sura for sura (til og med sura 10; se senere)

Sura et, Åbningen, al-Fatiha (fra Mekka)

I den nådige og barmhjertige Guds navn

Sådan indledes hver sura i Koranen (undtagen sura 9). Der tales altså i Guds navn, hvilket skulle borge for sandheden af det, der følger. Gud kaldes ”nådig”, men der er forskel på begreberne nåde og kærlighed. Hvis der havde stået i den kærlige og barmhjertige Guds navn, havde man bedre udtrykt Guds Væsen. Tyranner viser nåde, Gud viser kærlighed. Gud er ingen tyran.

Ordet nåde gentages i vers (ayat) 3, og man kan kæde det sammen dels med begrebet dommens dag (vers 4) og dem, som vreden rammer (vers 7). Allerede her i åbningssuraen siges en del om Guds forhold til os mennesker; der siges, at Han er nådig, at Hans vrede rammer nogle af os, og at vi engang stilles til regnskab for alt (på dommedag).

I Islam har man ikke begrebet arvesynd, så vi mennesker er altså ikke som i Kristendommen eksistentielt skyldige. At Gud derfor er nådig overfor os og ikke bare kærlig må ligge i, at vi som udgangspunkt før vi kaldes til troen (hvis Gud ønsker og vil det) er vantro og følger andre veje end Guds (vers 7), fx ved at have andre guder (Jahve, den treenige Gud eller andre). Vreden rammer angiveligt de vantro, hvis ikke vi kaldes til troen af den nådige Gud, Allah.

Men da man samtidig i Islam har en tro på, at Gud fra evighed har bestemt hvordan alt skal ske (forudbestemmelse, prædestination; kendes også i Kristendommen, fx hos Augustin), bliver det temmelig meningsløst at Han vil straffe dem, der ikke følger Hans veje eller ikke vil underkaste sig. Ansvaret for det er Hans eget og Hans vrede er derfor meningsløs. På dommedag bliver vi stillet til regnskab for noget, vi ikke har den mindste indflydelse på, hvis alt forud er bestemt af Gud. Derfor er Hans dom (både i Islam og i Kristendommen) egentlig en dom over Ham selv.

At Gud under trusler om evige lidelser kræver, at vi tror på Ham som Han åbenbares i Koranen og underkaster os, viser Gud som en tyran, der ikke levner sine skabninger den mindste frihed, en Gud der trælbinder sin skabelse og ikke har begreb om kærlighed og frihed, en Gud der straffer med evige lidelser for noget vi ingen indflydelse har på og derfor heller ingen skyld i, en Gud der straffer uskyldige, en Gud der selv er skyldig, en grusom, ikke barmhjertig Gud. En Gud der ikke er Gud, ikke er Lysets og kærlighedens Almagt.

Derudover kan det siges, at hvis alt forud er bestemt af Gud, så har vi mennesker egentlig ikke et liv, men kun et skinliv; der kan siges at være en sammenhæng både mellem ansvar og frihed (hvis ikke vi er frie og har et valg, har vi heller intet ansvar og derfor ingen skyld) og liv og frihed; hvis ikke vi er frie og kan tænke og handle frit og selvstændigt har vi heller intet egentligt liv, hvis liv er i en eller anden udstrækning at tænke og handle frit; vi er så kun en slags maskiner. Hvis Gud kalder til tro eller vantro, hvis ikke vi har et valg, ophæves både tro og liv, og Koranen bliver meningsløs, en logisk kortslutning (lige som Kristendommen er meningsløs, hvis Gud forud har bestemt alt i kristen forstand).