Kære Arne.

Du stiller det ultimative spørgsmål om altings eksistens, et spørgsmål som der endnu ikke kan gives et endeligt svar på. Mit svar indeholder blot konstateringen af, at universet har en eksistens, og at denne eksistens giver sig til kende for os ved en blanding af fælles erfaringer og personlige opfattelser (læs; fysiske sansemæssige perceptioner).

Du kalder det et mirakel - et ord der dækker over noget, der strider imod naturlovene - men det gør universet ikke. Det opfører sig, så vidt vi kan konstatere, i overensstemmelse med faste regler, hvoraf vi har afdækket de fleste af dem, der vedrører vores sanseverden, og dermed også vor tankeverden. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke eksisterer fænomener, der ligger udenfor vores firedimensionale oplevelsesrum.

Kan vi erkende noget, der ligger udenfor vor fatteevne? Ja, Arne, det kan vi da. For eksempel sætter matematikken os i stand til at fatte både makroskopiske og mikroskopiske afstande, og den sætter os i stand til at fatte, at universet kan have flere dimensioner end de fire, som vi oplever. Vi er ikke stødt på nogen grænser for udvidelse af vores opfattelser, så derfor er der ikke belæg for at tro, at videnskaben ikke en dag vil kunne give et endeligt svar på ethvert reelt spørgsmål, som vi kan finde på at stille.

Sproget er et dårligt redskab til at stille spørgsmål med, for dets opbygning (semantiske konstruktion) muliggør paradokser (læs; selvmodsigelser). Men universet indeholder ingen paradokser. De ligger alle i vore sproglige formuleringer af fænomenerne.

Et godt eksempel er komplementaritet. Er en partikel et lille afgrænset område eller en bølgefunktion der omfatter hele universet? Vi kan konstatere, at partiklen er begge dele, men denne kendsgerning er for os et sprogligt paradoks. Derfor måtte Bohr konstruere et nyt ord for at beskrive dette fænomen. I almindelighed opfattes komplimentaritet som et både/og, men jeg foretrækker at benævne det et hverken/eller. Partikler eksisterer ikke i virkeligheden. Det gør kun partikelegenskaber og bølgeegenskaber. Dem kan vi imidlertid begge måle og indsætte resultaterne i brugbare forklaringsmodeller.

Denne indirekte forståelse er grundlaget for al vor avancerede teknologi, og i takt med at denne forståelse øges, gør vi os i større grad til herrer over vore omgivelser. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi kan gå de mytiske guder i bedene og skabe nye livsformer.

Der findes skam mange flere end to teorier om tyngdekraften, men det kræver et kendskab til højenergifysik at forstå baggrunden for dem, så det vil føre for vidt at komme ind på dem her, da de bl.a. omfatter flerdimensionale rumtidskontinua. I CERN er det mere Higg's partiklen, de leder efter for at udfylde hullet i Standardmodellen.

Mens videnskaben ikke ser nogen fremtidige grænser for forståelse og brugbare forklaringer, så gør religionerne det til overflod, ved at opfinde primitive slutforklaringer og erklære, at kun guderne kan forstå resten. Heri ligger også grundlaget for at kalde dig religiøs, Arne, for du har jo samme holdning som gudetilbederne, at der er fænomener, vi aldrig vil kunne forklare. Din respekt for videnskaben rækker kun bagud.

Den begrænsning, som du her pålægger dig selv, Arne, projicerer du så over på ateister og rationelle tankegange, og kalder dem for begrænsede i forhold til de troende. Men det er dig selv, Arne, der savner dimensioner i din tankegang. Ateister har plads til det hele, også til forståelsen af religioners indsnævring af tankevirksomheden.

Videnskab handler om at stille de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt, og så undersøge de mulige svar. Hvis menneskeheden ellers overlever længe nok, vil vi eller vore arvtagere en dag i fremtiden stille dit spørgsmål igen og besvare det. Lige nu må vi nøjes med at konstatere verdens eksistens og nøje os med at undersøge de mest relevante fænomener. Men visionære forskere ser ikke som du nogen grænser for udvidelsen af den menneskelige forståelse.

Om du forstår noget af dette, kan jeg have en vis tvivl om. Du har i hvert fald hverken forstået mig eller Gustav Wied. Selv om de to sætninger har semantiske fællestræk, er deres valør helt forskellig, når konteksten tages i betragtning. Wied's sætning handler ikke om månens farve, men skal beskrive konflikten mellem en stivnet verdensopfattelse og en fordomsfri iagttagelse af fakta. Eller med andre ord, konflikten mellem det religiøse og det videnskabelige verdensbillede.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Arne.

Du vil med djævelens vold og magt gøre videnskab til en trossag på linie med religion. Det eneste, du opnår, er at afsløre din manglende indsigt i sproget.

Tro er et flertydigt ord, og i den stærkeste betydning (den religiøse) dækker det en urokkelig overbevisning uden en naturvidenskabelig begrundelse. I de svagere betydninger såsom antagelser, formodninger, forventninger o.lign. har det intet med religiøs tro at gøre, og det er disse betydninger videnskaben betjener sig af, når det drejer sig om ubekræftede forklaringer.

Hvis jeg siger: "Jeg tror, det bliver regnvejr i morgen," så har det intet med religion at gøre, og mit verdensbillede bliver ikke omstyrtet, hvis det viser sig forkert.

Videnskaben søger hele tiden bedre forklaringer. Religiøse klamrer sig til en påstået SANDHED, som de ikke vil fravige. Det er denne form for stædighed, der er baggrunden for den meste ufred i denne verden.

Det er også grunden til, at jeg kalder din debatform for ordkløveri. Du prøver ikke at forstå andre debattører. Du vil hele tiden søge at fortolke deres ord, så meningen passer med dine fordomme om dem. Som du selv udtrykker det, så er det din "ret" og du "vil ikke holde kæft."

Din ikonoplevelse er da smuk, og den har givet dig et ståsted i livet med en abstrakt tro på et kærlighedsprincip. Men den har ikke givet dig nogen forståelse for, hvad der rører sig i andre mennesker.

I den retning adskiller du dig ikke fra Thomas, så derfor er dit makkerskab med ham i antipatier fuldt forståeligt. Men bortset fra det, har I hver især isoleret jer i jeres egen lille subjektive verden.

Derfor nytter det ikke rigtigt, at søge at forklare jer noget. Når der ikke er vilje til at forstå andre og udvide sit eget verdensbillede, er der heller ingen vej, og alle jeres forsikringer om "kærlighed" klinger hult i andre debattørers ører. Selv om dit sprog er pænere end gadedrengen Thomas', er stridbarheden og påståeligheden den samme.

Men der er sikkert andre her, som vil finde denne debat lærerig, så helt har det ikke været spild af tid.

Mvh

Ole Bjørn