Kære Hanskrist som kan snakke bukserne af dem som end ikke har bukser på

Hanskrist, den virkelige udfordring ligger i ikke at projicere.

Hvor ved du fra, at det du skriver om mig, ikke er noget du måske er bange for at forholde dig til i dig selv?

Det er nemt nok at analysere andre mennesker, men det er straks mere vanskeligt, at erkende hvad der sker inde i en selv.

Hvad sjovt er der i at være i denne verden hvis ikke man er bevidst om hvad det egentligt er man oplever? Hvis ikke man er tilstede i sig selv(fordi man er bange for ens følelser og tanker?), er det så ikke der man kan sige man bliver styret af det ubevidste? Når man fuldstændig er i ens forsvarsmekanismers vold, så er det vel en form for neurose.

Og jeg er helt enig i at der ikke subjektivt findes noget som er neutralt. Enten tager du udgangspunkt i kærlighed, eller også tager du udgangspunkt i frygt. Kærlighed udvider sig, mens frygt projicere. Objektet i sig selv er hverken det ene eller det andet, for det er subjektet som har egenskaberne frygt og kærlighed.

Har du nogensinde oplevet at et træ var bange? Eller at månen var ked af det? Eller at en sten blev rasende fordi du trådte på den? Eller at en lampe følte dyb kærlighed til dig når du tænde for den? Eller at en mønt blev dybt tankenemmelig fordi du lagde den i din pung? Eller at dine underbukser blev skuffede over dig fordi du pruttede i dem? Nej vel...?

Tænk sig hvis en videnskabsmand observerede, at et objekt havde følelser? Tænk sig hvis et atom fortalte iagttageren, du er grim og dum, lad være med at kigge på mig, jeg har lige en dårlig dag? Eller at en celle i hjernen blev arrig fordi du gik til boksning? Eller at en celle i hjernen blev sentimental når du så min video på youtube? Eller den fortalte dig, at den elskede dig? Eller at den var vred på dig?

Men det kunne da være meget underholdende hvis du oplevede verden på den måde, men sikkert ikke for dig, for så ville du helt sikkert have en form for neurose og være meget bange.

Kan du se hvor problemet ligger?

Du har noget du kalder mig eller jeg eller et selv(subjektet?).

Men hvor kommer dette jeg, mig, selv fra?

Hvis subjektet er adskilt fra objektet, så kan subjektet ikke være objektet, og objektet kan ikke være subjektet.

Jeg har en hjerne. Fint nok. Hvem er du? Åhh, lad mig lige tænke lidt over den....

Hvem tænker?

Åhh, det gør min hjerne. Okay. Så du er ikke hjernen siden du kalder det DIN hjerne?

Hvad mener du?

Ja, jeg har en et fjernsyn, men du vil vel ikke påstå jeg så er fjernsynet?

Åhh, nej.

Okay, så langt så godt.

Hvem er det så jeg taler med lige nu?

Dig selv?

Bingo, der var den...

Der er bred enighed indenfor videnskaben omkring det, at alt i universet er energi. Nogen ville kalde det for vibrationer som bevæger sig i forskellig frekvens. Men om det er godt eller skidt, sandt eller falsk, smukt eller grimt, ja, det er kun noget subjektet oplever.

Formen eller objektet har kun den mening, værdi og betydning som subjektet tillægger det. Det kan være svært at acceptere at det forholder sig således, men når først der blot er en delvis accept af dette, så søger man kærligheden og glæden i ens indre. Når det er fundet, så er man fri, selv i en verden mennesket oplever som begrænsende og fyldt med lidelse. Men først skal man lige igennem alle sindets illusioner.

Håber du har det smukt og godt, kære Hanskrist.

Ps. Min hjerne siger den er intetkøn. Tror du det er derfor der ikke er nogen spænding imellem ørene på mig?

Ups. Der skal stå øhh og ikke åhh. Eller måske skulle der stå bøhh eller buhh

Hej Arne.

Jeg synes udtrykket Universets væren giver meget god mening for mig i forhold til det jeg nogen gange oplever.

Når jeg er stille i mit sind, er åben og imødekommende overfor alt, så er der det som er. Jeg er, verden er, universet er.

Er det det du mener med Væren?

Jeg kan beskrive mine følelsesmæssige oplever ved at bruge objektet som et symbol. Men når jeg oplever virkeligheden som den er og ikke hvad jeg gør den til, så er min oplevelse så abstrakt, at jeg godt kan se, at ethvert forsøg på at begrebsliggøre virkeligheden må slå fejl.

Den video fra youtube jeg lagde ind i tråden her, den vækker en følelse af samhørighed i mig. Følelsen er der allerede, men jeg kan så bruge objektet til at komme i kontakt med følelsen. Når jeg er kommet i kontakt med følelsen, så kan jeg se at objektet blot afspejlede denne følelse, eller var et symbol på den følelse.

Så kære Arne, hvis dit holdepunkt er en følelse du er i kontakt med i dit indre, så er der intet som kan tage noget fra dig(kun dig selv ;-)).

Smuk dag til dig fra mig.

Kærligst Jan.