Hej Arne - ALH

Du skriver:

"Anne har forstået, ser jeg, at jeg ikke har modvilje mod beretningen om Jesus Kristus - tværtimod - men at jeg mener, at I begge misbruger denne beretning ved at tale (skrive) om, hvad I kalder "den historiske Jesus"."

Fint nok, men har du overhovedet de sidste 3-4 dage forholdt dig til mine indlæg, forstår du f.eks., hvorfor jeg drager Simon2 og Thomas (i parantes) ind i det her forehavende? Du kan bare svare ja eller nej, og så er den pot ude, eller prut, eller hvad det nu hedder.

Men ellers tak for dit indlæg, jeg er med på, hvad din modvilje handler om.

Mvh
Anne

Kære Arne

Tak for dit svar og din beskrivelse af dit ikon-forhold. Jeg synes, du giver en meget levende beskrivelse af, hvad du oplever, og det glæder mig at høre.

Grunden til at jeg henviste til Simon var for at vise, at jeg syntes, at du var nær ved at sætte nogle betingelser for den kristne tro og den historiske Jesus, som vi møder i NT, som kunne minde lidt om en ateists tilgang (f.eks. Simon2 vi alle kender, mest fra religion.dk, og som bl.a. jeg har haft mange debatter med). Og her mener jeg jo, at hvis vi ikke på en eller anden måde kan tillade os at tro, at denne Jesus fra Nazareth eksisterede som et ganske konkret menneske, ligesom vi, og at Gud på en eller anden vis har bevæget sig/åbenbaret sig gennem begivenheden Jesus som Kristus, ja, så bliver det for mig et meget indskrænket univers, hvor man ikke må udtrykke sin gudstro og tale om, hvad alt dette rent faktisk betyder. Men pudsigt opfatter vi det helt forskelligt, for du finder min tilgang indskrænkende og vil hellere snakke om visioner og ideer end noget helt konkret eller begivenhedsrigt: At Gud faktisk taler/handler med os, der er liv og glæde forbundet hermed, og det er klart denne følelse jeg får, når jeg hører om dit forhold til disse vidunderlige ikoner.

Måske er vi bare forskellige steder, så der hvor begreber og sproget, ja, selve tros-udtrykket, kan virke oplivende og inspirerende for mig, der kan det have den modsatte effekt på dig. I den forbindelse må vi jo bare hver især holde fast i det ståsted, vi føler, der er os benådet (givet). Vi er vel alle i en eller anden form for proces..

Det blev et lidt hurtigt svar, men jeg må hellere komme i gang med det, jeg egentlig skal

Mvh
Anne

Kære Arne

Jeg er slet ikke i tvivl om, at ikoner rummer mystik, nogle mere end andre. Det får mig til at tænke på, at jeg faktisk tror, at jeg selv er rimelig visuelt anlagt. Det betyder også, at jeg har sværere ved at tage mig sammen til at læse alt det stof, jeg f.eks. skal i forbindelse med studiet og, hvis indlæg er meget lange og tætte, kan de også give anledning til en følelse af uoverskuelighed. Med andre ord - og nu er det ikke fordi, at jeg ikke er boglig anlag eller hader at læse - betyder billeder meget for nogle af os, og det er måske derfor, at f.eks. jeg kan føle mig mindst lige så grebet ved at se et Kristusbillede/-ikón som at læse i Bibelen. Disse billeder kan, hvis de er gode, indeholde en fortælling, ja, rumme budskabet selv, Jesus Kristus.

Man siger jo også, at børn lærer forskelligt, hvilket bl.a. har været årsag til de såkaldte læringsstile . De går kort fortalt ud på, at underviser sammen med eleverne finder ud af, hvad der skal til, for at den enkelte elev bedst kan modtage og indoptage undervisningen. For nogle er det måske vigtigt at sidde ved énmandsbord, nogle skal have nogle visuelle redskaber, mens andre har godt af at høre musik i høretelefoner. Det er selvfølgelig meget løst skrevet, og spørgsmålet er jo altid, hvordan det også fungerer i praksis for underviseren og klassen som helhed. Men jeg kan rigtig godt lide ideen bag (selv er jeg en af dem, der hurtigt bliver forstyrret af lyde, hvorimod jeg meget gerne hører musik, mens jeg læser, faktisk skal jeg nogle gange have musik lige ind i ørerne, ind i hjernen, ligesom hvis jeg skal løbe. Endvidere har jeg bildt mig selv ind, at debat er godt for tænkningen, og så falder jeg ikke så let i søvn over skrivebordet). Det kunne i den forbindelse være sjovt at dissekere hjernen og dens forbindelse til vores krop og psyke :-)

Et andet perspektiv jeg får lyst til at præsentere er bibliodrama. Her læser man simpelthen Bibelen med kroppen. Der er mulighed for at gå dybere ind i en bibeltekst med sin krop, sit personlige utryk f.eks. ved at male og forme ler, ja, med sin livshistorie. Det er en rigtig spændende proces, men det kan også være rigtig konfronterende og provokerende. Men jeg finder det egentlig meget ærligt og åbenbarende - kroppen afslører ofte, hvor vi befinder os - som er en af grundene til, at jeg har svært ved at forene mig med Bhagavadgitaen.

Mvh
Anne