Halløj Anne,

Man kan sige, at jeg i islam ikke umiddelbart finder genspejlingen af den kærlighed, som jeg har fundet i mit liv, og som har åbenbaret en helt anden tilgang til livet, ja vækket livet i mit indre.

Men Jesu ord vækker til gengæld genklang i mit indre. Og de giver min sjæl næring. Ja, jeg tror på Jesus.

Men sufismen, buddhismen og hinduismen har også noget godt at byde på, synes jeg.

Dog er Jesus Kristus for mig at se: Perfektion.

Kærlig hilsen
(hvad blev jeg døbt i chatten fra de sædvanlige skytter?)
- "Uselviskhedens kamæleon"

Næh, det var ikke dig, jeg tænkte på, men en anden som hele tiden snakker om uselviskhed, han hedder Thomas og optræder nogle gange som anonym, men er let genkendelig for der er ikke mange der bruger det ord.

Dig, derimod, du er jo ukendt. Anonym.

Jeg formoder at du ikke tør træde frem så man kan se at dine gerninger er gjort i Gud under eget navns nævnelse. Navns nævnelse er lys, anonymitet er mørke og usandhed.

Se bare mig. Jeg vedkender mig gerne Gud overfor menneskene selvom de derved tror, at jeg er indbildsk

Det gør ikke noget.

Der er nu mange, der hedder Michael.

- Kødet gør ingen gavn, men ordene og ånden gør. Gå ikke så meget op i navne, men derimod i medfølelse, langmodighed og ikke-fordømmelse.

Hej Arne



I forhold til hvad jeg skrev, er jeg nok ikke helt enig i din antagelse her. Jeg hentydede jo netop til, at man set fra islams side ikke accepterer kristendommen som en frelsesreligion eller med andre som en ny virkelighed (I Kristus), men derimod antager, at man med Muhammed og Koranen har fået den absolutte og endegyldige lov og religion for mennesket. Jeg læste forleden en sura, hvor jeg mener, at kristendommen og jødedommen blev set som afguderi. I hvert fald tror jeg næppe, at der er tale om, at kristendommen anerkendes som kristendom (med Guds selvåbenbaring i Kristus, i kød og blod, i vores historie, med Kristus som alfa og omega), men derimod som et led med den korsfæstede profet Jesus frem mod islam. Her kan man netop tale om myte og mytens magt, fordi man ikke ser, tilbeder og tror på den virkelighed og historie, Gud i Kristus nyskaber - men ok dette går hen og bliver teologisk nu.

Lad os i stedet se på dit afsluttende afsnit, der for så vidt stadig handler om forholdet mellem kristendommen og islam, omend dit spørgsmål sigter til min mere personlige overbevisning.



Det ved jeg faktisk ikke, Arne. Jeg er ikke som sådan bare overbevist om de forskellige religioners berettigelse eller "miseksistens", men subjektivt set, så mærker jeg ikke ret meget positivt ift Muhammed og Koranen. Jeg er udmærket klar over, at der kan være visdom og livsindsigt osv, men jeg tror nok ikke på religion i den forstand, og her ender jeg ved noget som nok er et gennemgående træk ved både Hanskrist og mig, men som jeg har svært ved lige nu at finde ord for.. Mon ikke jeg har været inde på det før, især i tråden om Bhagavadgita: Guds virkelighed = vores virkelighed. Kristendommen har ikke en bestemt etik, en bestemt moral eller lære eller sågar en bestemt livsindsigt, men ER etik og eksistens. Vi kan ikke læse os til at blive kristne, men vi er kristne. Derfor kan jeg afsluttende med Bonhoeffer sige, at Gud kalder os ud af vores skjulested.

Hav en god aften og nat.

Mvh
Anne