Fra kentaurnet...

Noget jeg finder ganske sympatisk -

Det er ikke kødets opstandelse, vi kan se frem til, men åndens opstandelse i menneskehjertet.

Kristi kirke er ikke den teologisk funderede kirke, men summen af alle de mennesker, der elsker deres medmennesker uanset om de er muslimer, buddhister, kristne eller jøder. Dette enestående faktum er blevet helt overset, efterhånden som de teologiske fortolkninger har tilsløret Kristi enkle lære. Det udtrykkes så klart i Bibelen, at det ikke er til at misforstå:

»Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«41.

Vi bliver ikke frelst gennem Guds nåde, men gennem Gudslysets vækst i hjertet. Gudslyset vokser, når vi udstråler kærligheden til næsten. Vi har end ikke behov for Guds nåde eller tilgivelse, for det forudsætter Guds vrede, hvilket ikke er muligt for et væsen af ren kærlighed. Gud elsker og velsigner uophørligt alle uden undtagelse, selv de største syndere. Vi har dog behov for at tilgive hinanden, for det onde vi i uvidenhed påfører hinanden. Guds straf over syndere eksisterer ikke, kun konsekvenser af vores egne handlinger, når vi overtræder de guddommelige love.


De kristne tror, at Kristus frelser dem, der tror på kirkens teologi, fordi han gennem sin korsfæstelse påtog sig den straf, som ellers var tiltænkt en syndig menneskehed. Alle andre troende, som fastholder deres tro til det sidste, herunder personer som Dalai Lama , går ifølge denne udlægning fortabt på dommens dag. Men denne bogs synspunkt er, at Kristus ikke er et blodoffer til en hævngerrig Gud. Han er vores frelser i den betydning, at han, som den første, manifesterede den fuldkomne kærlighed på Jorden og viste vejen til genforening med det guddommelige ophav. Han er det levende eksempel til efterfølgelse og stimulerer vedvarende alle mennesker med kærlighedens kraft. Alle, uanset trosretning, der tager imod denne kærlighed og udtrykker den i praksis, bliver frelst.

Hej Arne,

Jeg må skynde mig at understrege, at det skrevne er taget fra kentaurnet. Men det var bestemt noget, som også jeg fandt tiltalende og befriende (især fordi jeg ser så mange kristne bruge nogle teologiske vendinger, der ikke taler til mennesker på samme måde, som jeg f.eks. ser Jesus tale til mennesker - i et enkelt og vidunderligt sprog).

Det glæder mig, at du har din Kristus Ikón, og jeg kan forestille mig, at det inspirerer hjertet i høj og permanent grad, når man oplever en 'dybt alvorligt elskende og forstående Kristus'.

Jeg fornemmer også livets kærlighed, fuglenes og træernes, og jeg tror på, at Skaberen, Gud, er inde i os og overalt omkring os.

Hej Arne,

"Fanatiske ateister" skriver du. Ja, mon ikke! - Jeg fulgte debatten 'på afstand', dog med et lille indlæg fra en hjemmeside af ateister. På den formuleres det klart og utvetydigt, at hvis en ateist fremsætter påstanden: "Gud(er) eksisterer ikke", så ER det denne ateists job at underbygge sin påstand. Dette ansvar løber de herrer her fra debatten tydeligvis fra.

...Det er som med en mand, der påstår, at han er ydmyg. Det er han næppe. Lige så med dem der påstår, at de er åh så logiske... tsk tsk, de ateister, som jeg ser på debatterne, "skatter" argumentation (eller det giver de indtryk af), og de kræver rask væk af andre - men selv vil de ikke! De ser ikke, hvor grebet de er i deres følelsers vold - på trods af at vi åbnede debatten med en opfordring til at nuancere (bl.a. Gud-forestillingen), så bliver de ved med at vade rundt i "guder", "entiteter", "væsener". Suk!

...Nå ja, du nuancerer selv din forståelse af det religiøse... du siger "det hellige", og jeg forstår godt din vilje til at nuancere, og jeg er enig.

Ligeledes nyder jeg godt af at hente ord fra forskellige inspirationskilder, mennesker. - Også fra sufismen som har en række ord, som jeg holder meget af.