Hej Arne

Jeg sidder og tænker på Martin Buber og hans Jeg-Du filosofi, og hvordan jeg i den forbindelse gennem årene har debatteret i Jeg-Du forhold, dvs. i menneskelige og levende relationer. Jeg har også ofte tænkt på Løgstrups ord om udleveretheden, nemlig det, at vi altid er udleveret i relationer med risiko for magtforhold, men at vi grundlæggende set møder det andet menneske i tillid. Det har nok været en af grundende til mit store engagement i religionsdebatten tidligere, men i takt med at jeg er kommet længere med studiet og er involveret i forskellige sammenhænge og relationer, er rummet for debatten og dens relationer gradvist blevet formindsket. Og det kan jeg mærke er rigtig sundt, for det er nu ikke i det virtuelle, at vi bør bygges op. Når det er sagt sidder jeg også og erkender det svære i at skrive et debatindlæg, hvis ikke der på forhånd finder en forudgivet relation og tillid sted - jeg erkender både her og der, at mit hovede ikke er en maskine, at jeg stort set ikke kan bruge hovedet ordentligt, hvis ikke jeg har hjertet med, og det med hjertet (og kærligheden), ja, det kræver altså et Jeg-Du forhold.

Med disse ord har jeg åbnet for mit debat-gen - ellers lod det sig ikke gøre oven på en lang dag at finde energi til at debattere noget, jeg i virkeligheden nok ikke finder så vigtigt (det skal du ikke tage personligt). Jeg bliver nødt til at gå ind i indlægget som levende person, i hvem livet ånder og opbygges i mødet med et DU (min Gud, min Gud, som ånder alt livet ud..).

Men det betyder også, at skrive-genet/hjertets tale rummer meget mere end den sag, som du har og jeg har haft for øje, men hvad nu hvis den sag i virkeligheden ikke bygger os op, ikke bringer os liv, men derimod virker som en fjern ånde og en masse halvufordøjelige ord? Måske har vi alligevel brug for stilheden til at kunne høre hjertets rytme og lade dette slå de sætninger ned, der er vigtige for både DU'et og JEG'et..Her taler man ikke forbi hinanden, men med hinanden. Sådan oplever jeg det med Gud: Jeg taler ikke forbi Gud, Gud taler ikke forbi mig, men vi har fået et sprog for, at vi kan tale med hinanden. Når jeg hører dine reaktioner, der ofte går på, at vi, der bruger ordet, Gud, i vores tale/samtale, misbruger og gør vold på dette, du mener, vi ikke kan udtale os om, ja, da gør det lidt ondt i mig. For jeg lader jo bare hjertet tale med og bruge de ord, der nu en gang knytter sig til det, Buber kalder for JEG-DU forholdet og, som Løgstrup kalder for, interdependensen ("vi har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at vi holder noget af dets liv i vores hænder"). Løgstrup mente også, at det er i forholdet til næsten, at vi har vores gudsforhold. Det vil jo sige, at vi, jf. Bonhoeffer, ikke kan adskille vores virkelighed fra Guds. Forstår du, hvad jeg mener? Det, du kalder det hellige og det, du oplever kan gøre dig sårbar er jo udtryk for et forhold her og nu i dén virkelighed og verden, som du befinder dig i. Mother Theresa sagde ofte, at hun kunne se Kristus i den fattiges ansigt. Måske møder vi Gud på forskellig vis alt efter, hvor vi er i vores liv. Nogle gør det vitterligt i mødet med de hjemløse, andre i mødet med Bibelens ord. Jeg er nok blandt dem for hvem mit gudsforhold er afhængigt af det levede og levende liv, i fordringen om at tage vare på hinandens liv, i sårbarheden og i dybets dimension. Her er vi, når alt kommer til alt, et pulsslag af det samme åndedræt.

Når alt dette er sagt, har jeg også fundet mig mere til rette med, at min passion for Bonhoeffer og den Kristusmystik, jeg så klart genkender og deler med manden ikke vækker genklang hos dig. Faktisk er nye veje i mit liv ved at blive åbnet, og det har netop i forbindelse med min fødselsdag forleden medført, at jeg har sluppet Bonhoeffer for en tid, i hvert fald i forbindelse med mine specialetanker. Der skete det, at jeg var ved at gå til, mit hovede er ikke en intellektuel maskine, og det projekt jeg havde gang i var alt for meget til hovedet og alt for lidt til kroppen. Så nu har jeg grebet ud efter Løgstrup og muligvis Martin Buber (eller også er det omvendt, men nu leger jeg igen med døde mennesker:), eller, det vil faktisk sige, at jeg har grebet ud efter ortopraxien, altså det praktiske udgangspunkt med det overordnede spørgsmål: Kirken i fængslet - hvor er den? Det åbner ikke bare for mit speciale, der skal skrives fra august og 6 måneder frem, men også for min erhvervsmæssige fremtid. Om jeg kommer i forbindelse med nogle fængsler, kunne jeg godt se dette som noget, jeg skal arbejde videre med. Der ligger i hvert fald en feltundersøgelse klar af forholdet mellem det kristne budskab og menneskesyn og de indsatte i fængslet og deres behov og længsel efter at blive mødt (skyld og tilgivelse kunne være vigtige motiver). I Sverige findes der noget, som kaldes klosterprojektet. For ca. 10 år siden oprettede Sveriges største fængsel, Kumla, et kloster inde i fængslet, hvor langtids dømte kunne gå i stilhed og derigennem modtage åndelig vejledning. Som kronen på værket har jeg en vægtig forbindelse til både fængsler og klostre, som i sig selv er en ærlig og forvandlende kraft..

Ja, der er åbenbart mange veje til Gud. Guds veje er uransalige. Vi kan ikke undgå at bruge sproget og noget som metaforer, der netop beskriver og forbinder to sfærer med hinanden, for at vi gennem sproget (og energien) som medium (eller religiøse handlinger) kan erfare og forbinde os med den latente og transendente sfære (jf. forholdet mellem skjultheden og åbenbaringen). Gud er nær.

Gud Fader, Søn og Helligånd er lige virkelige og lige nærværende. De kan for mig at se ikke adskilles. Annemarie Aagard skrev en gang i 1970'erne, at vi går baglæns ind i trosbekendelsen. Sådan oplevede jeg også min trosproces; den startede så at sige med en åbning for Helligånden: Vinden, der blæser, hvorhen den vil. Efterhånden som denne vind lander mere og mere på jorden og får jordisk og menneskelig skikkelse, ser man pludselig Kristus for sig, i det indre, men også i det ydre, f.eks. i mødet med næsten.


Mvh
Anne

P.S
Sender det ind med en meget hurtig redigering og håber, at det ikke er blevet en for personlig smøre, men som sagt er det jo en måde at centrere sig på, hvor kroppen et medaktør for den skabende proces. Tak fordi du lyttede!

Hej Arne.

Nu vil du vel ikke kalde: tilfældigheden for en religion??

Og så er jeg næsten sluppet godt ud af min nyrestens operation, bort fra at man glemt at lægge et kateter ind i mig, så næste dag måtte jeg babu babu afsted til et andet hospital i Helsingborg og blive tømt for en masse ophobet væske gennem et kateter puha, jeg blev helt bange for mine nyrer, som desværre kun er 30% effektive, grundet en tidligere lægefejl,men de havde ikke taget skade.


Og nu skinner solen endelig på os, det er skønt, bortset fra at hjortene har ædt mine tulipaner og friske jordbærblade, de har været sultne, håber der alligevel kommer lidt jordbær.

Mærkeligt så er al ståhejet omkring den katolske kirke og paphattenarren paven stilnet helt af, sagerne kan da ikke være ovre endnu, men har så ikke pressensbevågenhed mere. Gu ved hvem der har bedt dem om at holde kæft?.

Og i Thailand råder der anarki og kaos, 4 store shoppingcentre er så medtaget af de påsatte brande at de skal rives helt ned til grunden. Forhåbentlig er der nu sat en endelig stopper for urolighederne, der har kostet vanvittigt mange penge, døde og sårede, mange fotografer blev skudt af de røde fordi de tog billeder af de bevæbnede røde, beviser for deres mange våben er ikke velkomne.